bypassoperation i hjertet (original) (raw)

Ved en bypassoperation på hjertet flyttes en blodåre fra fx benet til hjertet for at erstatte en forsnævret blodåre.

Bypassoperation i hjertet er en operation, hvor der laves en "omkørsel" uden om en eller flere af hjertets blodårer, der er blevet forsnævrede eller blokerede. Formålet er at sikre, at blodet igen kan strømme frit forbi det forsnævrede område.

Faktaboks

Også kendt som

hjerte-bypassoperation

Der anvendes typisk et blodkar fra personens egen krop, fx fra benet, armen eller brystkassen, til at lave denne nye vej. Det indsatte blodkar bliver syet fast, så det leder blodet uden om det tilstoppede område og videre til hjertet.

Årsager til at lave bypassoperation på hjertet

Hvis blodårerne til hjertet (kranspulsårerne) er blevet for snævre på grund af åreforkalkning (aterosklerose), får hjertet ikke nok ilt. Det kan give brystsmerter (angina) eller øge risikoen for blodpropper.

En hjerte-bypassoperation kan lindre symptomerne og mindske risikoen for hjerteanfald, ligesom den øger livslængden – især hvis personen samtidig ændrer livsstil og tager medicin. Mange oplever således færre symptomer og forbedre livskvalitet efterfølgende.

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer flere timer. Hjertet stoppes midlertidigt, og en maskine overtager hjertets og lungernes arbejde, mens lægerne udfører indgrebet. Når omkørslerne er lavet, lader lægerne blodet strømme tilbage til hjertet med ilt og ernæring, hvilket atter får hjertet til at starte igen. Efter sikring af at det ikke bløder, lukkes brysthulen igen vha. kirurgisk stål.

Læs mere i Lex

Kommentarer