centralnervesystemet (original) (raw)
Centralnervesystemet er en fællesbetegnelse for hjernen og rygmarven. Centralnervesystemet er omgivet af knoglevæv i form af kraniet og rygsøjlen, der beskytter henholdsvis hjernen og rygmarven.
Faktaboks
Centralnervesystemets funktion
I centralnervesystemet ligger centre, der fungerer som overordnede koordinationscentre for bevægelser og reflekser. Hjernen rummer den del af nervesystemet, som er det biologiske grundlag for fx menneskets intellekt og følelsesliv, og desuden danner enkelte dele af hjernen hormoner, som bl.a styrer hypofysen.
Centralnervesystemets anatomi
Hjernen består af hjernestammen, der opdeles i den forlængede marv (medulla oblongata), hjernebroen (pons) og midthjernen (mesencephalon), samt lillehjernen (cerebellum) og forhjernen (prosencephalon), der opdeles i mellemhjernen (diencephalon) og storhjernen (telencephalon), hvoraf det meste af sidstnævnte udgøres af de to hjernehalvdele, kaldet hemisfærer (hemisphera cerebri). Om storhjernen anvendes ofte synonymet cerebrum.
Hjernen forbindes nedadtil med rygmarven. Fra hjernen afgår 12 parrede hjernenerver, der passerer huller i kraniet. Fra rygmarven udgår 31 parrede spinalnerver.
Hjernedelenes latinske navne
Mange dele af hjernen har både danske og latinske navne.
| Dansk | Latin |
|---|---|
| forhjerne | prosencephalon |
| den forlængede marv | medulla oblongata |
| hjernebroen | pons |
| hjernehalvdel | hemisphera cerebri |
| hjernen | encephalon |
| hjernestammen | truncus encephalicus |
| lillehjernen | cerebellum |
| mellemhjerne | diencephalon |
| midthjerne | mesencephalon |
| rygmarven | medulla spinalis |
| storhjernen | cerebrum |