døbefont (original) (raw)
Døbefont er en beholder til vand, der anvendes ved dåben i den kristne kirke. Med kristendommens konsolidering blev dåb i søer, vandløb eller bassiner afløst af neddypning i mindre beholdere. Det var først i 1200-tallet, at man visse steder gik over til at overøse barnet, en praksis, der blev almindelig fra 1400-tallet.
Faktaboks
Ordet døbefonts 2. led stammer fra latin fons, fontis 'kilde'.
I europæisk sammenhæng, hvor døbefonte findes i mange forskellige materialer som sten, malm og bronze, indtager de danske og især de jyske granitdøbefonte en særstilling.
Langt de fleste af de danske middelalderkirker har endnu i dag deres gamle døbefonte, der for størstedelens vedkommende stammer fra 1100- og 1200-tallet. Før Reformationen var fontens plads i kirkens vestlige del, ofte et sted mellem syd- og norddøren, i dag er den som regel placeret i kirkens østlige del.
På hen ved 200 jyske granitfonte er forskellige varianter over løvemotivet hugget i højt eller lavt relief. Ofte drejer det sig om såkaldte dobbeltløver, dvs. to løvekroppe, der deles om ét hoved. Måske skal løven som i mange bibelske sammenhænge forbindes med dødsriget i den dobbelte betydning af død og opstandelse.
Genfødelsestanken er således helt central i forbindelse med dåben og må i mange sammenhænge lægges til grund for tolkning af fontenes billeder. I Vester Egede Kirke på Sjælland er hovedmotivet på døbefonten således en på hovedet stående ammende kvinde, hvis moderliv udgøres af fontekummen (udtrykket uterus anvendes i middelalderlige dåbsritualer om fonten).
Fra senmiddelalderens Danmark findes en del fonte af malm eller bronze, fx i domkirkerne i Aarhus og Haderslev. Disse er så store, at de ville kunne bruges til fuld neddykning; men de efterreformatoriske døbefonte er som regel blot forsynet med en mindre skål eller et fad, dåbsfad, i konsekvens af, at dåb ved overøsning nu var slået fuldt igennem.