de nationalliberale (original) (raw)
De nationalliberale var en dansk politisk gruppering, som øvede afgørende indflydelse på udviklingen i Danmark ca. 1840-1870, især 1840'ernes agitation mod enevælden, overgangen til konstitutionelt styre i 1848, Junigrundloven i 1849 og forfatningerne i 1855, 1863 og 1866. De nationalliberale spillede en stor rolle for indførelse af politiske og religiøse frihedsrettigheder samt næringsfrihed og havde en stor del af ansvaret for de slesvigske krige i årene 1848-1851 og 1864. Partiet blev af sine modstandere tillagt skylden for nederlaget i 1864, hvilket varigt miskrediterede partiet.
Etablering og idégrundlag
Den nationalliberale gruppering opstod som en følge af etableringen af de rådgivende stænderforsamlinger i begyndelsen af 1830'erne, ikke mindst med oprettelsen af avisen Fædrelandet i 1834 i forbindelse med de første valg til stænderforsamlingerne. Med flagskibe som Fædrelandet og Dagbladet (etableret 1851) og en fast personkreds, ikke mindst i det københavnske borgerskab, omkring de nationalliberale ideer, skabtes et politisk netværk. Mens deres økonomiske idéer var den klassiske engelske liberalisme, var deres politiske univers præget af tysk, navnlig hegelsk tænkning. De tillagde derfor staten en betydelig rolle i samfundsudviklingen.
Det bestemte også deres holdning til demokratiet: De anså middelstanden som en art mægler mellem konge og folk og dermed også berettiget til at lede folket. Derfor var det også centralt for dem at skabt et vist værn mod det utøjlede pøbelvælde gennem fx et tokammersystem, hvor den højere dannelse skulle være særligt godt repræsenteret i overhuset, Landstinget. Magten skulle tilhøre "de begavede, de dannede og de formuende", som Orla Lehmann udtrykte det i 1860.
De nationalliberale mente, at de selv repræsenterede helhedens interesse over for andre gruppers modstridende egeninteresser. Herved opnåede de at blive midterpartiet, som ved skiftende alliancer øvede større indflydelse end deres begrænsede vælgertilslutning berettigede.
Også deres nationale politik var dogmatisk. Da hertugdømmet Slesvig i deres øjne historisk hørte til Danmark, mente de, at grænsen skulle være Ejderen og ikke sproggrænsen i Sønderjylland (se Ejderpolitik).
De nationalliberale som parti
De nationalliberale var ikke organiseret som parti, men bestod overvejende af akademisk uddannede embedsmænd; deraf tilnavnet "professorpartiet".
De toneangivende nationalliberale var de "ældre" J.F. Schouw, H.N. Clausen og L.N. Hvidt og de "yngre" Orla Lehmann, D.G. Monrad, C.C. Hall og A.F. Krieger.
Efter nederlaget i 1864 mistede de nationalliberale deres nationale vælgerbasis og gik efterhånden sammen med godsejerne i Højre.
De nationalliberales eftermæle
De nationalliberale er blevet hårdt bedømt af eftertiden, med historikeren A.D. Jørgensens ord fordi de "blændede af idealernes glans følte sig kaldede til at omstøde og genføde alt". Men de er trods alle fejlgreb også blevet respekteret, fordi de uden hensyn til egen vinding holdt fast ved det, de mente var rigtigt.