digitalsats - typografisk (original) (raw)

Digitalsats er tekst, som er formateret og gemt som digitale data – til forskel fra blysats og fotosats.

Faktaboks

Også kendt som

computersats, desktop publishing

Allerede i årene med fotosats (midten af 1950’erne til midten af 1980’erne) blev der arbejdet med at formatere teksten/typografien ved hjælp af digitale data og kommandoer. Tekst og tilførende typografiske specifikationer blev gemt i satsanlæggets arkiv, og princippet med at skriftens tegn blev belyst gennem et negativ afløstes af en teknologi, hvor de ‘tegnes’ af streger på et katodestrålerør (samme princip som i et gammeldags fjernsyn).

Da den personlige computer blev almindeligt udbredt fra begyndelsen/midten af 1980’erne, smeltede satsfremstilling for alvor sammen med komposition af hele sider bestående af tekst, grafik og billeder. Begrebet blev kendt som desktop publishing, og der kunne produceres trykfilm til produktion direkte fra digitale filer ved hjælp af en laser (imagesetter).

Det var samtidig gennembruddet for, at ikke kun fagligt uddannede personer kunne arbejde med satsfremstilling/typografi. Alle, der anskaffede sig en pc og software, blev deres ‘egen typograf/grafiske designer’ – en demokratisering af aktiviteten.