embryologi (original) (raw)
Embryologi er den gren af biologien og lægevidenskaben, der beskæftiger sig med de processer (embryogenesen), hvorved en ægcelle gennem celledelinger og specialisering udvikles til en ny og kompliceret flercellet organisme.
Faktaboks
Ordet kommer af græsk _en_- ‘inden i’, bryein ‘vokse’ og logos ‘ord, videnskab’
Også kendt som
fosterudviklingslære
Inden for lægevidenskaben har embryologien længe haft stor betydning for forståelsen af medfødte misdannelsers udvikling og for identifikation af deres årsager, den såkaldte teratologi.
Embryologiens historie
Den engelske læge William Harvey kom med udtalelsen Ex ovo omnia ('alt opstår af et æg'). Portræt ca. 1627.
Udtrykket embryologi dukkede første gang op i et værk fra 1719 af den tyske læge Sigismund August Pfeiffer: Embryologia, seu doctrina foetus in utero ('Embryologi, eller læren om fosteret i livmoderen'). Først i 1861 blev dette defineret som en udviklingslære inden for zoogenesen af den schweiziske anatom Albert von Kölliker (1817–1905).
Frem til begyndelsen af 1800-tallet var forestillinger om de tidligste stadier i fosterlivet overvejende filosofisk funderede og blev grupperet omkring to modstridende opfattelser: den præformationistiske teori, som hævdede, at ægget indeholdt en komplet organisme i miniature, og den epigenetiske teori, som hævdede, at ægget fra begyndelsen er udifferentieret og homogent.
Den engelske læge William Harvey gik imod den præformationistiske opfattelse gennem udtalelsen Ex ovo omnia ('alt opstår af et æg'). Allerede i 1668 havde den hollandske anatom Reinier de Graaf (1641–1673) beskrevet æggestokkene hos dyr og mennesker, og i dem observeret "blærer", som han betegnede som ovaria (ovarium betyder 'ægbeholder'), og som han havde set "tiltage efter parringen".
Mikroskopisk undersøgelse af fosteret
Videnskabelig forståelse af den embryonale udvikling skete gradvist ved mikroskopets hjælp, hvor man kunne studere detaljerne på de forskellige trin af fosterudviklingen. Den tysk-russiske anatom Caspar Friedrich Wolff bidrog yderligere til at udslette den gamle præformationslære om det "færdige" foster. Også den senere efterfølger Johannes Müller er værd at fremhæve som en af pionererne til forståelse af den embryonale udvikling. Karl Ernst von Baer beskrev i 1827 pattedyrets ægcelle, fosterets oprindelse og de tidligste udviklingsstadier. Han beskrev bl.a. æggets delinger og udførte sammenlignende undersøgelser af dyre- og menneskefostre, hvorunder slægtskabet mellem selv fjerntstående arter blev åbenbar i de tidlige udviklingsstadier.
Iagttagelserne gav grundlag for en parallel og gensidigt befrugtende teoridannelse inden for embryologien og evolutionsbiologien, som med Charles Darwin tog fart efter 1859. Allerede ved 1900-tallets begyndelse forelå omfattende morfologiske beskrivelser af fosterudviklingsforløbet hos en lang række dyrearter, bl.a. mennesket.
Den eksperimentelle embryologi
Undersøgelser af de cellulære mekanismer, som styrer form-dannelsen (morfogenesen) i fosteret, begyndte med Wilhelm Roux. Han grundlagde sidst i 1800-tallet den eksperimentelle embryologi, hvor man gennem indgreb, fx fjernelse og flytning af celler og væv i fostre, opnår indsigt i de principper, der regulerer fostercellernes deling, vækst, differentiering, vandring og henfald. I nyere tid er det lykkedes at identificere en række af de genregulatoriske mekanismer, der ligger til grund for embryogenesen. Navnlig opdagelsen af homeoboxgener (også kaldet Hox-gener) har været et gennembrud.