endogen infektion (original) (raw)
Endogen infektion er infektion med mikroorganismer, der normalt findes som en del af menneskets normalflora, fx på huden, i munden og i tarmen. Bakterier er den hyppigste årsag til endogen infektion, men gærsvampen Candida kan også være en årsag.
Endogene infektioner forekommer ofte i den del af kroppen, hvor en given mikroorganisme normalt findes, men infektionerne kan også udvikles i organer, hvor den inficerende mikroorganisme ikke normalt findes. Det er tilfældet ved blærebetændelse, som skyldes tarmbakterier, der kommer op i urinrøret fra endetarmen.
Alvorlige endogene infektioner ses ofte hos personer med nedsat immunforsvar. En stor del af de infektioner, der ses hos hospitalsindlagte personer, er endogene infektioner.