endokarditis (original) (raw)
Endokarditis er betændelse i den glatte hinde, der beklæder hjertets indre (endokardium). Hinden, som består af et enkelt lag flade, tæt sammenstillede celler (endotelceller), beskytter hjertemuskulaturen og hjerteklapperne mod slid ved at mindske gnidningsmodstanden mellem hjertet og blodstrømmen. Ved en betændelse, der ødelægger en del af hinden, skades også det underliggende væv. Oftest skades hjerteklapperne, som er udsat for den største belastning, og særligt klapperne i venstre hjertehalvdel, som arbejder under størst tryk.
Faktaboks
Ordet endokarditis er dannet af græsk endon 'inde i', kardia 'hjerte' og -itis 'betændelse'.
Også kendt som
endocarditis
Typer af endokarditis
Der skelnes mellem:
- reumatisk endokarditis, hvor betændelsen er aseptisk, det vil sige uden bakterier i selve læsionen og
- bakteriel endokarditis, hvor bakterierne formerer sig i selve hjertet.
Reumatisk endokarditis
Reumatisk endokarditis udvikles i tilknytning til gigtfeber, som nu er en sjælden sygdom. Gigtfeber opstår som en følgetilstand efter en infektion med en speciel type streptokokker, som blandt andet forårsager halsbetændelse.
Symptomerne, som særligt stammer fra leddene og hjertet, skyldes ikke direkte bakterierne eller deres giftstoffer, men de reaktioner i immunforsvaret, som kroppen danner mod bakterierne.
Betændelsen i hjertehinden fører til ødelæggelse af mitralklappen (mellem venstre for- og hjertekammer) og/eller aortaklappen (mellem venstre hjertekammer og aorta). Ødelæggelsen forløber imidlertid så langsomt, at symptomerne på hjerteskaden først bliver mærkbare 10–30 år efter sygdommen.
Bakteriel endokarditis
Bakteriel endokarditis udvikles, når bakterierne slår sig ned i selve hjertet. Der skelnes mellem en langsom (subakut) form, som kaldes endocarditis lenta, og en akut form med et mere dramatisk forløb.
Den subakutte form optræder fortrinsvis hos personer, der har hjerteklapper, som allerede er skadet (for eksempel af gigtfeber). Denne form for endokarditis forårsages som oftest af bakterien Streptococcus viridans, som ikke er i stand til at angribe en rask hjertehinde. Tilstanden er alvorlig, men kan i de allerfleste tilfælde helbredes med penicillin. Dette skal gives i meget store daglige doser i uger eller måneder, fordi bakterierne befinder sig dybt i det skadede væv i klappen, hvortil blodet og penicillinet vanskeligt kan nå frem. Personer, der er overfølsomme eller allergiske overfor penicillin, får andre former for antibiotika.
Sygdomstegnene ved endocarditis lenta kommer ofte snigende, og det kan være vanskeligt at stille diagnosen. Der kan optræde blodpropper (embolisme) med bakterier, som kan slå sig ned forskellige steder i kroppen. Diagnosen sikres ved såkaldte blodkulturer, hvilket vil sige, at bakterierne dyrkes fra patientens blod.
Akut endokarditis skyldes stærkt sygdomsfremkaldende bakterier. Denne tilstand forekommer lige så ofte hos personer med normale hjerteklapper som hos personer med skadede hjerteklapper.
Akut endokarditis forekommer næsten udelukkende som komplikation ved alvorlige infektionssygdomme, hvor der er bakterier i blodet (sepsis). Bakterierne slår sig ned på hjerteklapperne, og her kan de nogle gange angribe selve klapvævet. Klappen kan da omdannes til et stort sår, som kan briste (perforere). Dette fører til alvorlig utæthed af hjerteklappen.
Den akutte form er sværere at helbrede, men ved hjælp af store doser antibiotika bliver over 90 procent af patienterne raske. Ved perforering af klapperne kan akut hjerteoperation være eneste udvej.