energikrisen 2022 (original) (raw)
Topmøde i Esbjerg den 18. maj 2022 om en stor ambitiøs udbygning af havvindmøller i Nordsøen. Fra venstre det belgiske statsminister Alexander De Croo, Tysklands kansler Olaf Scholz, statsminister Mette Frederiksen, EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen og den hollandske statsminister Mark Rutte.
Hurtigere udbygning med havvindmøller er på dagsordenen pga energikrisen. Her er dele af møller til Krigers Flak klar til udskibning fra Rønne Havn i februar 2021. Havmølleparken blev indviet senere samme år.
Under oliekrisen i 1973 var der flere bilfrie søndage. Her fra Langelinje i København den 27. november.
Energikrisen i 2022 udviklede sig efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022. Krisen var forårsaget dels af mindre forsyninger af russisk gas til europæiske lande, dels af højere priser på de fleste former for energi. For den enkelte forbruger betød det større udgifter både til varme og elektricitet.
Internationale sanktioner fra bl.a. USA og EU har ramt russisk eksport af olie, gas og kul. Hertil kommer, at Rusland selv har reduceret sin eksport af den gas, der transporteres i rørledninger. I 2024 udgjorde russisk gas ca. 11 % af gasforbruget i EU. Til gengæld eksporterede Rusland mere gas til Kina, Indien og Tyrkiet, ligesom det indenrigske forbrug er steget.
Færre forsyninger af gas
Leverancer af flydende gas er en af de mulige erstatninger for russisk naturgas gennem rørledninger. Her er et tankskib ved at blive fyldt med LNG i en havn i Qatar.
I løbet af 2022 gjorde voldsomme prisstigninger på naturgas det dyrt for boligejere med gasfyr. Det viste anlæg er fra 2009.
Energikrisen er en geopolitisk konflikt, der bunder i, at Sovjetunionen i 1968 begyndte at eksportere naturgas til Vesteuropa fra sine store forekomster i Sibirien. Siden er eksporten taget til, fordi gassen har været et godt redskab til at begrænse brugen af de mere forurenende fossile brændsler, kul og olie. Den har også bidraget til stabile energipriser, idet gassen normalt er blevet handlet på kontrakter af 25 års varighed.
Afhængigheden i Europa af russisk gas voksede støt frem til 2021, hvor 40 % af gasforbruget i EU var importeret fra Rusland. Den var dermed blevet helt central i industrien og i produktionen af elektricitet og varme, og i forhold til den grønne omstilling blev gassen set som et vigtigt stabiliserende element i energiforsyningen.
Generelt har det været sådan, at de EU-lande, der er tættest på Rusland har haft størst afhængighed af gassen herfra. Det gælder især Slovakiet og Ungarn. De baltiske lande reagererede hurtigt på den russiske invasion af Ukraine med at stoppe importen. De store forbrugere af gas i EU, Tyskland, Frankrig og Italien, har ligeledes været afhængig af gassen, der ud over Rusland blev importeret fra blandt andet Norge og Algeriet. Lukningen af de fleste af rørledningerne fra Rusland har derfor betydet en kraftig reduktion i brugen af russisk gas, der i nogen grad er blevet erstattet af importeret flydende gas, LNG, især fra USA, Qatar og Norge. LNG udgør således 30-40 % af den importerede gas. Også Baltic Pipe gasledningen mellem Norge, Danmark og Polen har bidraget til at mindske behovet for russisk gas.
Importen af LNG sker i konkurrence med det asiatiske marked, hvor efterspørgslen var lavere i 2022 end de foregående år, men som igen har været stigende i 2025. Det lidt vigende marked i Asien var medvirkende til, at USA har presset EU for at få landene til at aftage mere amerikansk LNG på bekostning af import af russisk gas.
Efter 2022 har EU samlet set importeret tilstrækkelige mængder gas – herunder LNG – til at gaslagrene er blevet fyldt hurtigere end forventet med en fyldningsgrad over 85 %. Dermed har EU kunnet dække behovet i de mest gaskrævende vintermåneder. Bagsiden af denne vigtige indsats er, at importen har presset priserne i vejret. I slutningen af 2025 er det kun Danmark og enkelte andre lande, der ikke er tæt på at have fyldt lagrene.
De to gasrørledninger i Østersøen mellem Rusland og Tyskland, Nord Stream 1 og 2, blev i september 2022 udsat for sabotage. Siden har ingen af de to rørledninger været i drift. De danske myndigheder indstillede i februar 2024 efterforskning af sagen. De tyske myndigheder fortsatte deres undersøgelser, og i juni 2024 udstedte de arrestordre på en ukrainsk dykker for at have koordineret og ledet sabotagehandlingerne. Han blev i august 2025 anholdt i Italien. Siden er endnu en ukrainer blevet anholdt. Der er dog ikke fremkommet bevis for, at den ukrainske regering har stået bag sabotagen.
Højere energipriser
Den 30. august 2022 var en af mange dage i året, hvor diesel helt usædvanligt var dyrere end benzin.
Et løbende tjek af elmåleren blev i 2022 almindeligt i landets husstande i takt med de stigende priser.
De globale energipriser begyndte at stige allerede i begyndelsen af 2021 som følge af den stigende efterspørgsel i perioden efter afviklingen af Covid-19-restriktionerne. Gaspriserne steg stærkt især på det europæiske spotmarked, hvilket også førte til højere priser på elektricitet, idet gas bl.a. indgår i produktionen af el. Under pandemien trak den store russiske energikoncern Gazprom sig ud af det europæiske spotmarked, hvilket betød, at leverancerne faldt.
Med den russiske invasion af Ukraine blev presset på energimarkederne øget markant, og gas- og elpriserne steg voldsomt. De omfattende internationale sanktioner har ramt den russiske olie- og kuleksport. Gassen blev ikke direkte omfattet af sanktionerne men EU gennemførte foranstaltninger, der skulle begrænse forbruget af russisk gas. Da krigen var et år gammel, fandt gaspriserne tilbage til det ‘normale’ leje, idet niveauet i 2025 dog stadig er lidt højere end før krisen.
EU-landene gik sammen om at begrænse afhængigheden ved i første omgang at gennemføre besparelser i gasforbruget på 15 %. På trods af en stigning i importen i 2024 var kun 11 % af gasforbruget i EU importeret fra Rusland. EU besluttede i december 2025, at et forbud mod russisk LNG skulle træde i kraft ved udgangen af 2026, og at al brug af russisk gas er forbudt fra udgangen af 2027, idet igangværende kontrakter dog er undtaget.
Samtidig er der både i EU og på nationalt plan vedtaget foranstaltninger for at inddæmme prisstigningerne af sociale grunde og for at begrænse inflationen.
Sanktioner og besparelser
De manglende leverancer af naturgas har i flere lande ført til øget kulfyring. I Aalborg fyrer Nordjyllandsværket fortsat med kul, men det har skabt særlig debat, at de kullene kommer fra Rusland.
EU har bakket op om de internationalt besluttede sanktioner på energiområdet. Kort efter invasionen vedtog IEA en ti-punkts plan, der skulle reducere brugen af russisk gas. EU fulgte trop med REPowerEU-planen for reduktion af importen med to tredjedele inden udgangen af 2022. I slutningen af juli besluttede EU, at medlemslandene skulle fremlægge nationale planer for en 15 % reduktion af importen, og i den 19. sanktionspakke i oktober 2025 blev de to vigtige russiske olie- og gasselskaber også omfattet af sanktionerne.
December 2025 besluttede EU, at den russiske gas udfases inden for de to næste år. Fra slutningen af 2027 skal det være slut med de langsigtede kontrakter og fra juni 2026 sættes en stopper for de kortsigtede kontrakter. Derefter vil det være forbudt at importere gas fra Rusland.
I juni forbød EU import af det meste russiske olie inden december 2022 og olieprodukter inden februar 2023. Handelen med russisk kul er ligeledes blevet forbudt.
Danmark, som ikke modtager russisk gas, har fulgt EU’s linje og fremlagt en plan for energibesparelser, der især vedrørte den offentlige sektor, idet bygningerne ikke måtte opvarmes over 19 grader. Ligeledes iværksatte Energistyrelsen en kampagne for at få danskerne til at spare på energien.
Det største problem var ikke risikoen for mangel på gas, men derimod de høje energipriser kombineret med inflation, som var belastende for husstande og virksomheder. Derfor vedtog regeringen en varmehjælp, og der blev indgået en politisk aftale om vinterhjælp blandt andet med en lavere elafgift, mulighed for at udskyde høje energiregninger til senere, samt ekstra penge til børnefamilier.
Gazproms modsvar
Gazprom har løbende skåret ned for leverancerne til Europa. Selskabet trak sig ud af opfyldningen af et gaslager i Tyskland og indførte betaling i rubler for kontraktbaserede gasleverancer, et krav flere af de vestlige aftagere, fx Ørsted, nægtede at efterkomme. Derefter stoppede Gazprom for leverancerne.
I maj 2022 blev Yamal-Europa rørledningen gennem Polen samt Sokhranivka Russia-Ukraine rørledningen taget ud af drift. Dernæst holdt Nord Stream 1 op med at fungere normalt i begyndelsen af juni. Den blev planmæssigt lukket for vedligehold i juli 2022. Driften blev kun genoptaget i begrænset omfang og helt stoppet i september efter sabotagen. Derefter var kun rørledningen gennem Ukraine (i stærkt begrænset omfang) og rørledningen til Tyrkiet (Turkstream) i drift. De hårdest ramte lande er Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og Italien. Ved årsskiftet 2024-2025 udløb kontrakten mellem Rusland og Ukraine om transit af gas, og rørledningen blev taget ud af brug.
Samlet er Gazproms leverancer til Europa faldet drastisk siden midten af 2021. Udviklingen er naturligvis betinget af krigen og skal formentlig ses som forsøg på at påvirke de europæiske landes økonomier og befolkningernes muligheder for stabil opvarmning.
Energikrise og grønomstilling
De reducerede tilførsler af russisk gas har rejst en diskussion om gassen skal erstattes af andre fossile brændsler og kernekraft eller der skal sættes skub i den grønne omstilling og en fremskyndelse af opbygningen af vedvarende energi. Baggrunden er, at afhængigheden af russisk gas kunne være undgået eller en hel del mindre, hvis de europæiske lande havde været mere opsat på at leve op til målsætningerne på klimaområdet.
Der er tale om en principiel diskussion på baggrund af de store udfordringer, der knytter sig til energikrisen, ikke mindst af social karakter og for mange virksomheders overlevelsesmuligheder. Et aspekt ved diskussionen er, at indførelsen af kernekraft støttes af et flertal i den danske befolkning for første gang siden 1970’erne.
Energikriserne historisk
Det er ikke første gang, energi spiller en central rolle i udviklingen af en samfundsmæssig krise. I 1973 blev olien brugt som politisk våben af de arabiske olieproducerende lande, ligesom OPEC fik gennemført højere oliepriser. Også dengang var det en krig, den såkaldte Yom Kippur-krig, der satte gang i krisen, men det skete på baggrund af store ændringer på verdensmarkedet, fx at USA gik fra at eksportere til at importere olie. Oliekrisen 1973 lagde grunden til et ustabilt oliemarked med stærkt svingende priser, men også til et fokus på forsyningssikkerhed.