erhvervsakademiuddannelser (original) (raw)

Erhvervsakademiuddannelser, videregående uddannelser af to års varighed inden for it, byggeri, design samt de tekniske og merkantile fagområder.

Ved en reform i 2000 blev antallet af uddannelser reduceret fra ca. 70 til ca. 16. Der er siden oprettet nye uddannelser for at imødekomme aftagernes behov, og i 2016 var der 26 erhvervsakademiuddannelser. Med en erhvervsakademiuddannelse har man mulighed for at læse til professionsbachelor på en 1½-årig overbygning (top-up-uddannelse).

Uddannelserne gennemføres på erhvervsakademier og professionshøjskoler og er SU-berettigede. Færdiguddannede har ret til at knytte betegnelsen AK til fagbetegnelsen.