føderalister (original) (raw)
USA's første præsident, George Washington, tages i ed i 1789. Han var ligesom sin efterfølger John Adams føderalist.
Føderalister var en amerikansk politisk koalition, der udviklede sig til partiet Federalist Party.
Faktaboks
Ordet føderalist kommer af engelsk federalist, af latin foedus 'forbund'.
Oprindelig var føderalister en betegnelse for tilhængere af USA's Forfatning, som ville skabe en stærkere forbundsregering.
Tilhængere af forfatningen
Under forfatningskonventet i 1787-88 opstod der store uenigheder mellem føderalister og anti-føderalister om hvor megen magt en ny forbundsregering skulle have. Føderalister ønskede at ratificere det forfatningsudkast som konventet havde skrevet, men antiføderalisterne mente, at individuelle borgerrettigheder blev overset og at forbundsregering fik for mange beføjelser på bekostning af delstaterne.
Alexander Hamilton, James Madison og John Jay forfattede the Federalist Papers, der var med at til sikre delstaternes ratificering af forfatningen som trådte i kraft i 1789.
USAs første partier
I 1790erne dannede der sig to markante politiske fraktioner i USA, tidligere udgaver af politiske partier. Hamilton blev uofficiel leder af the Federalist Party, i modsætning til Thomas Jeffersons Democratic-Republican Party (se Det Demokratiske Parti).
Hamilton og de øvrige føderalister allierede var fortalere for en stærk forbundsmagt, et fælles bankvæsen, en alliance med Storbritannien og østkystens rige og veluddannede elite som nationens sociale fundament.
Etablering af Federalist Party
Det egentlige Federalist Party blev skabt omkring 1795 og var hovedsagelig baseret i New England og i større byer. Partiet var tilhænger af elitære ledelsesformer såvel som neutralitet under Revolutions- og Napoleonskrigene i Europa.
USAs anden præsident, John Adams (1797-1801), er den eneste præsident i historien der officielt var føderalist.
Partiets opløsning
Efter Den Amerikansk-engelske Krig 1812-1814 mistede partiet sin vælgertilslutning, men dets grundholdninger vedrørende en national økonomi, en autoritativ forbundsdomstol og en udenrigspolitik uden bindende alliancer forblev indflydelsesrige principper i amerikansk politik.
I 1820'erne gik partiet i oppløsning.