fagbevægelsen (original) (raw)

Fagbevægelsen udgøres af foreninger og organisationer, som samler lønarbejdere til varetagelse af deres interesser på arbejdspladsen, overfor arbejdsgiverne og mere generelt i samfundet som sådan. Fagbevægelsen er en del af arbejderbevægelsen.

Fagbevægelsens opgaver

Fagbevægelsen består af fagforeninger, organiseret efter fag eller brancher. Den repræsenterer typisk sine medlemmer overfor arbejdsgiverne gennem forhandling, eller om nødvendigt med kampskridt som strejke eller blokade.

I Danmark består en væsentlig opgave for fagbevægelsen i at forhandle overenskomster med den relevante modpart blandt arbejdsgiverne samt at påse, at de indgåede overenskomster overholdes. En anden opgave består i at yde bistand til medlemmer, som mener sig forkert eller uretfærdig behandlet af deres arbejdsgiver. Her er første skridt som regel at gå til den valgte tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Men kan problemet ikke løses lokalt, kan fagforeningen bringe sagen videre indenfor det fagretlige system, herunder til Arbejdsretten. Fagbevægelsen udgør således en hjørnesten i den danske arbejdsmarkedsmodel.

De fleste fagforeninger har derudover en vifte af andre tilbud til medlemmerne. Det kan eksempelvis være kurser, uddannelser og faglige netværk. Mange fagforeninger tilbyder også økonomiske fordele, fx gennem samarbejde med banker, forsikringsselskaber med videre, som er knyttet til arbejderbevægelsen.

Endelig er en vigtig del af fagbevægelsens arbejde den generelle varetagelse af medlemmernes interesser i arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål. Man ser således ofte repræsentanter for fagbevægelsen deltage i den offentlige debat om fx pensionsalder, dagpengenes varighed, arbejdsmiljø, eller hvad der ellers måtte være aktuelt.

Fagbevægelsens historie

Fagbevægelsen opstod historisk i England under den industrielle revolution i begyndelsen af 1800-tallet. Herfra bredte den sig til kontinentet og smeltede til dels sammen med de eksisterende klubber og foreninger for håndværkere.

Fagforeninger og lav

Fagforeningerne var forskellige fra de lav, som allerede fandtes indenfor mange håndværksfag. Lavene var standsforeninger, der som regel var fælles for både håndværksmestre og deres ansatte. Fagforeningerne omfattede derimod kun ansatte. Og mens lavene ofte havde fokus på at forsvare fagets bestående privilegier, var fagforeningerne i højere grad indrettet på at kæmpe fremadrettet for forbedringer, ofte inspireret af socialistiske ideer.

Fagbevægelsens udvikling internationalt

Fagbevægelsen har udviklet sig forskelligt i forskellige lande. Men typisk har de faglærte håndværkere organiseret sig først, derefter de ufaglærte, kvinderne og de offentligt og privatansatte funktionærer. Som regel har man først sluttet sig sammen i lokale fagforeninger, der efterhånden har dannet nationale forbund, som igen er gået sammen i en fælles hovedorganisation.

Fagbevægelsen bredte sig fra det sene 1800-tal først til USA og andre industrialiserede lande. I løbet af 1900-tallet blev der også dannet fagbevægelser i det globale syd. Det har bidraget til at forbedre vilkårene for tusindvis af lønmodtagere på globalt plan. Der findes i dag fagbevægelser i stort set alle lande, men af meget forskellig styrke og omfang, og under meget forskellige politiske vilkår. I lande med autoritære styreformer er fagbevægelsen ofte enten undertrykt eller gjort til et redskab for regimets politik.

På globalt plan findes der to overnationale sammenslutninger af fagforeninger: International Trade Union Confederation (ITUC), som især består af faglige hovedorganisationer fra vestlige lande, og World Federation of Trade Unions (WFTU), som især består af organisationer fra de tidligere socialistiske lande og det globale syd. Ifølge egne tal repræsenterer de to organisationer henholdsvis 207 mio. og 105 mio. lønmodtagere. Globalisering og et skifte mod en mere neoliberal politik i mange lande, har siden 1990’erne sat fagbevægelsen under pres.

Politisk eller religiøs tilknytning

Politisk har fagbevægelsen traditionelt været knyttet til partier af socialdemokratisk, socialistisk eller kommunistisk observans. Særligt i lande med en stærk katolsk kirke eksisterer der dog også kristent orienterede fagbevægelser. Desuden findes der fagbevægelser, som principielt afviser enhver politisk tilknytning. I flere europæiske lande, som fx Italien, Frankrig og Spanien, findes der flere konkurrerende hovedorganisationer indenfor fagbevægelsen, opdelt efter politiske og religiøse skillelinjer.

Den danske fagbevægelse

Offentligt ansatte demonstrerer i København i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2018.

I Danmark kan fagbevægelsen føres tilbage til 1871 og stiftelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark, i daglig tale kaldet Internationalen. Internationalen var en sammenslutning af primært arbejdere i håndværksfag, som rejste både faglige og politiske krav.

I 1876 blev arbejderbevægelsens politiske del udskilt i form et parti, Socialdemokratiet. Tanken var, at fagforeningerne skulle koncentrere sig om de dagsaktuelle krav om bedre løn- og arbejdsvilkår, men dog i tæt samarbejde med partiet, som arbejdede for samfundsforandring på længere sigt. Nogle arbejdsgivere forsøgte at bekæmpe fagbevægelsen ved at fyre og sortliste medlemmerne. Men i løbet af 1880’erne og 1890’erne blev der oprettet stadig flere fagforeninger og landsdækkende forbund.

Industriens arbejdere og de ufaglærte

Mens det i starten især var håndværkere indenfor byggefagene som sluttede sig sammen, kom efterhånden også industriens arbejdere og de ufaglærte med. Nogle fagforbund begyndte også at optage kvinder, og i 1901 stiftedes Kvindeligt Arbejderforbund for de ufaglærte kvinder. En milepæl var stiftelsen af De Samvirkende Fagforbund (DSF), som hovedorganisation for de forskellige fagforbund, i 1898.

I 1899 erklærede arbejdsgiverne lockout mod fagbevægelsen. Lockouten sluttede med Septemberforliget, som lagde grundstenen til den danske arbejdsmarkedsmodel.

Velfærdstatens betydning

DSF, som i 1967 skiftede navn til Landsorganisationen (LO), organiserede hovedsageligt lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Med velfærdsstatens vækst fra 1950’erne skete der imidlertid en betydelig stigning i antallet af offentligt ansatte, og mange af disse ønskede efterhånden at kunne forhandle deres løn- og arbejdsvilkår på samme måde som de privat ansatte.

Traditionelle standsforeninger, som fx Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening, fik karakter af fagforeninger, mens nye fagforeninger opstod for andre grupper af ansatte. Mange af disse fagforeninger samlede sig i hovedorganisationen Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF). Akademikernes Centralorganisation (AC) blev dannet i 1972, som hovedorganisation for en række fagforeninger for højt uddannede på både det private og det offentlige arbejdsmarked. Endelig findes Ledernes Hovedorganisation, stiftet 1991, som især organiserer mellemledere.

Efterkrigstidens høje organisationsgrad

I efterkrigstiden blev det efterhånden anset som noget nær en selvfølge, at man som ansat var medlem af en fagforening. Udviklingen toppede i 1980’erne, hvor mere end otte ud af ti lønmodtagere var medlem af en fagforening.

Den høje organisationsgrad gav ikke blot en betydelig styrke, når der skulle forhandles om løn- og arbejdsvilkår. Den medførte også en væsentlig politisk indflydelse på emner, der vedrørte arbejdsmarkedet og lønmodtagernes interesser i almindelighed. På LO’s kongres i 1982 udtrykte den afgående formand Thomas Nielsen (1917-1992) det sådan i sin afskedstale: ”Vi har flyttet hegnspæle (…) vi har sejret ad helvede til godt.”

Globale og nationale udfordringer

Årene der fulgte skulle imidlertid vise sig at bringe nye udfordringer. Nogle havde at gøre med globale strukturforandringer. Disse forandringer medførte, at industriarbejdspladser, som havde været højborge for fagbevægelsen, forsvandt, mens nye typer af arbejdspladser og ansættelsesformer uden tradition for faglig organisering vandt frem.

Andre årsager var mere specifikke for Danmark. Mens fagbevægelsen i efterkrigstiden havde været begunstiget af en lang periode med socialdemokratiske regeringer, kom der efter 1982 borgerlige regeringer til, som havde et mindre positivt syn på fagbevægelsens politiske indflydelse. Særligt fra omkring år 2000 og frem er der sket ændringer i en række love og regler. Det gælder fx i retten til at trække fagforeningskontingent fra i skat, som har gjort det mindre attraktivt at være medlem.

De alternative faglige organisationer

Op igennem 1900-tallet havde den danske fagbevægelse undgået splittelse efter politiske retninger, som det havde været tilfældet andre steder i Europa. LO var politisk orienteret mod Socialdemokratiet, men rummede også strømninger af mere venstreorienteret observans. De øvrige hovedorganisationer, FTF og AC, var partipolitisk neutrale. Andre strømninger spillede en ubetydelig rolle.

Det har imidlertid ændret sig siden årtusindskiftet. Det Faglige Hus, et erklæret alternativ til den eksisterende fagbevægelse, har siden begyndelsen af 00'erne haft stigende medlemstal. Det samme gælder Kristelig Fagbevægelse, som oprindeligt blev stiftet i 1899, men som først omkring 100 år senere begyndte at få medlemmer i større tal.

De alternative faglige organisationer adskiller sig især fra den etablerede fagbevægelse ved, at de, med få undtagelser, ikke forhandler og indgår overenskomster. De er som hovedregel også modstandere af strejker og andre kollektive kampskridt. Deres muligheder for at understøtte medlemmer, som kommer i konflikt med deres arbejdsgiver, er begrænset. Til gengæld kan de tilbyde et lavere kontingent end de etablerede fagforeninger. Nogle gange bruges betegnelse gule fagforeninger om disse alternative organisationer.

Fagbevægelsen har forsøgt at modgå det faldende medlemstal med forskellige midler, herunder ændringer i organisationsformerne. I 2019 samlede de tidligere hovedorganisationer LO og FTF sig i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Den danske fagbevægelse i tal

Ifølge Danmarks Statistik har fagbevægelsens samlede medlemstal været svagt stigende fra ca. 1,4 mio. medlemmer i 2014 til 1,5 mio. i 2024. Det dækker imidlertid over, at FH fortsat har mistet medlemmer, mens AC til gengæld har fået flere. I samme periode er de alternative faglige foreninger gået frem fra ca. 340.000 til ca. 450.000 medlemmer.

Tallene skal ses i lyset af, at det samlede antal lønmodtagere har været stigende i samme periode. Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation var 52 procent af alle lønmodtagerne i 2022 medlemmer af en fagforening. Organisationsgraden var størst på det offentlige arbejdsmarked med 72 procent, og lavest for privat ansatte med 45 procent.

Medlemstal pr. 31. december 2024 for de faglige hovedorganisationer, samt deres største medlemsorganisationer:

Kilde: Danmarks Statistik.

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistorien.dk

Kommentarer