farvandsafmærkning (original) (raw)
Keldsnor Fyr på Langeland, bygget 1905 og 34 m højt.
Farvandsafmærkning. Kompasafmærkning, her vist i uddrag, benyttes til angivelse af, på hvilken side en hindring skal passeres. De fire kvadranter i systemet benævnes N, S, Ø og V i forhold til den hindring, som afmærkes. Der skal således passeres nord om et N-sømærke, syd om et S-sømærke osv. Symbolerne på søkortet er forsynet med bogstaver; B står for sort, og Y for gul.
Farvandsafmærkning. Pilene angiver, i hvilke retninger skibe er for indgående i danske farvande. Retningerne har betydning for sideafmærkningen.
Farvandsafmærkning. Oversigt over sideafmærkning med tilhørende symboler på søkortet. Sideafmærkning har form og farve i forhold til den retning, der er fastlagt som værende for indgående i det pågældende farvand. R står for rød, G for grøn, og lysets farve stemmer overens med sømærkets farve.
Farvandsafmærkning er visuelle hjælpemidler i form af fyr, båker og flydende afmærkninger, som er anbragt i og omkring et farvand for at vejlede søfarten til at komme sikkert igennem. Farvandsafmærkning er en national opgave; i Danmark har Søfartsstyrelsen ansvaret for afmærkningen i danske og grønlandske farvande.
Typer af farvandsafmærkning
Afmærkningssystemet følger hovedsageligt international praksis som angivet af organisationen IALA (International Association of Marine Aids to Navigation and Light House Authorities).
Fyr
Fyr findes anbragt på fremtrædende punkter langs kyster, på øer og grunde. Anduvningsfyr er kraftige fyr, der tjener som vejledning for skibe, der fra åben sø nærmer sig land. I et vinkelfyr er lyset opdelt i sektorer med forskellig farve. Retningsfyr er kendetegnet ved, at lys kun ses i en smal sejlbar sektor, mens ledefyr ses parvis over ét, når man befinder sig i sejlløbet. Havnefyr tjener til hjælp ved sejlads ind og ud af havne. Der findes endvidere også en særlig type retningsfyr, som kaldes moiré-fyr.
Fyr kan foruden deres lys være forsynet med AIS, Racon og tågesignal.
Båker
Båker er figurer, som normalt er anbragt på pæle. De kan være opstillet på land eller på grunde, og de placeres ofte parvis og angiver dermed en linje. Figurernes farve og form angiver linjens art, for eksempel et sejlløb, et undersøisk kabel eller en rørledning, der ved uagtsom brug af ankre eller fiskeredskaber kan beskadiges. Båkerne kan også markere landegrænser og grænser for til eksempel skydeterræner og fredede områder.
Flydende afmærkning
Flydende afmærkning i form af lystønder, spidstønder, stumptønder, spirtønder, vagere og stager findes
- som sideafmærkning til markering af anbefalede ruter, sejlløb og render;
- som kompasafmærkning for at vise, på hvilken side en forhindring kan passeres;
- endvidere som isoleret afmærkning, hvilket angiver, at en hindring kan passeres på alle sider;
- som midtfarvandsafmærkning, der angiver midtlinjen i en anbefalet rute eller i en rute med tvungen trafikseparation;
- som skillepunktsafmærkning, når et sideopmærket løb deles i et hovedløb og et sideløb;
- og endelig som specialafmærkning, der kan markere lossepladser, kapsejladsbaner eller udlagte måleinstrumenter.
Historie og udvikling
Allerede i antikken blev fyr og forankrede sømærker brugt til vejledning for søfarten. I begyndelsen var der tale om primitive bål, men snart opførtes egentlige fyrtårne, og i oldtiden fandtes der en snes stykker i Middelhavet samt et par på den iberiske Atlanterhavskyst og i Den Engelske Kanal.
Fyret ved Alexandria
Det største af disse fyr blev bygget ca. 300 f.v.t. på Faros ved Alexandria. Det skønnes her i eftertiden, at fyret har været mellem 103 og 162 m højt. Fyret var så berømt, at det gav navn til denne type navigationsbelysning i middelhavslandene: Ordet faros betyder således 'fyrtårn' på nygræsk, på spansk og italiensk kaldes et fyrtårn faro, og på portugisisk hedder det farol.
Fyr i danske farvande
I danske farvande blev det første fyr opført i Falsterbo mellem 1229 og 1241 på initiativ af købmænd fra Lübeck, som ønskede, at deres skibe på rejser til og fra Skånemarkedet skulle advares mod det farlige Falsterbo Rev. Fyret var antagelig et vippefyr, det vil sige en jernkurv til brænde, anbragt i en galge. På omkring samme tid opførte Lübeck og i 1306 Stralsund fyr ved henholdsvis Travemünde og på Hiddensee vest for Rügen. Andre tidlige fyr kendes; således fx den murede søvendte karnap eller "lygte" i østgavlen på Køge Kirkes tårn, der er fra 1400-tallet.
Ud over et "blusseri" ved Dragør i sildetiden kom der dog ikke egentlige fyr i de danske farvande gennem de næste par hundrede år. Det førte til mange klager fra fremmede skippere, som betalte Sundtold for at passere, så i 1560 gav Frederik 2. ordre til opførelse af fyr på Skagen, Anholt og Kullen.
Fyrenes lys
Fyrteknikken, der bestod af en åben ild, forblev stort set uændret fra antikken indtil ind i 1700-tallet. Derefter udvikledes i løbet af de næste par hundrede år det moderne fyr; i 1700-tallet indførtes spejlreflektorer og i 1800-tallet glaslinser (fresnel-linser), begge dele med det formål at samle og kontrollere lyset.
Også lyskilden skiftede med tiden fra brænde til petroleum og gas og siden til elektricitet, hvorved lysstyrken fortsat forbedredes. Ved hjælp af rotation eller afblænding blev det endvidere muligt at veksle mellem lyse og mørke perioder i en fast rytme, således at det enkelte fyr kunne have sin egen fyrkarakter, der gjorde det lettere at identificere fyret, ligesom man med farvet forsatsglas kunne dele lyset op i forskelligt farvede sektorer. I nyere tid er visse fyr forsynet med tågehorn, radiofyr eller anden lydgiver, der gør det muligt at pejle fyret uafhængigt af den optiske synsvidde. Fra sidste halvdel af 1900-tallet er et stadigt stigende antal fyr blevet automatiseret og fungerer ubemandet blot med periodiske tilsyn.
Flydende afmærkning
Flydende afmærkning findes der ikke megen konkret viden om før middelalderens slutning. Her brugtes opankrede tønder, koste og prikker til markering af løb og grunde, som oftest anbragt som lokal foranstaltning til at markere havneindsejlinger. Større tønder kunne være forsynet med en klokke, så de også gjorde nytte om natten og i usigtbart vejr. Med indførelsen af gas, automatik og farvet glas kunne man tillige konstruere lystønder med lys af ønsket farve og karakter. Op gennem 1800-tallet udviklede de enkelte lande egne standarder for afmærkningens udseende og placering, hvilket førte til adskillige søulykker, hvorfor der i 1889 blev gjort et første forsøg på at skabe ensartede regler på området.
Det lykkedes i princippet i 1936 med vedtagelsen af de såkaldte Genève-regler, som imidlertid ikke nåede at blive gennemført før udbruddet af 2. Verdenskrig. Efter krigen var alt kaos, og først i 1962 enedes de nordiske lande om et tilnærmelsesvis ensartet system, som trådte i kraft i 1965. I 1970 nedsatte førnævnte organisation IALAen arbejdsgruppe, der udviklede et system, som omfattede både side- og kompasafmærkning. Systemet, System A, blev anbefalet af International Maritime Organization (IMO), og i årene op til 1980 blev det indført i en række lande, mens en del andre foretrak et System B (rødt om styrbord for indgående). I 1980 lykkedes det imidlertid at samordne de to systemer, således at de herefter kun afviger en smule.
I Danmark og andre lande havde man siden middelalderen brugt koste og tønder til lokal afmærkning af havneindløb og lignende; den første afmærkning af egentlige sejlruter skete samtidig med opførelsen af fyrene på Skagen, Anholt og Kullen i 1560. I nyere tid udviklede det danske system sig til et sideafmærkningssystem, indtil det i slutningen af 1970'erne blev afløst af System A.
Fyrskibe
Model af TRINDELEN, Danmarks første fyrskib, 1829.
En kombination af fyr og flydende afmærkning fik man med fyrskibet, som kunne opankres, hvor et fyr var ønskeligt, men ikke praktisk lod sig opføre. Det første fyrskib blev udlagt ud for Themsen i 1732, og gennem 1800-tallet kom fyrskibe i almindelig brug især i nordeuropæiske farvande.
Danmarks første fyrskib blev udlagt ved Læsø Trindel i 1829, og antallet kulminerede i 1897, da 15 fyrskibe var udlagt i danske farvande. I perioden 1945 til 1988 blev fyrskibene gradvist overflødige og derfor solgt til museumsbrug og private. De blev delvist erstattet med faste automatfyr.