feldspat (original) (raw)
Feldspatgruppen. Nomenklaturdiagram for plagioklasfeldspatserien og for højtemperatur alkalifeldspatterne. Diagrammet viser den indbyrdes relation mellem feldspatterne ved 900 °C. Trekantens hjørner repræsenterer 100% af hhv. orthoklaskomponent (Or), albitkomponent (Ab) og anorthitkomponent (An). Den sammensætning, som er markeret med et sort punkt, modsvarer 20% Or, 75% Ab og 5% An, dvs. en anorthoklas. Diagrammet er efter Deer, Howie & Zussman, 1985.
Feldspatgruppen. Øverst en krystal af mineralet mikroklin, der viser tvillingedannelse; den fremspringende kant øverst th. viser, at der er tale om en sammenvoksning af to krystalindivider. Krystallen er ca. 5 cm høj. Nederst et spaltestykke af mikroklin fra en pegmatitgang. Mikroklin har to næsten på hinanden vinkelrette spalteflader (fladen, som stykket står på, og den forreste flade) og en uregelmæssig brudflade (tv.). Trappetrinene på den forreste flade er fremkommet ved, at der er slået flere lag af tv. end th. på spaltefladen. Spaltestykket er ca. 4 cm i bredden. Mikroklin er en lavtemperatur kalifeldspat.
Feldspat er en gruppe af aluminiumsilikatmineraler, der er tæt beslægtede. Feldspatmineralerne henføres til den samme mineralgruppe, fordi deres indre opbygning, krystalstrukturen og fysiske egenskaber er næsten ens.
Faktaboks
Ordet feldspat kommer af tysk Feldspath, 1. led af feld 'mark', 2. led af uklar oprindelse. Navnet blev i 1740 givet af den svenske geolog Daniel Tilas (1712-72).
Fælles for feldspatter er, at alle typer har god spaltelighed i to retninger.
Feldspat: massefylde, hårdhed og formel
Feldspatmineraler har massefylden 2,6-2,8 g/cm3 og hårdheden 6-6,5. Feldspatgruppens generelle kemiske formel er AT4O8, hvor A kan være Na, K, Ca eller Ba, og T er Al og Si.
Plagioklasgruppen og alkalifeldspatgruppen
På grundlag af indholdet af ioner i A-positionen inddeles gruppen i plagioklasgruppens mineraler, når Ca2+ og Na+ dominerer, og alkalifeldspatgruppen, når K+ og Na+ dominerer.
De natriumrige alkalifeldspatter krystalliserer triklint, de intermediære krystalliserer monoklint, mens de kaliumrige krystalliserer både mono- og triklint. I monokline er spalteretningerne vinkelret på hinanden, mens de i de triklinemineraler danner vinkler, der afviger fra 90°. I mikroklin er afvigelsen 1°, mens den i plagioklaser er 5°. Plagioklaser er oftest hvide eller grå; alkalifeldspatter viser stor variation, men er oftest hvide eller røde.
Plagioklasgruppen
Plagioklas er ikke navnet på et mineral, men en betegnelse på en serie sammensætninger mellem mineralerne albit (NaAlSi3O8) og anorthit (CaAl2Si2O8). Plagioklasgruppens feldspatmineraler er:
| Navn | Anorthit% | Albit% |
|---|---|---|
| Anorthit | 90-100 | 0-10 |
| Bytownit | 70-90 | 10-30 |
| Labradorit | 50-70 | 30-50 |
| Andesin | 30-50 | 50-70 |
| Oligoklas | 10-30 | 70-90 |
| Albit | 0-10 | 90-100 |
Alkalifeldspatgruppen
Alkalifeldspat er en del af alkalifeldspatserien, der er en gruppe af mineraler, hvis kemiske sammensætning varierer mellem albit (NaAlSi3O8) og kalifeldspat (KAlSi3O8). Alkalifeldspatseriens kemiske formel skrives (Na,K)AlSi3O8. Alkalifeldspatserien omfatter adular, albit, anorthoklas, mikroklin, orthoklas og sanidin.
Forekomster og anvendelse
Feldspatter findes i både magmatiske og metamorfe bjergarter og er de hyppigst forekommende mineraler i jordskorpen. Alkalifeldspatter er vigtige industrimineraler, der især udvindes af pegmatitforekomster, hvor de enkelte feldspatkrystaller kan veje mange ton. Feldspat anvendes fx til fremstilling af glas, keramik, porcelæn, glasur, emalje og som fyldstoffer. Porcelæn fremstilles ved ophedning af en blanding af mineralerne feldspat, kaolin og kvarts.
Der brydes feldspat i mange lande med Italien, USA og Thailand som de største producenter, men Norge og Grønland bryder feldspat fra anorthositter. Vigtige forekomster af titanmineralet ilmenit er knyttet til anorthosit, bl.a. ved Egersund i Sydnorge.
Anorthit fra anorthositter kan blive fremtidens byggemateriale som erstatning for cement og øget anvendelse i plastindustrien. Ellers bruges anorthosit mest til glasfiber og maling. Anorthosit har også et fremtidigt potentiale som aluminiumsmalm, da den er CO2-neutral i fremstilling. Den grønne bølge giver anorthosit et muligt gennembrud som et af fremtidens råstoffer.
Nogle feldspat-varieteter anvendes som smykkesten. Eksempler er amazonit, månesten og labradorit. Labradoriserende feldspatbjergarter er ofte anvendt som facadesten og gravstene. Et eksempel er larvikit.