filmfølsomhed (original) (raw)
Filmfølsomhed er en betegnelse for en fotografisk films evne til at reagere med lys. For at opnå en korrekt eksponering, hvor det ønskede motiv gengives i optimal detalje- og toneomfang, skal der tilføres en konkret film en vis mængde lysenergi, og jo mere følsom den er, jo mindre lys er nødvendigt.
Faktaboks
Også kendt som
filmhastighed
Historien
De første filmmaterialer var henholdsvis daguerreotypiet og vådkollodiumpladerne, og de blev begge fremstillet af fotograferne i forbindelse med optagelserne. Deres følsomhed over for lys kunne derfor variere temmelig meget, men da de kunne fremkaldes i rød belysning betød det mindre: man eksponerede ud fra erfaring og fremkaldte dem bare, indtil de var færdige.
Men da man omkring 1880 begyndte at fremstille tørplader industrielt, fik fotograferne et ensartet produkt, og der opstod hurtigt en del forskellige målemetoder, der beskrev deres lysfølsomhed. Nogle eksempler: Warnerke, Hurter & Driffield, Scheiner, Weston, m.fl., men efterhånden opstod der et ønske om standardisering af betegnelserne for lysfølsømhed.
I løbet af 1930 ender man med at bruge især to, nemlig dels den logaritmiske DIN-skala (DIN: Deutsches Institut für Normung) og den lineære ASA-skala (ASA: American Standards Association).
DIN og ASA – og ISO
I den logaritmiske DIN-skala fordobles lysfølsomheden for hver tredje trin på en skala, der i princippet begynder med 0. En film med følsomheden 18 DIN er således dobbelt så følsom som en film med følsomheden 15 DIN – og halvt så følsom som en 21 DIN-film. En 21 DIN-film skal derfor kun bruge halvt så meget lys som en 18 DIN-film for at blive korrekt eksponeret – og kun en fjerdedel af den mængde lys, der er nødvendig for at eksponere en 15 DIN-film korrekt.
Den lineære ASA-skala starter også ved 0 (selv om sådan en film ikke eksisterer), og de tilsvarende værdier fra DIN-eksemplet er: 25 ASA/15 DIN, 50 ASA/18 DIN) og 100 ASA/21 DIN. I 1974 gik man over til at anvende betegnelsen ISO (International Organisations for Standardization), og man besluttede at anvende det lineære princip fra ASA-skalalen, der således er identisk med ISO.
Følsomme film?
De første fotografiske film, de jod-sølv baserede daguerreotypier, havde en følsomhed på omkring 0,05 ISO, og eksponeringstiden var adskillige minutter. De blev dog hurtigt mere lysfølsomme, da man fandt ud af tilsætte bromid (se brom) til emulsionen, men de kom aldrig over 0,5 ISO.
Det gjorde vådkollodiumpladerne til gengæld, og selv om de ikke kom meget over 2 ISO, blev det dog muligt at fotografere i langt flere tilfælde end tidligere. Det skyldtes flere ting. Dels fik de fotografiske kemikere øget pladernes følsomhed en 3-4 gange, til en 5-6 ISO, og dels fik de fotografiske optiske ingeniører udviklet objektiver med blændeåbning op til 3.5. Tilsammen blev det nu muligt at optage billeder med lukkertider på 1/60 sekund.
Men udviklingen blev ved, og omkring århundredskiftet var den hurtigste film på 20 ISO. I 1925 steg det til 30 ISO, for så i 1942 at komme helt op på 100 ISO. I 1954 kom Kodak med deres Tri-X på 400 ISO, og i 1986 lancerede de Kodak Professional T-Max P3200. Den var "født med" en følsomhed på 1000 ISO, men den kunne med den rette fremkalder presses til 3200 ISO. Derved opnåede man en lysfølsomhed, der var omkring 20 millioner gange så stor som daguerreotypiernes.
Der eksisterer specialfilm med stor lysfølsomhed, men de almindeligst brugte såkaldt hurtige film er netop Kodaks Tri-X 400 eller Ilfords HP5. Begge film kan presses, hvilket vil sige, at man eksponerer dem som fx 1600 ISO, og så enten fremkalder dem i en specialfremkalder eller bare fremkalder dem endnu længere i en standardfremkalder (overfremkalder) for at kompensere for de to blænders undereksponering. Prisen er større korn og en deraf følgende mindre grad af detaljeskarphed og tonalitet, men det er en pris, fotografer gerne betaler for at få det rigtige billede.
En fotografisk chip
Den chip, der bruges til registrering af billedet i et digital kamera, er født med en bestemt følsomhed – almindeligvis omkring 80-100 ISO. Men til forskel fra en fotografisk film, kan den tåle at blive undereksponeret, hvilket vil sige, at den bliver ramt af mindre lys, end den egentlig er beregnet til. Sætter man fx ISO'en i et digitalt kamera til 1600, vil chippen kun modtage 1/16 af den lysenergi, den egentlig er beregnet til. Den mangel kompenserer en algoritme i kameraprogrammet for, og selv om det kommer med en pris (øget støj især i skyggeområderne og manglende detaljegengivelse) kan det i det bedste kamerasystemer være vanskeligt at se det. Og vildere bliver det, når de mest moderne kameraer gør det muligt at øge ISO'en til over 100.000 ISO – og så stadigvæk få brugbare billeder ud af det.
Det har man sjældent brug for, men man kan almindeligvis godt anvende en ISO på 6400 og forvente at få brugbare næsten støjfri billeder ud af det. Det kan forekommen næsten mirakuløst, sammenholdt med de muligheder, fotograferne havde ved fotografiets start.