first-past-the-post (original) (raw)

First-past-the-post (FPTP) er flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen skal have flere stemmer end enhver anden kandidat for at blive valgt, såkaldt relativt flertal eller pluralitet.

Faktaboks

Etymologi

First-past-the-post er engelsk for 'først over målstregen', egentlig 'først forbi pælen', oprindelig om hestevæddeløb.

Også kendt som

flertalsvalg i enkeltmandskredse

Hvis der er mere end to kandidater i en sådan enkeltmandsvalgkreds, sker det ofte, at kandidaten med flest stemmer har fået mindre end 50 % af stemmerne. Hvis det sker i mange af valgkredsene, og det overvejende er det samme parti, der har klaret sig godt, bliver resultatet ofte, at det pågældende parti får mere end 50 % af mandaterne, men mindre end 50 % af stemmerne. Partiet kan så danne regering på baggrund af et absolut flertal af mandaterne, selvom det absolut flertal af vælgerne har stemt på et af øvrige partier. Det er fx tilfældet i Storbritannien efter valget til Underhuset i 2019, hvor de konservative under Boris Johnsons ledelse fik 56,2 % af pladserne i Underhuset for 43,6 % af stemmerne.

FPTP bruges i en lang række lande (Storbritannien, mange lande i Commonwealth, USA). Hertil kommer, at det bruges ved valgene i enkeltmandskredse i lande, der som Tyskland, New Zealand og Lesotho kombinerer anvendelse af enkeltmandskredse med en form for forholdstalsvalg på landplan, typisk ved at vælgerne får to stemmesedler.

I Danmark blev systemet med FPTP-valg brugt ved valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i oktober 1848 og ved folketingsvalgene 1849-1915 (samt i 1918 ved valgene i enkeltmandskredsene).