fladsyning (original) (raw)
Fladsyning er en broderiteknik, der sys efter en tegning på stoffet eller efter talte tråde i stoffet. Stingene lægges så tæt ved siden af hinanden, at de dækker stoffet helt på begge sider af stoffet. Stinglængden bestemmes af tegningens form.
Ensidig fladsyning
Ensidig fladsyning er en variant af fladsyning_._ Syningen er lidt mere besværlig, fordi nålen skal stikkes ned og op igen med et meget lille sting lige uden for påtegningen, så tråden kommer til at dække stregen. I denne form for fladsyning er der kun meget små sting på stoffets vrangside. Teknikken blev for eksempel brugt på de silkebroderede amagertørklæder. På den måde kunne man spare på den dyre silketråd. Teknikken kaldes også amagerfladsyning eller blot amagerbroderi.
Fladsyning er en grundteknik
Fladsyning er grundteknikken i kunstbroderi, ligesom fladsyningen indgår i andre broderitraditioner såsom hardangersyning og hedebosyning.