fyrstendømme (original) (raw)
Et fyrstendømme er et monarki, der ikke ledes af en konge eller en kejser, men af en fyrste eller (i sjældnere tilfælde) en fyrstinde. Selve ordet går langt tilbage, både i den germanske version, vi bruger på dansk, og i den latinske version, der bliver brugt på engelsk. I begge tilfælde betyder ordet en myndighed (dømme) ved den ’første’, med andre ord den øverste hersker. Fyrstendømmer har været prominente i Europa, særligt i og efter middelalderen. Historisk har fyrstendømmer både kunnet være suveræne og kunnet være underordnet andre monarker.
Faktaboks
Ordet fyrstendømme er delvis lånt fra tysk Fürstentum. Dets første led fyrste kommer fra middelnedertysk förste, der egentlig betyder ’den første’; dømme er et gammelt germansk ord for 'myndighed' eller 'styre'. De engelske ækvivalenter, principality og prince, er lånt fra latin, der tilvarende betyder 'den første' (blandt ligemænd). Fordi kejser Augustus brugte dette ord til at beskrive sin magtposition (heraf udtrykket principatet om den romerske kejsermagt indtil kejser Diokletian), fik det over tid betydningen 'den øverste hersker'; i romerretten kom princeps således til at betegne en suveræn hersker.
Også kendt som
fyrstedømme
Monarki og fyrstendømme
Stiliseret billede af en kongekrone. Historisk har der også inden for heraldiken eksisteret hertug- og grevekroner.
Monarki betyder styre ved én person. Denne ene person kan have forskellige titler: kejser/kejserinde, konge/dronning eller fyrste/fyrstinde. Fyrste/fyrstinde er en titel, der normalt bliver regnet som underordnet kejser og konge, men fyrstendømmer er altså monarkier, ganske som kongeriger er det.
I Europas fortid var mange grever og hertuger fyrster, der styrede store landområder under en vag form for overhøjhed af en konge – Frankrig i 1000- og 1100-tallet er det klassiske eksempel. Senere opnåede fyrster i fx det tysk-romerske kejserrige noget, der kom meget tæt på reel suverænitet i forhold til kejseren. Endnu i dag findes fyrstendømmer, der opstod på denne måde, herunder Storhertugdømmet Luxembourg.
Der har også været kirkelige fyrstendømmer i Europa, herunder ordensstater som Den Tyske Orden i det, der i dag er Polen, Kaliningrad og Baltikum og biskopdømmer såsom ærkebispedømmet Mainz i Det Tysk-romerske Kejserrige, der var en af de syv rigsfyrster (kurfyrster), der kårede den tysk-romerske kejser. Endelig har paven i Rom traditionelt været betragtet som fyrste over sine besiddelser i Italien (se Kirkestaten).
Fyrstendømmer og konglomeratstater
Den aragonske krones ekspansion i højmiddelalderen. Illustrationen viser de tre iberiske enheder kongeriget Aragonien (blå), hertugdømmet Catalonien (rød) og kongeriget Valencia (gul).
I Europas fortid var det ganske almindeligt, at én og samme monark både var konge af ét rige og fyrste af et eller flere andre riger. Dette var ofte tilfældet i konglomeratstater, hvor en monark kunne dublere som konge i en del af sine besiddelser og fx hertug i andre dele. Statsoverhovedet for Den Aragoniske Krone i det nuværende Østspanien i 1200- og 1300-tallet var således konge af Aragonien og Valencia og fyrste (hertug) af Catalonien.
Dette kunne skabe ganske komplicerede loyalitetsbånd og politiske forpligtelser. I den danske Helstat i 1800-tallet var monarken konge af Danmark, men fyrste (hertug) af Slesvig og Holsten. Sidstnævnte var indtil 1806 en del af Det Tysk-romerske Kejserrige, som den danske konge altså indtil da var vasal af (som hertug af Holsten), mens han som hertug af Slesvig var vasal af den danske konge, altså af sig selv.
Statskollaps og fyrstendømmer
Det historiske baggrundstæppe for de mange europæiske fyrstendømmer er at finde i en stribe statskollaps, der svækkede kejser- og kongemagten i Europa. Det første og væsentligste var tredelingen af Frankerriget i 800- og 900-tallet. Riget havde nået en kulmination under Karl den Store og hans søn, Ludvig den Fromme, i første halvdel af 800-tallet. Men efter Ludvigs død i 840 blev hans tre overlevende sønner konger af henholdsvis den vestlige del (der blev til Frankrig), den østlige del (det blev til Det Tysk-romerske Kejserrige) og den centrale del, der strakte sig fra Nederlandene i nord til Norditalien i syd.
Resultatet var en stribe arvefølgekrige mellem monarkerne i de tre enheder. Især i den vestlige og centrale del førte tredelingen og krigene – forstærket af invasioner fra det muslimske Al-Andalus, skandinaviske vikinger og magyarerne (ungarerne) – til et veritabelt kollaps for den indtil da stærke frankiske kongemagt, som efterlod plads til de facto selvstyrende fyrstendømmer.
Indtil omkring år 1200 var de franske capetingerkonger således ofte militært og politisk svagere end flere af de fyrster, de officielt regerede over, herunder greven af Flandern og hertugen af Normandiet. Den franske konges magt var faktisk længe begrænset til et område i Nordfrankrig med Paris som centrum. Først i løbet af 1200-tallet fik capetingerne gradvist kontrol over store dele af Sydfrankrig samt Normandiet.
Senere blev fyrstemagten særlig prominent i Det Tysk-romerske Kejserrige. Her var den tyske konge/kejser i udgangspunktet stærk (kongemagten var betydeligt mere robust end i den franske konges besiddelser længere mod vest), men to begivenheder svækkede den tysk-romerske kejsermagt. Den første var Investiturstriden 1075-1122, der berøvede kejseren sin tidligere kontrol over det rige Norditalien, den anden Det Store Interregnum 1250-1273, hvor den tysk-romerske trone reelt stod tom. Resultatet var, at centralmagten blev svækket og levnede plads til en stribe fyrstendømmer.
Fyrstendømmer og arvefølgeregler
Arvefølgeregler har også været med til at skabe grobund for de mange fyrstendømmer i Europa. Vi har allerede set, hvordan tredelingen af Frankerriget i 800-tallet er en del af ligningen, når vi vil forstå de mange fyrstendømmers fremkomst. Denne tredeling skyldtes, at arvefølgereglen i Frankerriget var, at riget blev delt mellem alle overlevende, legitime sønner. Lignende arvefølgeregler blev brugt i store dele af Centraleuropa i de næste små 1000 år, hvilket var med til at skabe fragmentering i situationer, hvor riget enten blev ligeligt delt mellem flere sønner, eller visse områder blev givet som apanage til yngre sønner i en konge- eller fyrstefamilie.
Den gradvise introduktion af førstefødselsretten (primogenitur) i både konge- og fyrstefamilier bidrog derfor til at modvirke denne tendens. Primogenitur blev arvefølgereglen i det Frankrig, der blev skabt af capetingerne efter Hugo Capets kroning i 987. Senere spredte arvefølgereglen sig til det meste af Vest- og Centraleuropa, hvor den var med til at stabilisere både konge- og fyrstendømmer ved at gøre dem udelelige inden for samme slægt. Men specielt det tyske område var fodslæbende, når det gælder introduktionen af primogenitur, hvilket er med til at forklare de mange fyrstendømmer, som det tysk-romerske statskollaps levnede plads til.
Det fragmenterede Centraleuropa
Maleri af Niccolò Machiavelli
Resultatet var, at der i de tusinde år efter Frankerrigets sammenbrud opstod flere hundrede fyrstendømmer i det område, der i dag er Tyskland, Østrig og Norditalien, lidt afhængigt af, hvordan vi tæller.
I området nord for alperne fik disse fyrster gradvist mere selvstændighed, og med traktatkomplekset i Den Westfalske Fred i 1648 fik de det, vi normalt kalder Landeshoheit, en autonomi, der kommer tæt på egentlig suverænitet. Fyrstendømmernes territorialgrænser blev således anerkendt inden for rammerne af et løsere politisk fællesskab (først efter Det Tysk-romerske Kejserriges endelige opløsning i 1806 blev fuld suverænitet for de tyske fyrstendømmer en realitet).
I det rige Norditalien opstod fra 1100-tallet og i de følgende århundreder en stribe bystater og fyrstendømmer (over tid blev flere bystater omdannet til fyrstendømmer, fx i tilfældet Firenze). Det er også fra dette område, at nogle af de vigtigste intellektuelle beskrivelser af fyrstemagten stammer. Den mest berømte er Niccolò Machiavellis bog Fyrsten (Il Principe), der gav en realpolitisk fremstilling af, hvad der kræves af en fyrste, der ønsker at bevare og udvide sin magt.
Fyrstendømmernes retræte
Så sent som i første halvdel af 1800-tallet var fyrstendømmerne en slående del af Europakortet, især i Centraleuropa og Norditalien. Andre steder var de blevet svækket betydeligt ved kongemagtens styrkelse helt tilbage i høj- og senmiddelalderen, herunder i Skotland, England, Frankrig og Spanien, hvor udbredelsen af primogenitur også var med til at forhindre fragmentering.
Den endelige konsolidering af territorialstaterne fandt sted i nationalismens tidsalder, med henholdsvis Italiens og Tysklands samling i anden halvdel af 1800-tallet. Hvor Europa tidligere var en mosaik af små og delvist autonome fyrstendømmer, blev det i løbet af 1800-tallet forvandlet til et kontinent med relativt få suveræne territorialstater. Omkring år 1900 var der kun omkring 25 stater tilbage i Europa.
Der eksisterer dog fortsat nogle få suveræne fyrstendømmer i Europa, herunder førnævnte Storhertugdømme Luxembourg samt fyrstendømmerne Liechtenstein, Monaco og Andorra. De udgør en mindelse om tidligere tiders territorielle kludetæppe, hvor fyrstendømmerne spillede så stor en rolle.