humoralpatologi (original) (raw)

Wilhelm Tischbeins maleri De fire temperamenter fra 1782-1785.

Humoralpatologi er en teoretisk referenceramme, der tidligere blev anvendt af lægevidenskaben. Den forklarede en lang række biologiske fænomener, herunder fysiologiske processer og sygdommes opståen. Teorien stammer oprindeligt fra oldtidens Grækenland.

Faktaboks

Etymologi

Ordet humoral kommer af latin humoralis 'vedrørende (legems)væskerne', af humor 'væske'

De ældste udgaver af teorien blev udviklet samtidig med, at den oldgræske lægekunst så dagens lys. Udviklingen af teorien foregik i Grækenland i nært samspil med kosmologiens og filosofiens udvikling. Humoralpatologien gennemgik i løbet af sin over tusind år lange historie en række modifikationer, samtidig med at nogle basale antagelser forblev uændrede.

Blandt den store mængde litteratur, der omhandler eller berører humoralpatologi, er der flere eksempler på divergerende synspunkter, men også mange fællestræk.

Grundlæggeren af den moderne lægevidenskab Hippokrates og den græsk-romerske læge Galenos anses for at være blandt de vigtigste personer i humoralpatologiens historie.

Humoralpatologiens plads i videnskabens historie

Hippokrates regnes for en af de vigtige kilder til humoralpatologien i dens oprindelige form. I Vesten regnes han desuden for grundlæggeren af den moderne lægevidenskab.

I forhistorisk tid blev sygdomme sandsynligvis opfattet som udefrakommende og uforståelige fænomener, som mennesket stod mere eller mindre magtesløst overfor. Den tankegang kendetegnede i hvert fald de første højkulturer i Mellemøsten, der har efterladt sig skriftlige kilder. I disse kulturer tilskrev man sygdomsårsager at være et resultat af guder og dæmoners påvirkning og indgriben i det enkelte menneskes skæbne. Humoralpatologien repræsenterede på den måde et nybrud i filosofiens og videnskabens historie, idet den var et forsøg på at forklare sygdomme og kropsfunktioner, som noget der kunne undersøges og forstås i sig selv uafhængigt af religion og overtro. Teorien var baseret på hovedsageligt spekulationer. Der var tale om et rent tankeprodukt baseret på observation af de menneskelige ekskreter: opkast, urin, afføring, spyt, sved, tårer etc. sammenholdt med observationer af fødeindtag, reaktioner på udefra kommende påvirkninger m.m.

Ordets oprindelse i dansk

Ordet humoralpatologi er kommet ind i det danske sprog i starten af 1800-tallet og det har siden da først og fremmest været et udtryk, som er blevet anvendt i tilbageblik på tidligere tiders lægevidenskab. Nogle steder i den medicinhistoriske litteratur anvendes udtrykket humoralfysiologi synonymt. I den periode, hvor teorien var fremherskende, anvendte lægerne i reglen andre betegnelser, fx hippokratisk medicin.

Centrale temaer

Johann Caspar Lavaters (1741-1801) tegning af det flegmatiske temperament. Kvindens ansigtsudtryk skal afspejle hendes flegmatiske temperament - et temperament kendetegnet ved et følelsesregister uden de helt store udsving og en tilbøjelighed til indifferens. Lavater, der selv var forfatter og kunstner og desuden en nær ven af Goethe, var søn af en læge.

Et centralt tema i humoralpatologien er de fire legemsvæsker: blod, slim, sort og gul galde, deres indbyrdes sammenspil og deres sammenspil med ydre faktorer, der i yderste konsekvens kan føre til udvikling af sygdomme.

Et andet centralt tema er, at mennesker kan inddeles i fire forskellige somatopsykiske typer eller temperamenter: det sangvinske, det flegmatiske, det melankolske og det koleriske temperament.

De fire elementer

Empedokles' tanker om de fire elementer bygger på den antagelse, at Universet som sådan er uforanderligt, og at alt stof er opbygget af fire uforanderlige grundelementer. Disse kosmiske grundelementer indgår hele tiden i nye sammensætninger, og al forandring i verden kan føres tilbage hertil. De fire elementer er:

De fire legemsvæsker

De fire legemsvæsker, kardinalvæskerne, svarer til hver af de fire kosmiske grundelementer. En ubalance i legemsvæskerne skabte ifølge humoralpatologien en ubalance i mennesket, og dette kunne føre til sygdom. Endvidere var der den opfattelse, at det enkelte menneske var født med en overvægt af én af de fire legemsvæsker. De fire legemsvæsker er:

Overskud af en væske skulle fjernes, fx ved åreladning, vanddrivende midler eller afførende midler. Forskellige krydderurter og planter blev ofte anvendt som medicin, herunder bl.a. alrune, skarntyde og bulmeurt.

De fire temperamenter

Øverst ses til venstre det lymfatiske temperament og til højre det sangvinske temperament. Nederst ses til venstre det biliøse temperament og til højre det nervøse. Temperamentet kan aflæses i ansigtsudtryk, kropsbygning og ansigtstræk.

Ordet temperament kommer af det latinske temperamentum, der betyder passende blanding. De fire temperamenter var således netop betinget af sammensætningen af kropsvæskerne. De fire temperamenter er:

Element, legemsvæske, temperament

Inden for humoralpatologien var det opfattelsen, at der er sammenhæng mellem makrokosmos og mikrokosmos, idet de fire legemsvæsker svarer til de fire kosmiske elementer, og at denne sammenhæng forplantes i det enkelte menneske. Sammenhængens mellem element, legemsvæske, temperament og karaktertræk ses i forsimplet form i dette skema:

Element Legemsvæske Temperament Karaktertræk
Luft blod optimistisk glad, optimistisk
Ild gul galde kolerisk opfarende, vred
vand slim flegmatisk træg, modstræbende
jord sort galde melankolsk dyster, depressiv

Tre slags ånde

Skematisk fremstilling af Galens fysiologiske system, hvor produktionen af tre slags ånde kobles på teorien om de fire væsker.

Med Galenos' skrifter fra 100-tallet tilkom en række væsentlige tilføjelser til den humoralpatologiske teori. I modsætning til sine forgængere forsøgte Galenos at inddrage læren om de fire legemsvæsker i en uddybende forklaring af de enkelte organers funktion. Han udbyggede desuden teorien med tre typer af ånde (pneuma) .

Organerne og deres funktion

En mand kaster op, mens de øvrige hjælper og holder sig for næsen. Overskud af gul galde skulle ifølge humoralpatologien behandles med lægemidler, der fremkaldte opkastning.

Organfysiologien indgik som en integreret del af teorien om de fire væsker. Galenos mente, at det var leverens funktion at danne blodet ud fra den føde, som kroppen blev tilført. Som et biprodukt i denne proces dannede leveren desuden næringsånde (spiritus naturalis). Da alle former for føde blev antaget at indeholde galde, blev leveren et bindeled mellem galden og blodet. I hjertet blev blodet opvarmet ved hjælp af ilden i hjertets venstre hjertekammer, samtidig med at det dannede livsånde (spiritus vitalis). I den proces var det lungernes funktion dels at afkøle hjertet ved at blæse kold luft på det og derudover at indtage og fordele luft og ånde til resten af legemet. Hjernen dannede sjælsånde ( spiritus animalis), som via kranienerverne blev fordelt i resten af kroppen. Galenos havde ved dissektion kortlagt syv af de tolv kranienerver.

Sjælen

Galenos' opfattelse af hjernen som sjælens bosted repræsenterede et nybrud i filosofien og lægevidenskaben. Platon og Aristoteles havde antaget, at sjælens hjemsted var hjertet. Muligvis skyldtes Galenos' opgradering af hjernen som et “sjæleligt organ”, at han som gladiatorlæge i Rom havde haft lejlighed til at observere de hjerneskader, som undertiden ledsager hovedtraumer. Ligeledes var det nyt at sammenkoble sjælen med luft som element og gøre sjælen til en medvirkende drivkraft i kroppens funktioner og opretholdelsen af væskernes produktion og indbyrdes balance.

Humoralpatologien efter antikken

Der blev undervist i humoralpatologi ved de vestlige universiteter indtil midten af 1800-tallet, men teorien blev mange steder modificeret. Samtidig udvikledes gradvist ny viden og konkurrerende teorier. I det lange løb blev cellularpatologien og den moderne fysiologi baseret på fysik og kemi den suveræne afløser for humoralpatologien.

Middelalderen

I middelalderen blev humoralpatologien tæt knyttet til urtemedicinen. På billedet ses Ingefær (Arum maculatum). Man mente, at ingefær havde slimløsende egenskaber, og den blev bl.a. anvendt i behandling af lunge- og luftvejslidelser. Ligeledes mente man, at den havde afførende egenskaber og kunne fjerne overskud af sort galde. Den blev derfor anvendt mod bl.a. mavetarmproblemer. Nogle mente tillige, at den kunne anvendes mod gigt.

Indenfor klostermedicinen blev der konservativt holdt fast ved Galenos' teorier som en slags lægevidenskabelig dogmatik, men sideløbende med det foregik der også en udvikling både praktisk og teoretisk. På det teoretiske plan blev det forsøgt at sammenkoble lægevidenskaben og teologien gennem sammenlignende studier af Galenos, Aristoteles og kristne filosoffer. På det praktiske plan ekspanderede urtemedicinen, hvor der tilkom nye lægeurter og forklaringer på deres indvirken på de fire legemsvæsker og forskellige sygdomme.

Renæssancen

Humoralpatologien var i renæssancen fortsat det fremherskende dogme indenfor lægevidenskaben, men en række fundamentale fysiologiske opdagelser betød samtidig, at teorien blev udfordret. Blandt andet pegede en lang række undersøgelser af fx hjertets evne til at udføre pumpearbejde og musklers evne til at skabe bevægelse på, at mekaniske kræfter var på spil i fysiologien. Anatomien ændrede status og blev en fornem videnskab ved universiteterne. Dissektioner af menneskelig var ikke længere tabubelagt i samme grad som i middelalderen. I overensstemmelse med Melanchtons naturfilosofi blev studiet af menneskekroppens indretning nu regnet for en religiøs dyd. Langt hen ad vejen forsøgte man ved hjælp af efterrationaliseringer at integrere de nye opdagelser og tilpasse dem til humoralpatologien, men på langt sigt var renæssancens videnskabelige revolution uden tvivl med til at underminere teorien.

De første mikroskoper

Fremkomsten af de første mikroskoper omkring 1610 og de opdagelser, det medførte, var også med til at så tvivl om humoralpatologien og Galenos' autoritet. De mikroskopiske studier kunne bl.a. afsløre, at blod ikke bare var blod, men indeholdt forskellige bestanddele. Indholdet i spyt og sæd blev tillige undersøgt mikroskopisk og viste sig at kunne indeholde mindre bestanddele og ikke bare slim.

Kredsløbet opdages

Den engelske læge William Harveys opdagelse af blodets kredsløb i 1628 fastslog, at blodet cirkulerer i et kredsløb med hjertet som pumpe. Ved hver sammentrækning af hjertets muskulatur pumpes blodet ud i pulsårerne og vender tilbage til hjertet via venerne. Denne opdagelse introducerede en ny opfattelse af hjertet som en mekanisk kraft og ikke humoralt organ, der opvarmede blodet. Det brød ligeledes med opfattelsen om, at venerne transporterede blod og pulsårerne (arterierne) transporterede luft ud til muskler og organer. Kredsløbets opdagelse harmonerede heller ikke med humoralpatologiens antagelse, at blodet blev dannet kontinuerligt ud fra føden og i forlængelse af det forbrugt kontinuerligt i muskler og organer.

Muskelfysiologi

Den danske videnskabsmand Niels Stensens opdagelse af, at en muskelsammentrækning (muskelkontraktion) skyldes en forskydning af muskelfibrene, der afkorter musklen, og ikke, at musklen pumpes op med luft og blod, var på samme vis i strid med teorien om, at alle kroppens funktioner kunne forklares med udgangspunkt i de fire væsker og deres tilhørende elementer. Niels Stensen lavede ligeledes dissektioner af hjertet, og konkluderede, at hjerter var en muskel. Det understøttede Harveys teori, at hjertet var en pumpe, der foretog regelmæssige sammentrækninger og på den måde udpumpede blodet i et kredsløb.

Humoralpatologien i modvind

Jean Francois Victor Broussais var blandt de læger, der omkring år 1800 indledte et opgør med humoralpatologien.

I løbet af 1700-tallet udviklede den moderne kemi sig, og teorien om de fire elementer: jord, ild, luft og vand blev forladt. I stedet for elementlæren blev der udviklet teorier om grundstoffer, atomer og molekyler. På den baggrund blev der foretaget undersøgelser af indholdsstofferne i urin, blod, mavesaft, galde, spyt m.m., og efterhånden forekom teorien om de fire legemsvæsker at være for forenklet.

Den franske kemiker Antoine Laurent de Lavoisier opdagede forbrændingsprocessen, hvor kulstofatomer under indvirkning af ilt omdannes til kuldioxid og varme, og at den proces også foregik i mennesket. Det stemte ikke overens med, at der eksisterede en særlig anaimalsk varme, som skyldtes livsånde.

Elementlærens endeligt

Kemiens gamle elementlære var en del af fundamentet i humoralpatologien, da de fire elementer luft, vand, jord og ild var komplementære til de fire væsker, blod, slim, sort og gul galde_._ Når denne del af det teoretiske fundament begyndte at smuldre som følge af kemiens landvindinger, var der god grund til at stille spørgsmål ved teorien som helhed. Den moderne kemis gennembrud i 1700-tallet var måske det vigtigste anstød mod humoralpatologiens fundament. Det blev begyndelsen til enden.

Organfysiologi

Der bredte sig efterhånden den opfattelse, at kroppen nærmere måtte opfattes som et system af samarbejdende organer frem for væsker, og at organernes funktioner måtte være andre, end blot at sikre en balance mellem de fire kardinalvæsker. Den franske læge François-Joseph-Victor Broussais (1772-1838) var bl.a. forfægter for sådanne synspunkter. Han mente, at sygdomme var lokaliserede i de enkelte organer og kunne opfattes som en forstyrrelse af organets funktion fx kunne organer blive overstimulerede. Ikke desto mindre var han dog en stor tilhænger af åreladning, men i begrænset mængde og ved brug af lægeigler.

Celllebiologien bliver det nye dogme

Det blev ligeledes meget afgørende for humoralpatologiens endeligt, at den tyske læge og anatom Theodor Schwann i 1839 fastslog, at cellen var den grundlæggende byggesten i menneskets og andre levende organismers opbygning. Man fik desuden kendskab til en række celleanatomiske kendetegn såsom cellens kerne og cellefysiologiske processer som osmose, sekretion og diffusion. I 1858 beskrev den tyske læge og antropolog Rudolf Virchow, at nye celler opstår ved celledeling. Det blev også opdaget, at cellen kan udveksle stof med omgivelserne. På det patologiske felt opdagede man, at kræftceller så anderledes ud end normale celler. Rudolf Virchow antog på den baggrund, at alle sygdomme grundlæggende kan opfattes som en forstyrrelse i cellens funktion.

Humoralpatologien efter det moderne gennembrud

Der findes både indenfor videnskab og kulturliv en lang række eksempler på, at levn fra humoralpatologien har holdt indtil nutiden.

Kunst og kultur

Humoralpatologien har ikke kun haft indflydelse på lægevidenskaben, men på kulturlivet i bred forstand. Inden for kunst, litteratur og musik støder man under tiden på temaet med de fire temperamenter. Her ses en tegning fra 1940 af den franske kunstner André Villeboeuf (1893-1956), der fremstiller det koleriske temperament "La Colère" (Tegning i privat eje).

De fire temperamenter er ikke forsvundet fra det moderne samfunds bevidsthed, selvom de er forsvundet ud af lægevidenskaben. De har inspireret og fascineret mange kunstnere og temaet har været anvendt i både film, musik, skønlitteratur m.m. Et eksempel er Carl Nielsens 2. symfoni De fire temperamenter.

Homøopati og frenologi

I visse specialiserede og excentriske faglige miljøer inden for medicinen i 1800-tallet, fx homøopati og frenologi, lod man sig inspirere af humoralpatologiens lære om de fire temperamenter. Det gælder bl.a. frenologen George Combe (1788-1858), der i sin udgave af teorien fra 1853 opererede med et sangvinsk, lymfatisk, nervøst og biliøst temperament. Det lymfatiske temperament svarede i mange henseender til det melankolske og prædisponerede til sygdom i kroppens kirtler, det nervøse svarede i store træk til det flegmatiske temperament og prædisponerede til sygdom i hjerne og nervesystem, det biliøse svarede omtrent til det koleriske temperament og gav anledning til sygdomme i muskler og bindevæv. Det sangvinske temperament var identisk med det selvsamme temperament i humoralpatologien og var forbundet med øget risiko for sygdomme i hjerte, lunger og blodkar.

Humoralpatologi i moderne alternativ medicin

Da humoralpatologien i 1800-tallet blev forladt af lægevidenskaben, blev den overtaget af folkemedicinen og den alternative medicin. På fotografiet ses et ældre svensk ægtepar fra 1922 i færd med en åreladning.

Rudolf Steiners antroposofi er i nogle henseender baseret på den humoralpatologiske teori. I 1920'erne udviklede Steiner sammen med lægen Ita Wegman (1876-1946) den antroposofiske medicin, der fornægtede basale fysiologiske antagelser som, at hjertet er en pumpe og hævdede eksistensen af fire formative eller skabende kræfter i mennesket. Ligeledes findes der mange andre former for alternativ medicin, der baserer sig på teorier om at skabe sundhed og balance i livet, fx ved konsekvent at indtage eller undgå bestemte fødeemner.

Levn fra den humoralpatologiske tankegang i den folkelige sygdomsopfattelse

Et eksempel på, hvordan den humoralpatologiske tankegang stadig præger nutiden, er i opfattelsen af forkølelse. Medicinsk er det påvist, at forkølelse skyldes en virus, men på trods af det, er der stadig fokus på, at forkølelse, som navnet antyder, menes at skyldes kulde, at det kan forebygges med varm påklædning, og at behandlingen bl.a. er indtagelse af varme drikke.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)