invertsukker (original) (raw)

Invertsukker er en blanding af lige dele glukose og fruktose, der bl.a. findes i honning. Invertsukker dannes ved spaltning af sucrose med enzymet invertase (sucrase), der bl.a. findes i tyndtarmens epithelceller, hvor det medvirker ved fordøjelsen af sukker. Invertsukker kan også dannes ved hydrolyse af stivelse til glukose og behandling med enzymet glukoseisomerase.

Faktaboks

Etymologi

1. led i ordet invertsukker er afledt af latin invertere 'vende om, vride om', fordi invertsukker drejer polariseringen af lys i modsat retning af sucrose.

Anvendelse af invertsukker

Invertsukker krystalliserer mindre villigt end tilsvarende koncentrerede opløsninger af rørsukker, hvilket er en fordel i konfekturefremstillingen og i bagerier. Navnet trimoline anvendes fortrinsvis af bagere.