kæbeorme (original) (raw)
Levende kæbeorm, som er fotograferet i et lysmikroskop.
Kæbeorme er en række (Gnathostomulida) af marine, hvirvelløse, ormelignende dyr. De har fået deres navn, fordi de er kendetegnet ved at have et komplekst kæbeapparat, og de henføres til gruppen Gnathifera, som netop omfatter mikroskopiske dyr med kæber.
Faktaboks
Videnskabeligt navn
Gnathostomulida (række)
Rækkens videnskabelige navn Gnathostomulida er afledt af de græske ord gnathos (γνάθος) der betyder 'kæbe', og -stoma (στόμα) som betyder mund.
Primitive orm med komplicerede kæber
Udpræparerede kæber fra kæbeorme, fotograferet i et skanning-elektronmikroskop (SEM).
Kæbeorme lever i marint sand og er typisk 0,5 til 2 mm lange. Nogle arter er helt tynde og cylinderformede, mens andre har en lille indsnævring i halsregionen, som får hovedet til at fremstå mere markant. Ofte har de også en indsnævring i bagenden, som danner en lille hale. De bevæger sig ved hjælp af fimrehår (cilier), som dækker hele deres krop. Cilierede hudceller er meget udbredte blandt organismerne inden for den store gruppe, som kaldes Protostomia. Modsat næsten alle andre protostomier, er kæbeormenes hudceller dog monocilierede, hvilket vil sige, at der kun sidder et enkelt fimrehår på hver celle. Ud over de bevægelige fimrehår har kæbeormene også en række stive fimrehår i hovedet; de fungerer som sanseorganer. På hovedets bugside har kæbeormene en mund, som leder ind forbi deres muskuløse svælg, og videre ned i maven, som udfylder en stor del af kroppen. Der er dog intet anus, så tarmen er en blindsæk, og alle ikke-fordøjede føderester udskiller kæbeormene gennem mundåbningen. Denne anatomi er også kendt fra fritlevende fladorme.
Mens kæbeormenes ydre anatomi kan virke meget simpel, så finder man i svælget et forholdsvis kompliceret kæbeapparat, som er omgivet af et endnu mere komplekst netværk af muskulatur. Kæbeormenes kæbeapparat består ofte af et sæt parrede, pincetagtige kæber, som ligger bag ved en uparret plade, der kaldes basalpladen. Man formoder, at basalpladen bruges til at raspe bakteriebelægninger af substratet med, mens kæberne derefter manipulerer og findeler de løse bakteriebelægninger. På tværs af de forskellige kæbeorm-familier er den en stor formvariation mellem kæber og basalplader.
Alle kæbeorme er hermafroditter, men er dog ikke i stand til at udføre selvbefrugtning. I stedet har de udviklet nogle særdeles opfindsomme parringsteknikker. Nogle arter har eksempelvis sædceller med et proptrækker-formet hoved, som selv er i stand til at bore sig gennem partnerormens tynde hud og finde vej til de ubefrugtede æg. Andre arter har en hård penis-stilet, som injiceres direkte gennem partnerens hud og afleverer en lille pakke med sædceller tæt på æggestokkens udmunding. Kæbeormene lægger deres befrugtede æg i sedimentet, og de nyklækkede orm er noget kortere, men ligner ellers de voksne til forveksling – der er altså intet larvestadium, og ormene gennemgår ingen metamorfose.
Man kender i dag ca. 100 arter af kæbeorme. Den største diversitet findes i tropiske sedimenter, ofte omkring koralrev. Fra danske farvande kender man henved 10 arter, som fordeler sig på seks slægter. To af slægterne, Rastrognathia og Valvognathia, er beskrevet fra Danmark og er indtil videre ikke fundet andre steder.
Opdagelsen og slægtskab
De første kæbeorme blev opdaget i 1920’erne i Kielerbugten af den tyske zoolog Adolf Remane (1898-1976), men en egentlig beskrivelse af gruppen blev først påbegyndt over ti år senere af en af Remanes studenter. Imidlertid gik arbejdet i stå ved 2. Verdenskrigs udbrud. Manuskriptnoterne gik tabt under et allieret luftangreb, og den uheldige student endte i russisk krigsfangeskab. Der skulle derfor gå yderligere ti år, før en anden tidligere Remane-student, Peter Ax, genoptog arbejdet. Ax afsluttede sin beskrivelse af kæbeormene i 1956, men anså dem ikke for en selvstændig dyrerække, men mente, at de burde betragtes som en gruppe inden for de fritlevende fladorme. Først i slutningen af 1960’erne erkendte man, at kæbeormene ikke var fladorme, men i stedet repræsenterede en separat dyrerække, om end med et noget usikkert tilhørsforhold.
Midt 1990’erne kunne to forskellige forskergrupper uafhængigt af hinanden endelig påvise, at kæbeapparaterne i hjuldyr og kæbeorme havde en fælles evolutionær oprindelse, og de to rækker blev derfor samlet i gruppen Gnathifera – ’de kæbebærende’. Få år senere beskrev danske forskere rækken Micrognathozoa (kæbedyret) og ikke overraskende kunne de vise, at det grønlandske kæbedyr havde den samme type kæber. Dermed blev endnu en dyrerække føjet til Gnathifera. DNA-analyser har efterfølgende støttet, at Gnathifera udgør en naturlig (monofyletisk) gruppe, og at den inden for protostomierne udgør søstergruppen til en gruppe bestående af Lophotrochozoa (bl.a. ledorme og bløddyr), fladorme og gastrotricher.