køl (original) (raw)
Kølen er det langskibs styrkeelement i et skibs eller en båds bund, placeret i skibets diametralplan. Kølen ses ofte som fartøjets "rygrad".
Byggeri af træskibe og -både begynder med køllægning, såkaldt kølstrækning. Tværs over kølen anbringes tværskibs bundstokke eller spanter, der fastboltes til kølen. I større træskibe anbringes som et ekstra styrkeelement et kølsvin, en svær træbjælke, langskibs over bundstokkene. På træskibe rager kølen ned under skibets bund i hele sin længde og er derfor ofte beskyttet mod beskadigelser med en stråkøl, en planke, som er sømmet til kølens underside. For og agter går kølen over i hhv. for- og agterstævn.
I stålskibe kan kølen være sammenbygget af en lodret plade i skibets diametralplan, centerkølen, og den midterste pladerang i bundklædningen, og kølen rager således ikke ned under skibets ofte flade bund.
I stålskibe med dobbeltbund kan kølen have form af en kasse. Der vil således ikke være en lodret plade i diametralplanet, med derimod to lodrette plader i kort afstand fra diametralplanet, således at der sammen med bundpladen og den tilsvarende indvendige bund dannes en kassekøl.