kanonisser (original) (raw)
Kanonisser er betegnelsen for kvinder, som lever et gudviet liv efter de evangeliske råd i katolsk kristendom. Sankt Augustin af Hippo skrev de første regler for den type ikke-monastiske religiøse fællesskaber, som man i dag kender som klostre for kannikker og kanonisser. Betegnelsen kanonisse kendes først fra det 8. århundrede. Betegnelsen kanonisse kendes også som betegnelse for medlemmer af protestantiske jomfruklostre uden for Danmark.
Stilling i kanonisk ret
I deres oprindelse var kanonisser mere karitative end nonner, som derimod var mere kontemplative. Senere er denne forskel blevet udvisket. Der er i kirkehistoriens løb opstået kontemplative kanonisseklostre, og der er omvendt opstået nonneklostre med skolevirksomhed. Fælles for begge typer regelbundet kvindeligt religiøst fællesskabsliv har gennem hele kirkehistorien været forpligtelsen til at bede tidebøn i fællesskab som korbøn.
Kirkehistorien har kendt to typer kanonisser:
- Sekulære kanonisser som kun aflagde løfte om lydighed og kyskhed. Men de kunne vælge at gifte sig og forlade klostret uden at overtræde kanonisk ret.
- Regelbundne kanonisser som aflagde løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed. Disse kunne efter aflæggelsen af de evige løfter ikke vælge at forlade klostret uden at overtræde kanonisk ret.
En synode under kejser Ludvig den Frommes forsæde i Aachen i 816 definerede begreberne kannikker og kanonisser i den kanoniske ret med dokumentet Institutio canonicorum Aquisgranensis. Siden Karl den Store havde der været et ønske hos rigsoverhovedet om at definere de forskellige typer gudviet liv i rigets kirkestruktur. Resultatet blev, at man herefter overordnet skelnede mellem monastisk gudviet liv i en benediktinsk tradition og kanonisk gudviet liv i en augustinsk tradition. Derudover eksisterer siden oldkirken en tradition for gudviet liv som eneboer, som siden er institutionaliseret med eksempelvis karteuserordenen, som blev godkendt af pave Innocent 2. i 1133. Men først ved det 2. koncil i Lyon (1272-1274) blev der indført en ny type gudviet liv i kanonisk ret nemlig tiggerordnerne.
Sekulære kanonisser
Allerede under den kejserlige synode i Aachen i 816 skrev Amalarius af Metz en regel for sekulære kanonisser, Aachen-reglen (Institutiones Aquisgranenses), som straks fandt anvendelse i en række senere betydningsfulde klostre for sekulære kanonisser. Fællestrækket for klostre med sekulære kanonisser var, at de fra begyndelsen rekrutterede medlemmer fra samfundets øverste lag. Det forhold, at de sekulære kanonisserne ikke ved indtrædelsen i klostret opgav deres ejendomsret, og det forhold at kanonisserne kunne forlade klostret ved ægteskab, gjorde at klostre for sekulære kanonisser indtog en helt særlig stilling i samfundet og i det politiske liv. Abbedier for sekulære kanonisser i Det Tysk-romerske Rige udviklede sig allerede fra det 9. århundrede til eliteinstitutioner for gudviet liv for døtre af samfundets absolutte top. Dertil kom, at disse abbedier for sekulære kanonisser af politiske og økonomiske grunde ofte fik status af rigsumiddelbarhed i Det Tysk-romerske Rige (tilsvarende status kendes også for enkelte klostre af andre religiøse ordener). Et rigsumiddelbart abbedi med tilhørende jord havde statsstatus, og abbedissen (eller abbeden) var fyrste i kraft af embedet og havde sæde i rigsdagen i Det Tysk-Romerske Rige. Disse ganske særlige udenomskirkelige karakteristika for abbedier for sekulære kanonisser var så stabile, at de oprindeligt katolske klostre for sekulære kanonisser ofte overlevede som institutioner på trods af Reformationen. Abbediet Stift Quedlinburg syd for Magdeburg er et typisk eksempel på et kloster for sekulære kanonisser. Det blev grundlagt af dronning Mathilde, som var enke efter Henrik 1. Fuglefænger, på kongeborgen Quedlinburg i 936. Abbediet med territorium fik rigsumiddelbarhed og fortsatte som sekulært kanonisse-abbedi efter Reformationen frem til opløsningen i 1803. Den 37. abbedisse af Quedlinburg var fyrstabbedisse Marie Elisabeth af Schleswig-Holstein-Gottorp (1678-1755), som var barnebarn af kong Frederik 3. Hun var datter af Christian Albrecht og Frederikke Amalie. Abbediets 39. og sidste abbedisse var den svenske prinsesse, fyrstabbedisse Sophie Albertine af Sverige (1753-1829). Quedlinburg-abbediets elitære præg og status fra grundlæggelse til opløsning er karakteristisk for klostre for sekulære kanonisser.
Denne form for gudviet liv gled med tiden ud af brug i den katolske kirke, men med hensyn til tendensen til at danne sociale eliteinstitutioner omkring gudviet liv for ugifte kvinder var der en afsmitning til klostre for regelbundne kanonisser og til visse nonneklostre i monastiske ordener. Efter reformationen var der ligeledes en afsmitning i forhold til dannelsen af protestantiske jomfruklostre.
Regulerede kanonisser
Det er tilhørsforholdet til en orden, der afgør om en kanonisse defineres som reguleret eller sekulær (som det fremgår ovenfor levede sekulære kanonisser også efter en regel). Forskellige ordener for kanonisser er opstået i kirkehistoriens løb.
- De regulerede kanonisser af Lateranet. Disse kanonisser er det kvindelige sidestykke til De regulerede kannikker af Lateranet, Congregatio SS. Salvatoris Lateranensis. Det er i nutiden et mindre katolsk augustinsk inspireret ordenssamfund, som med pave Johannes 23.s apostoliske brev Caritas Unitas i 1959 blev lagt ind i den nyoprettede Konføderation af kongregationer af den regulerede kanoniske orden af Sankt Augustin. Den pavelige beslutning samlede en række i nutiden meget små augustinsk inspirerede ordenssamfund, samtidig med at deres egenart søgtes bevaret. Den historiske oprindelse til disse kanonisser er i deres egen beskrivelse de såkaldte gudviede jomfruer fra oldkirkens dage, hvis virke senere blev reguleret af Sankt Augustin. I kildebaseret kirkehistorisk perspektiv er ordensfamilien af augustinsk inspirerede kannikker og kanonisser en sammensmeltning af en større gruppe forskellige fællesskabsgrundlæggelser. De regulerede kanonisser af Lateranet lever i dag et kontemplativt liv i 16 klostre fordelt i Spanien, Italien, Polen og Filippinerne.
- De regulerede kanonisser af Den Hellige Grav. Denne orden er den kvindelige gren af en augustinsk inspireret orden, Ordo Canonicorum Regularium Custodum Sacrosant Sepulchri Domini Hierosolymitani, hvor den mandlige gren blev opløst i 1830. Den mandlige gren havde sin oprindelse i Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem, hvor den virkede i korstogstiden. Ordenen blev godkendt af pave Paschal 2. i 1113. I 1480 blev den kvindelige gren af ordenen oprettet af Den Hellige Gravs-kannikken Jan van Abroek (1440-1510). Ordenen har i dag otte priorater fordelt i Belgien, Den Demokratiske Republik Congo, England, Rwanda og Spanien. De regulerede kanonisser af Den Hellige Grav lever et aktivt liv med diakonalt og pædagogisk arbejde. Allerede i 1642 grundlagde kanonisserne New Hall School, som i dag er en af Englands ældste katolske skoler.
- Præmonstratenser-kanonisser. Præmonstratenserordenen blev grundlagt af adelsmanden og den senere ærkebiskop Sankt Norbert af Xanten. Pave Honorius 2. godkendte ordenen i 1126. Allerede i ordensstifterens levetid blev det franske moderkloster, abbediet Prémontré, et dobbeltkloster for et konvent af kannikker og et af kanonisser. Dette var en praksis, som blev udbredt i hele den i middelalderen store orden i perioden 1120-1400. I disse dobbeltklostre levede kanonisserne kontemplativt i overensstemmelse med, at ordensstifteren var inspireret af både den augustinske regeltradition og af Sankt Bernhard af Clairvaux. I nutiden er der tale om en Præmonstratenser-ordensfamilie, som rummer både kannikker, kanonisser og kongregationer af ordenssøstre. Få af de nuværende kvindelige klostre i Præmonstratenser-ordensfamilien består af kanonisser. Et eksempel er prioratet Saint-Catharinadal i Oosterhout, Holland. Dette konvent har eksisteret siden 1271 og har overlevet Reformationen og fransk besættelse under Napoleon takket være en tæt forbindelse til den hollandske kongeslægt Oranje-Nassau, som i tidens løb har haft tre medlemmer, der blev Præmonstratenser-kanonisser i konventet. I Danmark var Vrejlev Kloster et konvent for Præmonstratenser-kanonisser fra 1100-tallet frem til Reformationen. Vrejlev-kanonisserne udgjorde et præmonstratensisk dobbeltkloster med Præmonstratenser-kannikkerne i Børglum, hvor kannikerne udgjorde domkapitlet. Præmonstratenser-kannikker har siden 1904 igen haft et kloster i Danmark (Vejle), men kanonisserne er ikke vendt tilbage.
På verdensplan er den religiøse livsform som kanonisse i stærk tilbagegang. Der findes i nutiden næppe over 1000 kanonisser på verdensplan, hvor der i middelalderen var markant flere. Det skyldes dels en generel kaldskrise i katolsk kristendom. Men det skyldes også, at den særlige religiøse livstil som kanonisse synes at være blevet mindre aktuel med feudalsamfundets forsvinden. Kanonisse-klostre eksisterede i en symbiose med fyrstelige og adelige familier.