keratin (original) (raw)

Keratin er en række proteiner, der udgør langt hovedbestanddelen af materialet i overhuden (epidermis), skæl, hår, negle, fjer, horn og kløer. Keratinproteinerne er rige på den svovlholdige aminosyre cystein og er meget modstandsdygtige og tungtopløselige.

Faktaboks

Etymologi

Ordet keratin er afledt af græsk keras 'horn'

Dannelse af keratin

Keratin dannes i en type celle, kaldet keratinocytterne, som udgør 85-95 % af cellerne i hudens øverste lag overhuden. I deres livscyklus fylder de sig med såkaldt keratingranulae, og før de dør og afstødes fra huden som skæl, er cellekerner og andre organeller nedbrudt, og cellerne er helt fyldt af keratin. Denne proces kaldes forhorning.