klapperslanger (original) (raw)
En vestlig diamantklapperslange (Crotalus atrox) rasler advarende med halen og rejser truende forkroppen. Den er udbredt i det sydlige USA og nordlige og centrale Mexico. Vestlig diamantklapperslange er blandt de klapperslanger, som er skyld i flest dødsfald fra slangebid i USA og Mexico.
Klapperslanger er navnet på to slægter af grubeorme: de egentlige klapperslanger af slægten Crotalus med ca. 53 arter og dværgklapperslangerne af slægten Sistrurus med tre arter. De er udbredt fra det sydlige Canada til det centrale Argentina; den største mangfoldighed opnår de i Mexico.
Faktaboks
Videnskabeligt navn
Crotalus (slægt), Sistrurus (slægt)
Navnet kommer af den karakteristiske rangle på halespidsen. Den består af hule, sammenhængende segmenter, som er skabt af omdannede skæl og giver en raslende lyd, når den bevæges. Klapperslangerne bruger den høje raslen som advarsel. En enkelt art, Santa Catalina-klapperslange (Crotalus catalinensis) fra øen Santa Catalina i Den Californiske Golf, mangler ranglen på halespidsen.
Klapperslangernes gifte
Lille dværgklapperslange (Sistrurus miliarius) er en ret farvestrålende klapperslange fra det sydøstlige USA. Den bliver typisk 40-60 cm lang.
Både de egentlige lapperslanger og dværgklapperslangerne har generelt potente gifte, som primært er hæmotoksiske og vævsnedbrydende. Bid kan være alvorlige eller endda dødelige uden behandling.
Giftene består af komplekse blandinger af toksiner, især metalloproteaser (SVMP), serinproteaser (SVSP), fosfolipaser A₂ (PLA₂), disintegriner og forskellige peptider, som påvirker blodets evne til at koagulere, blodkar, muskler og væv.
Metalloproteaserne er blandt de vigtigste toksiner og nedbryder komponenter i blodkar og bindevæv, hvilket fører til blødninger, hævelse og vævsnekrose omkring bidstedet. Serinproteaserne påvirker blodets evne til at koagulere ved at aktivere eller hæmme forskellige koagulationsfaktorer, hvilket kan resultere i koagulopati. Fosfolipaserne A₂ bidrager til inflammation, vævsskade og muskelnedbrydning. Disintegriner kan hæmme blodpladernes funktion og dermed påvirke blodets størkning yderligere. Sammen med andre mindre toksiner bidrager disse komponenter til både lokal vævsskade og systemiske effekter.
Der er betydelig variation i giftsammensætningen mellem de forskellige arter af klapperslanger. Mange arter, fx østlig diamantklapperslange (Crotalus adamanteus) og vestlig diamantklapperslange (Crotalus atrox), har primært hæmotoksiske og vævsnedbrydende gifte, mens andre arter, især Mojave-klapperslange (Crotalus scutulatus), har mere neurotoksiske gifte, der indeholder presynaptiske PLA₂-neurotoksiner (Mojave-toxin), som kan give lammelser. Dværgklapperslanger som østlig massasauga (Sistrurus catenatus) har generelt gifte, der minder om de hæmotoksiske egentlige klapperslanger, men ofte med mindre giftmængde; de forårsager derfor typisk mindre alvorlige forgiftninger.
Samlet set er giftene hos klapperslangerne karakteriseret ved at være komplekse hæmotoksiske og vævsnedbrydende toksinsystemer med betydelig variation mellem arter. Nogle arter har således udviklet mere neurotoksiske komponenter, mens andre primært forårsager vævsskade og koagulationsforstyrrelser.