koloskopi (original) (raw)

Koloskopi er kikkertundersøgelse (endoskopi) af tyktarmen og endetarmen.

Faktaboks

Etymologi

Ordet koloskopi kommer af græsk kolon 'tyktarm' og -skopein 'undersøge'

Anvendelse af koloskopi

Koloskopi er en nøjagtig og hurtig undersøgelse, der anvendes til diagnostik og kontrol af betændelses og svulstsygdomme. Undersøgelsen foretages ved mistanke om tyktarmskræft, blødning fra endetarmen, uafklaret diarré eller til kontrol af kronisk inflammatorisk tarmsygdom; under koloskopi kan der tages vævsprøver, polypper kan fjernes og blødning i tyktarmen undertiden behandles. Undersøgelsen udføres ikke ved perforation af tarmen, mistanke herom eller øget risiko for perforation.

Undersøgelsen

Der anvendes et ca. 160 cm langt, bøjeligt koloskop, der indføres via endetarmen. Et ca. 60 cm langt koloskop, der kun når op til den S-formede del af tyktarmen (colon sigmoidum), kaldes et sigmoideoskop. Der er et videokamera og en lyskilde i spidsen af endoskopet og billederne overføres til en skærm. Hele tyktarmen og de nederste ca. 20 cm af tyndtarmen kan undersøges. Tarmen skal være tom ved undersøgelsen, hvorfor der dagen inden påbegyndes udtømning, som regel med specielle væsker indeholdende salte og makrogol, der holder væsken inde i tarmen. Der kan suppleres med indsprøjtning beroligende medicin.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Den Danske Ordbog logo