krematorium (original) (raw)

Krematorium, (af lat. cremare 'brænde'), ligbrændingsanstalt, forbundet med en ceremonisal. Det første moderne krematorium opførtes i 1876 i Milano, og det første danske krematorium i 1886. Udbredelsen skyldtes den tekniske konstruktion af en ovn, hvori forbrænding sker ved stærkt ophedet, iltrig luft. Ved Kolding opførtes i 1997 Danmarks første krematorium uden kapelsal og uden for indviet jord.

I miljølovgivningen behandles krematorier som forbrændingsanlæg, og der stilles krav til ovnens konstruktion, skorstenens højde mv., ligesom kisten ikke må indeholde stoffer, der giver miljøfarligt udslip. I 1990'erne gennemgår de 31 danske krematorier en fornyelse af ovne mv. med henblik på at nedbringe luftforureningen i krematoriernes omgivelser. Se også ligbrænding.