kulilte (original) (raw)
Kulilte, carbonmonoxid, kulos, CO, farveløs, lugtfri gas. Kulilte er yderst giftig, idet CO kan erstatte ilt i blodets hæmoglobin og give kulilteforgiftning.
Luftforurening
Kulilte er et af de mest almindelige luftforurenende stoffer. Det dannes ved ufuldstændig forbrænding af olie, kul og andre kulstofholdige brændsler, bl.a. fra biltrafik. Luftforureningen med kulilte er derfor et udpræget byfænomen. WHO anbefaler bl.a. en grænseværdi på 10 mg/m3 for otte timers middelværdier. Dette niveau tangeres undertiden i København og overskrides ofte i udenlandske storbyer. Problemet fra trafikken kan afhjælpes ved at udstyre alle biler med katalysatorer.