kuvøse (original) (raw)

Kuvøse er en lukket specialseng med gennemsigtige vægge, der er egnet til pleje af for tidligt fødte eller alvorligt syge nyfødte børn. Kuvøsen er et nyttigt hjælpemiddel på hospitaler og er uundværlig ved transport af syge nyfødte.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kuvøse kommer af fransk couveuse 'liggehøne, varmekasse', af couver 'ruge', af latin cubare 'ligge'.

Kuvøsens funktioner

I en kuvøse kan temperaturen, fugtigheden og iltindholdet reguleres meget præcist. Dette er vigtigt, da et for tidligt født barn fx har svært ved at holde varmen. Indstilling af fugtigheden er vigtig, da meget for tidligt fødte børn også kan have en meget tynd hud, og fordampning kan medføre både væsketab og afkøling hos barnet.

Kuvøsens indretning

Barnet kan tilgås fra begge sider af en kuvøse, og alternativt kan hele låget løftes af.

Kuvøsens sider og loft er lavet i gennemsigtigt materiale, så det er muligt at se, hvad man laver, og spædbarnet kan observeres hele tiden.

Når barnet skal plejes eller undersøges stikkes hænderne gennem nogle små låger i kuvøsen. Der er åbninger på begge sider, så to personer kan hjælpe hinanden. Ofte er det en forældre på den ene side, der holder om barnets hoved og fødder som støtte, mens personalet fx skifter en forbinding.

Om nødvendigt kan hele den ene side slås op, og nogle kuvøser er bygget så hele overdelen kan hæves. Herved kan barnet tilgås fra alle sider, og der kan endda foretages mindre kirurgiske indgreb, uden at barnet skal flyttes.

Kuvøsens brug

En kuvøse set fra gavlen på Rigshospitalets neonatalafdeling omkring 1990. Denne model blev produceret i Danmark i 1970'erne. Barnet er dækket af en stofble for at hjælpe det med at falde til ro. Man ser også monitoreringsudstyret med kurver, som viser barnets hjerteaktion, vejrtrækning og blodets indhold af ilt og kuldioxid.

Brugen af kuvøser er blevet mindre, da selv de mindste for tidligt fødte børn kan holde varmen på en forældres brystkasse under en dyne. Her er fugtigheden også høj. Fordelene ved dette er, at barnet får berøring, som også kaldes hud-mod-hud, forældrenes lugt og fornemmelse af den voksnes vejrtrækning. Forældrene har også gavn af kontakten med barnet og føler mere kontrol. Nogle enkelte steder i verden holdes børnene hele tiden på en voksens bryst.

På de fleste hospitaler flyttes barnet ud og ind af kuvøsen for at udføre noget af den nødvendige pleje og behandling i kuvøsen og for at give de voksne pauser.

Historisk baggrund

De første kuvøser blev udviklet i Moskva i 1850'erne. Den første kuvøse med låg af glas blev udviklet i Paris i 1881, som en del af den franske stats forsøg på at få flere børn til at overleve.

Læs mere i Lex

Kommentarer