losser (original) (raw)

Rødlossen kendes nemmest på halen. De andre arter af losser har en helt sort halespids, men hos rødlossen er det kun oversiden af halespidsen, som er sort, mens undersiden af halen er hvid. Rødlossen krummer tit halen opad, så man tydeligt ser den hvide underside. Den har kortere øreduske end de andre losser. Foto fra Kalispell i Montana, USA.

Losserne er en slægt af mellemstore katte, som er kendetegnet ved øreduske, kindskæg, en kort hale og, for nogle arters vedkommende, en tyk vinterpels.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Lynx (slægt)

Også kendt som

lynxes (engelsk)

Etymologi

Ordet los kommer fra middelnedertysk los, som er beslægtet med gammeldansk lo med samme betydning; jævnfør svensk lodjur.

De er udbredt i Nordamerika og Eurasien og omfatter de eneste kattedyr, der er specialiserede i at leve i den nordlige halvkugles nåleskovsregion, hvor vinterjagt foregår i dyb sne. Nordamerikansk los, rødlos og iberisk los er specialiserede i at jage harer og kaniner, mens eurasisk los er ekspert i at jage hovdyr.

Slægtskab

Losserne udgør slægten Lynx, der hører hjemme i kattefamilien (Felidae). Nylige DNA-undersøgelser har vist, at deres nærmeste slægtninge er en gruppe, som består af asiatisk guldkat, borneokat og marmorkat. Karakalen, der tidligere blev kaldt ørkenlos, er derimod ikke tæt på losserne. Læs nærmere om kattenes slægtskab i artiklen om kattefamilien.

Arter

Nordamerikansk los i tyk vinterpels. De usædvanligt store poter er typiske for arten. Foto fra New Brunswick, Canada.

Der findes fire arter af losser:

Beskrivelse

Den iberiske los har det kraftigste mønster og den korteste pels af losserne. Som andre losser har den et markant kindskæg og øreduske.

Eurasisk los er omkring dobbelt så stor som de andre tre arter, som er nogenlunde lige store. Hannerne er større end hunnerne; hos iberisk los er hannerne 25 % større, hos eurasisk los 25-30 % og hos rødlos 25-80 %. Hos nordamerikansk los er kønsforskellen mindre markant end hos rødlos. Både rødlos og eurasisk los er gennemsnitligt større i den nordlige del af deres udbredelsesområder end i den sydlige.

Losserne kan kendes på en kombination af øreduske, kindskæg, kort hale (5-25 cm) og en tyk og/eller plettet pels. Hos eurasisk los bliver øreduskene op til 6 cm lange. Nordamerikansk los og rødlos, hvis udbredelsesområder overlapper, kan kendes fra hinanden på, at nordamerikansk los har øreduske, som er længere end 3 cm, og en helt sort halespids, mens rødlossen har under 3 cm lange øreduske og nogle gange mangler dem helt samt en halespids, der er sort på oversiden, men iøjnefaldende hvid nedenunder. Alle arter har hvide pletter på bagsiden af ørerne.

Losser har en forholdsvis kort krop med lange ben. Bagbenene er længere end forbenene, hvilket giver dem en opadskrånende ryg. De muskuløse bagben giver losserne en hurtig acceleration og stor springkraft under jagten.

Pels og mønster

Rødlossens farve varierer fra rødbrun og gulbrun til grå. Skovlevende rødlosser er typisk mørkere end rødlosser i mere åbne naturtyper. Den har generelt en længere hale end nordamerikansk los. Foto fra Virginia, USA.

Eurasisk los, nordamerikansk los og rødlos i den nordlige dels af dens udbredelsesområde får en meget tæt og lang vinterpels, der gør, at de kan overleve temperaturer langt under frysepunktet. I den nordamerikanske los' udbredelsesområde har man målt temperaturer under -35 °C, og ligende ekstreme frostgrader kan givetvis også forekomme i den nordlige del af den eurasiske los' udbredelsesområde.

Nordamerikansk los har en gråsprængt pels, der sædvanligvis er uplettet på oversiden, men plettet på bugen. Den optræder også i en sjælden bleg, delvis albinistisk variant, som kaldes blue lynx 'blå los'.

Rødlos har sit navn, fordi den kan have en rødbrun pels. Dens farve kan dog variere meget fra region til region og kan også være lysegrå. Som den eneste af losserne kan den forekomme i en sort (melanistisk) variant. Den har et mønster af brune eller sorte pletter og striber.

Eurasisk los kan variere betragteligt i både farve og mønster. Grundfarven kan være grålig, rustfarvet, gullig eller rødlig, og den kan enten have store sorte pletter, små sorte pletter, brune rosetter (samlinger af pletter) eller slet ingen pletter. Andelen af de forskellige typer varierer meget fra region til region.

Iberisk los har det kraftigste mønster blandt losserne. Den grundlæggende farve er rødbrun, gulbrun, brun eller grå. Mønstret, der kan bestå af små eller store pletter og i visse områder også af striber, er sort eller brunt. I forhold til andre losser har den en kort pels.

Fødder

Losser har skarpe kløer, der kan trækkes ind. Nordamerikansk los, eurasisk los og rødlos har hud mellem tæerne, der gør, at de synker mindre ned i blødt underlag. Derudover har nordamerikansk og eurasisk los om vinteren en meget tæt pels på poterne og mellem trædepuderne, så fødderne fungerer som effektive snesko. Sammen med deres lange ben giver det dem en afgørende fordel i forhold til andre rovdyr, når det drejer sig om at jage i dyb sne. Den nordamerikanske los har særlig store poter, der er dobbelt så effektive til at bære dens vægt i sne sammenlignet med fx rødlossens.

Sanser

Typisk for katte har losser en god hørelse og et skarp syn, hvorimod lugtesansen er mindre veludviklet. Lossers pupiller er ægformede (ovoidiske).

Udbredelse og levesteder

Iberisk los lever i skov og maki på Den Iberiske Halvø. Foto fra Parque Natural de la Sierra de Andújar i det sydlige Spanien.

Nordamerikansk los er overvejende udbredt i Canada og Alaska, USA, mens rødlossen er udbredt fra Mexico til det sydlige Canada. De to arter overlapper i et bælte omkring grænsen mellem Canada og USA. Eurasisk los findes fra Atlanterhavet til Stillehavet og er et af de videst udbredte landpattedyr i verden. Den er udbredt fra det nordlige Skandinavien og Frankrig i vest til Tjuktjerhalvøen i det nordøstligste Sibirien i øst og Iran, Det Tibetanske Plateau og Himalaya i syd. Den iberiske los er endemisk for Den Iberiske Halvø, dvs. Spanien og Portugal.

Den nordamerikanske los og den eurasiske los er de eneste kattearter, der har formået at tilpasse sig verdens største terrestriske biom, tajgaen. Tajgaen er et bredt nåletræsdomineret bælte i Nordeuropa, Sibirien, Canada og det nordlige USA, der i nord grænser til tundraen, og som præges af kolde vintre med langvarigt snedække. Nordamerikansk los findes især i nåleskov, mens eurasisk los er mere alsidig. Den lever også i bl.a. løvfældende skov i Central- og Østeuropa, på tundra, på Centralasiens stepper samt i golde, klippefyldte bjergområder over trægrænsen i op til 5.500 meters højde i Himalaya.

Rødlossen er endnu mere tilpasningsdygtig og udnytter naturtyper fra nåleskov, løvfældende skov og tropeskov til sump, buskland, prærie, ørken, bjerge i op til 3.500 meters højde og selv landbrugsområder. Iberisk los lever bl.a. i skov og maki, en mediterran vegetationstype, som domineres af 2-4 meter høje buske eller små træer, der danner et tæt krat.

Føde

En rødlos jager mus i græsset langs Tomales Bay i Californien, USA.

Typisk for katte er losser rene kødædere. Få rovdyr kan være så specialiserede i valg af byttedyr, som nordamerikansk los og iberisk los. Hos nordamerikansk los udgør sneskohare (Lepus americanus) 60-100 % af føden, og hos iberisk los udgør vildkanin (Oryctolagus cuniculus) 80-100 % af føden. Udbredelsen af de to losser er i høj grad afhængig af, hvor de kan finde nok af disse byttedyr. De tager dog også andre byttedyr som egern, mus, rotter, fugle (bl.a. hønsefugle og andefugle) og indimellem hovdyr som hjorte, især unger.

Rødlossen er også en effektiv jæger af kaniner og harer, og i de fleste områder dominerer de føden. Den er dog mere alsidig end de to forrige arter. Andre byttedyr omfatter bl.a. mus, rotter, egern, fugle, opossum, træpindsvin, bæver, navlesvin, tykhornsfår, gaffelbuk, storøret hjort og hvidhalet hjort. Normalt vejer de fleste af rødlossens byttedyr under 3 kg, men visse steder i den nordlige del af dens udbredelsesområde kan hjorte udgøre en vigtig del af føden om vinteren, hvor rødlossen pga. snedækket har nemmere ved at indhente hovdyr.

Eurasisk los, der som nævnt er omkring dobbelt så stor som de andre losser, er specialiseret i at jage hovdyr, og i områder, hvor der er rigeligt med hovdyr, dominerer de dens føde. Den kan nedlægge byttedyr, der er 3-4 gange så store som den selv, som fx være unge kronhjorte og unge rensdyr, men den foretrækker generelt mindre hovdyr som rådyr, gemse, moskushjorte, bharal, chiru (tibetansk antilope) og tibetansk gazelle. Eksempelvis udgør rådyr og gemse 88 % af lossens føde i Schweiz. Den kan også tage vildsvin (dog ikke hyppigt), murmeldyr, harer, pikaer, bævere og hønsefugle, og i områder med mangel på hovdyr kan mindre byttedyr dominere føden.

Adfærd

Eurasisk los er hovedsagelig aktiv i aften- og nattetimerne, men bliver mere dagaktiv om vinteren. Her ses en ung hun i Litauen.

Losser er hovedsagelig nat- og tusmørkeaktive, men kan være aktive på alle tider af døgnet. Især om vinteren kan aktiviteten i dagtimerne stige. En undersøgelse af eurasisk los i Białowieża-skoven i Polen viste, at hannerne var mest nataktive, mens hunnerne var lige aktive om dagen og natten.

Typisk for katte lever losser alene med undtagelse af hunner med unger og i parringstiden. Familier med store unger kan jage i flok.

Losser er territoriale. Hanner beskytter deres territorier mod andre hanner, og hunner beskytter deres territorier mod andre hunner. Hannernes og hunnernes territorier kan dog overlappe. Størrelsen af lossers leveområder kan variere enormt fra region til region afhængig af bl.a. mængden af byttedyr. For nordamerikansk los har man registreret leveområder på 3-500 km2, rødlos 1-168 km2, eurasisk los 100-2.200 km2 og iberisk los 4-30 km2. Typisk har hannerne større leveområder end hunnerne, og hos rødlossen er de generelt 2-3 gange større. Derfor er det også normalt, at hannernes territorier overlapper med flere hunners.

Losser afmærker deres territorier med ekskrementer, urin, sekret fra duftkirtler og skrabemærker.

Forplantning og livshistorie

Man ved meget lidt om lossernes parringsadfærd i naturen. Parringstiden hos eurasisk los og nordamerikansk los ligger om foråret. Rødlos kan parre sig hele året, men gør det især fra februar til og med maj. I yngleperioden vokaliserer begge køn af eurasisk los højlydt for at tiltrække en partner, og det gælder muligvis også de andre arter. I parringstiden danner hanner og hunner kortvarige parforhold.

Hunnerne går drægtige i 50-73 dage. Ungerne fødes i et skjul, fx i en klippehule, klippespalte, hul træstamme eller tæt buskads. Hos eurasisk los og iberisk los ligger kuldstørrelsen på 1-4, mens nordamerikansk los og rødlos kan få 1-8 unger pr. kuld. Ungerne vejer ved fødslen 175-235 gram hos nordamerikansk los og 280-400 gram hos rødlos.

Mængden af sneskoharer er helt afgørende for den nordamerikanske los' forplantning. Tætheden af sneskoharer svinger voldsomt fra år til år og kan variere fra 2.300 individer/km2 til blot 12 individer/km2. I år med lav tæthed af sneskoharer yngler færre af hunlosserne, de får mindre kuld, og færre af ungerne overlever. Mængden af sneskoharer topper i intervaller på 8-11 år, og de efterfølgende 1-2 år kan tætheden af nordamerikansk los være op til 17 gange højere, end når mængden af sneskoharer er på sit laveste. På samme vis spiller tætheden af vildkaniner en essentiel rolle for iberiske losser; hunner yngler kun på steder, hvor der er nok vildkaniner.

Ungerne bliver typisk med hunnen til det efterfølgende års yngletid, hvor de er omkring ti måneder gamle. Herefter spreder de sig, dvs. forlader hunnens territorium for at finde et sted, de kan etablere deres eget.

Levetid

De højeste levealdre, man har registreret for losser, er som følger: nordamerikansk los 16 år i naturen, 26 år i fangenskab; rødlos 15 år i naturen, 32 år i fangenskab; eurasisk los 26 år i fangenskab.

Los i Danmark

Man har gjort talrige fund af eurasisk los i Danmark. Den anslås at have levet herhjemme for ca. 10.800-5.000 år siden. Arten findes i dag forholdsvist tæt på Danmark både i det sydlige Sverige og centrale Tyskland. I begge disse områder regnes bestandene for voksende, så det er ikke umuligt, at eurasisk los en dag af sig selv vender tilbage til Danmark.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer