magnetisk misvisning (original) (raw)

Kort med linjer og kompasnåle, der peger i magnetfeltets retning, kompasretningen. Linjerne er krumme, men ender alle i den magnetiske nordpol. Vinklen mellem kompasretningen og retningen til den geografiske nordpol kaldes magnetisk misvisning. Da magnetfeltet, der er fremkaldt af sammensatte elektriske strømme i Jordens flydende kerne, hele tiden ændrer sig, flytter den magnetiske pol sig, hvorfor der til stadighed må udarbejdes nye misvisningskort ud fra måling af magnetfeltet.

SDE efter Eigil Friis-Christensen.

Jordens magnetfelt skabes og opretholdes af elektriske strømme i den ydre kerne. De elektriske strømme induceres af konvektionsstrømme, der bevæger det elektrisk ledende materiale. Bevægelser i kernematerialet i forhold til Jordens kappe giver anledning til en vandring af de magnetiske poler som vist, med en hastighed af ca. 20 km/år; i øjeblikket ligger den magnetiske nordpol i Nordcanada. Der sker også mere uregelmæssige ændringer i magnetfeltet, fx sker der med stærkt varierende mellemrum polskift, hvor nord- og sydpol bytter plads. Årsagen til disse polskift kendes endnu ikke i detaljer. Magnetfeltlinjerne er her tegnet, som om Jorden var at betragte som en stor stangmagnet; dette er en stærk forenkling. Pga. konvektionsstrømme i den ydre kerne får magnetfeltlinjerne et meget uregelmæssigt forløb i dette område.

Martin Bassett.

Magnetisk misvisning er vinklen mellem den geografiske og den magnetiske nordretning.

Faktaboks

Også kendt som

deklination

Misvisningen forandrer sig med tiden; i Danmark ændrede den sig fra +12° i 1550 (kompasnålens retning pegede 12° øst for den geografiske nordpol) til −18° i år 1800. I Odense var der fx i 1998 en misvisning på ca. 0°, og for tiden vokser den hvert år med ca. 1/10°.