mellemamerikanske sprog (original) (raw)

Mellemamerikanske sprog. Kortet viser de to sprogforbund, det mesoamerikanske og det centralamerikanske, der tilsammen udgør Mellemamerikas sprog. Grænserne følger ikke landegrænserne, da sprogforbundene har deres oprindelse i præcolumbianske kulturelle udvekslinger. Det fremgår, at områdegrænserne kan adskille sprogene inden for samme sprogæt; fx tales de fleste oto-mangue-sprog inden for det mesoamerikanske sprogforbund, dog ikke de nordligste, da disse ikke rummer de præcolumbianske fællestræk, der karakteriserer mesoamerikanske sprog.

Mellemamerikanske sprog er oprindelige sprog, der tales i Mellemamerika; de opdeles i en mesoamerikansk og en centralamerikansk gruppe. Den mesoamerikanske omfatter Mexico, Guatemala, Belize, El Salvador samt det vestlige Honduras og Nicaragua, mens den centralamerikanske omfatter det østlige Honduras og Nicaragua, Costa Rica, Panama og kyststrækningerne i Colombia, Venezuela og Ecuador.

I begge grupper har den kulturelle sameksistens efter den spanske erobring sat sig mærkbare spor, fx ved indlån af spanske konjunktioner og adverbier samt betegnelser for elementer af europæisk civilisation; den sproglige påvirkning har også været modsatrettet, jf. indlån i europæiske sprog af ord af mellemamerikansk oprindelse som chili, avocado, kakao, tomat og chokolade.

Grammatik

De oprindelige sprog i Mesoamerika udgør et sprogforbund, idet de ligesom fx balkansprogene udviser en række sproglige fællestræk på tværs af slægtskabsforhold. Ejerskab udtrykkes således i rækkefølgen besiddet-besidder, jf. udtrykket 'mandens hund' på quiché:

Quiché

u -ts'ī' lē atsih
(3.pers.) -hund (best.art.) mand
'mandens hund'

Rumlige forhold beskrives ved brug af besiddede ord for fx kropsdele, jf. da. ved bjergets fod svarende til neden for bjerget. Der er dog normalt også en enkelt præposition, som har en generel brug. Hvad rækkefølgen mellem hovedelementerne i sætninger angår, følger objektet efter verbalet. Det ubestemte pronomen er identisk med talordet 'en', hvilket også er almindeligt i europæiske sprog, fx dansk, men ingenlunde i resten af verden. En række oversættelseslån er vidt udbredt i mesoamerikanske sprog, fx ordet for 'boa' nahuatl mazā-cōātl og totonakisk hūkī'-lūwā', der begge egl. betyder 'hjorte-slange'. Talsystemet er opbygget som et tyvetalssystem med 1, 2, 3, 4, 5, 10, 20 og 400 som grundlæggende enheder. I ældre yucatekisk fortsatte talrækken med 8000 osv. op til 64 mio., alaw. Sprogenes lydsystemer udviser stor variation og rummer bl.a. ustemte l-lyde samt glottaliserede og prænasaliserede konsonanter. I oto-mangue-sprogene findes komplicerede tonesystemer.

Centralamerika er sprogligt ikke helt så tæt forbundet som Mesoamerika, idet sprogudviklingen synes at være mere regionalt betinget. Ikke desto mindre er visse træk karakteristiske, fx er rækkefølgen besidder-besiddet oftest som på dansk: mandens hund. Stedsrelationer udtrykkes ved suffikser. Der bøjes ikke i køn, og pronominerne har ikke særlige høflighedsformer som da. 'De' over for 'du'. Verbernes tempus og aspekt udtrykkes ved endelser. Ledstillingen er SOV, dvs. at verbalet står sidst. De fleste af sprogene har efterstillet adjektiv, altså en mand god snarere end en god mand. I modsætning til de mesoamerikanske sprog skelnes der generelt mellem stemte og ustemte klusiler.

Skrift

I Amerika som helhed er det alene fra de mesoamerikanske kulturer, at brugen af skrift er kendt fra tiden før europæernes komme. Oprindelsen til skrift i Mesoamerika henføres undertiden til den olmekiske kulturperiode pga. mulige skriftelementer i olmekisk ikonografi. Det tidligste eksempel på sikre skrifttegn tilhører dog den såkaldt zapotekiske skrifttradition (se zapotekere (sprog) og findes på et stenmonument fra San José Mogote i den mexicanske delstat Oaxaca; her angiver to tegn en dato i den rituelle 260-dages-kalender. Den tidlige datering 600-500 f.Kr. er dog usikker. Inden for samme tradition kendes fra Monte Albán, ligeledes i Oaxaca, fra ca. 500-400 f.Kr. steler med lidt længere indskrifter, men også af kalendarisk art. Den zapotekiske skrifttradition har sit højdepunkt omkring 200-100 f.Kr. med indskrifter, der giver mere end blot kalenderinformation.

På samme tid er der tilsyneladende uafhængigt heraf opstået et andet skriftsystem på Tehuantepectangen i det sydøstlige Mexico; det repræsenterer en tidlig form af mixe-zoque-sprogene. På La Mojarra-stelen, fundet i Veracruz i Mexico i 1986, der er en af i alt fire indskrifter med denne skrift fra 100-t. e.Kr., er der tale om et fuldtudviklet skriftsystem med en kombination af ord- og stavelsestegn.

Mayaernes hieroglyffer har deres rødder i Guatemala fra ca. 300 f.Kr. til Kristi fødsel og er overleveret i form af mere end 7000 tekster; traditionen fortsætter indtil 1600-t.

Endelig er der overleveret aztekiske og mixtekiske billedhåndskrifter fra 1500-t. med en overvejende rebusbaseret skrift.

Mellemamerika (sprog).

De mellemamerikanske sprog grupperes i mesoamerikanske og centralamerikanske sprog. Opgørelser over, hvor mange der taler sprogene, er overvejende fra 1990 eller senere.

Mesoamerikanske sprog

Centralamerikanske sprog

Kommentarer