miljømedicin (original) (raw)
Miljømedicin er læren om sygdomme, der forårsages af udefrakommende påvirkninger. Som lægevidenskabeligt fag omfatter det i bred forstand de fysiske, kemiske og biologiske faktorer i omgivelserne og deres skadelige påvirkninger af sundheden, i mindre grad om de smitsomme. Især drejer det sig om ufrivillig udsættelse for skadelige faktorer, ofte i form af menneskeskabt forurening.
Miljømedicin omfatter derfor erkendelsen af sygdomsårsager i miljøet, diagnose af miljøbetingede sygdomme og forebyggelse af dem. Disse sygdomme står således i modsætning til de genetiske sygdomme. Men miljøforhold kan også spille en rolle for udviklingen af en række sygdomme, der normalt opfattes som genetiske, ligesom genetiske forhold kan gøre en person mere eller mindre modtagelig over for bestemte miljøfaktorer.
En miljøbetinget sygdom opstår som følge af udsættelse for skadelige faktorer; en vurdering af denne eksponerings art og størrelse er derfor en central opgave i miljømedicin. De skadelige faktorer forekommer især i luft, vand, jord og levnedsmidler. Forurening af luften kan desuden føre til nedfald af støvpartikler på jorden og på levnedsmidler, og i nogle tilfælde kan dette også medføre forurening af drikkevandet. Derfor kan det være svært at opretholde et skarpt skel mellem de forskellige former for forurening.
Miljømedicinsk forskning
Miljømedicinsk forsknings formål er så vidt muligt at dokumentere årsagerne til miljøbetinget sygdom og dens forekomst i relation til eksponeringsgraden, samt i fortsættelse heraf at identificere muligheder for forebyggelse. Dermed har denne del af sundhedsvidenskaben tæt berøring med andre forskningsområder, herunder epidemiologi og toksikologi, samt sundhedsøkonomi.
Den miljømedicinske forskning angriber problemerne fra to sider:
- For det første må farligheden af miljøforureningerne dokumenteres, fx af pesticider, opløsningsmidler, støj eller ioniserende stråling fra fx radon. Dette kan ske ved laboratorieforsøg, evt. under medvirken af frivillige forsøgspersoner.
- For det andet vedrører forskningen de miljøfaktorer, som har spillet en rolle under udviklingen af bestemte sygdomme og symptomer.
Ved epidemiologiske undersøgelser søges det at afsløre tidligere eksponeringer, der kan have spillet en rolle for udviklingen af sygdom. Selvom mange sygdomme i større eller mindre grad må være miljøbetingede, har forskningen endnu kun givet et begrænset bidrag til udforskningen af sygdommenes årsager. Af gode grunde drejer undersøgelserne sig i reglen om udsættelse for enkeltfaktorer, mens mange sygdomme formodes at være et resultat af et samspil mellem flere faktorer. I nogle tilfælde kan nedbrydningsprodukter eller urenheder være farligere end det specifikke stof, man undersøger.
Desuden kan arvelig disposition og andre former for øget sårbarhed (så som alder og køn) spille en rolle. Endelig kan der være en betydelig tidsforskydning mellem den oprindelige eksponering og det tidspunkt, hvor sygdommen eller påvirkningen bliver påvist. Alle disse forhold bevirker, at man let undervurderer omfanget af forureningens sundhedsskadelige virkninger.
Forskningen kan desuden være mange år forsinket i forhold til forureningen, og det kan være ønskeligt at træffe beslutninger om forebyggelse, selvom dokumentationen strengt taget er utilstrækkelig. Omvendt sker det også, at patienter selv fejlagtigt mistænker en bestemt forurening som årsag til deres symptomer. Fortolkning af miljømedicinsk forskning kan således give anledning til uenighed. Det er derfor vigtigt, at forudsætninger og forbehold fremgår tydeligt, når der drages konklusioner.
Eksponering for farlige miljøfaktorer
Eksponering for farlige miljøfaktorer er ikke et nyt fænomen. Nogle udslip af kemiske stoffer eller ioniserende stråling stammer fx fra vulkanske udbrud. Skovbrande er også en naturlig forureningskilde, som i hele menneskehedens historie er blevet suppleret med afbrænding til madlavning og opvarmning, og som især siden 1800-t. er blevet voldsomt forøget med forbrænding af kul, olie og fossilgas til energiproduktion. En række giftige stoffer er af biologisk oprindelse, og nogle af de giftigste dannes naturligt i visse svampe eller planter. Størst interesse er der imidlertid for den forurening, som skyldes industriel aktivitet, idet den i princippet vil kunne mindskes. Det drejer sig ikke alene om selve det produkt, som fremstilles, men også om biprodukter, affaldsstoffer og de forureninger, der opstår ved nedbrydning eller forbrænding af produktet.
Forureningskilderne kan inddeles efter deres placering. En punktkilde, fx et kraftværk, udleder forurening fra en veldefineret lokalitet. En arealkilde, fx et industrikvarter, kan have en noget større udbredelse. Hvis et stort antal kilder er spredt over et stort område, kaldes de diffuse. Benzindrevne biler udgør fx således via deres udstødning en diffus forureningskilde.
En persons eksponering for en miljøfaktor kan belyses på et overordnet plan, fx ud fra det årlige forbrug af et bestemt kemisk stof eller produkt. For nogle produktionsprocesser kan man beregne det samlede udslip. I de fleste tilfælde er konkrete målinger dog nødvendige, ikke mindst for at kontrollere beregningerne. Luftforureningen registreres for et begrænset antal parametre ved målestationer, som er opstillet i København og andre steder i Danmark. Ud fra vejrforholdene kan man så beregne luftkvaliteten på de enkelte lokaliteter. Ligeledes er der krav om løbende måling af bestemte stoffer i det kommunale drikkevand. Tilsvarende sker der en vis overvågning af bestemte forureninger i levnedsmidler. Forureningen varierer betydeligt fra sted til sted og til forskellige tider. Derfor er den eksisterende overvågning langtfra tilstrækkelig til at vurdere eksponeringen for farlige stoffer i Danmark. I nogle tilfælde kan et mere nøjagtigt mål for den enkelte persons eksponering opnås med bærbare instrumenter, der måler bestemte kemiske stoffer, støj eller ioniserende stråling, hvor personen opholder sig og færdes. De mest avancerede metoder anvender en sensor, som bæres i et armbånd. Eksponering gennem kosten kan måles ved dobbeltportionsmetoden, som indebærer analyse af portioner af samme størrelse som den, personen selv har spist.
Optagelsen af kemiske stoffer kan ske gennem mave-tarm-kanalen, lungerne eller huden. Kun i sjældne tilfælde sker der en fuldstændig optagelse. Den relative optagelse kan være meget lille, fx ved kortvarig hudkontakt eller ved indtagelse af noget jord, der er forurenet med metaller. Det er derfor vigtigt at belyse, hvor meget af forureningen der faktisk er blevet optaget i kroppen. Dette kan i nogle tilfælde måles ved at analysere fx blodprøver eller urinprøver for de pågældende forureningsstoffer eller deres nedbrydningsprodukter. Sådanne metoder anvendes til biologisk overvågning (monitorering).
Miljømedicinens historie
Miljømedicin er udviklet fra faget hygiejne. Især efter 2. Verdenskrig rettedes opmærksomheden i stigende grad mod kemiske stoffer snarere end mod de mikroorganismer, som hidtil havde udgjort det største sundhedsproblem. Smitsomme sygdomme hører nu mest hjemme i det lægelige speciale infektionsmedicin, mens miljømedicin ud over de kemiske og fysiske miljøfaktorer omhandler de biologiske allergener.
Faget har nær tilknytning til andre lægelige specialer, især arbejdsmedicin, som kan opfattes som en del af faget miljømedicin. Hvad enten den skadelige påvirkning sker på arbejdspladsen, som arbejdsbetinget sygdom eller erhvervssygdom, eller er en følge af miljøforurening, drejer det sig ofte om de samme sygdomsfremkaldende faktorer, og det kan endda i nogle tilfælde være svært at afgøre, om eksponeringen skete på arbejdet. Formelt er en lærers udsættelse for dårligt indeklima i skolen således et arbejdsmedicinsk problem, mens det for eleverne henhører under miljømedicin. På mange sygehuse kaldes specialet derfor arbejds- og miljømedicin, idet de kliniske opgaver overvejende drejer sig om erhvervsbetingede forhold. Sammen med andre samfundsmedicinske fag regnes miljømedicin som en del af folkesundhedsvidenskab.
Ernæring, motion og forbrug af nydelsesmidler kan på tilsvarende vis påvirke helbredet og dermed evt. føre til livsstilssygdomme. Men i disse tilfælde er eksponeringerne helt eller delvis frivillige, og dette har betydelige konsekvenser for mulighederne for forebyggelse. Miljømedicin har også nær tilknytning til naturvidenskabelige fag, bl.a. økologi. Forurening kan naturligvis skade ikke bare menneskers sundhed, men også miljøet i sig selv og biodiversiteten. Der har i de senere år været et tiltagende ønske om at opprioritere hensynet til omgivelserne, og denne bevægelse har nydt fremme pga. ny viden om forureningens effekter på ozonlag og klima.