musikpædagogik (original) (raw)
Musikpædagogik er betegnelsen for den formaliserede opdragelse og undervisning, som vedrører læring, dannelse og uddannelse i relation til musikalske fænomener og aktiviteter.
Almen musikpædagogik dækker spektret af strukturerede og ofte officielt regulerede aktiviteter og undervisning fra børnehaver til gymnasier, mens specialiseret musikpædagogik er rettet mod særlige kompetenceområder, fx solosang og instrumentalspil, direktion og komposition.
Praksis, teori og videnskab
Betegnelsen musikpædagogik anvendes både bredt (om musikpædagogisk praksis) og snævert (om teoretisk og videnskabelig musikpædagogik). Musikalsk læring kan udmærket foregå uden involvering af formel pædagogik, fx ved selvstudium eller gennem "legitim perifer deltagelse", hvor det er selve deltagelsen i fælles musik- og danseaktiviteter, der er motor for læringen.
Inden for den såkaldte "rytmiske musik" (jazz, rock, pop, elektronika) er uformel praksislæring langt mere almindelig end formaliseret undervisning (fx på musikskole, MGK eller konservatorium).
Grundforestillinger i musikpædagogisk praksis
Musik har altid været en del af menneskelig kultur, hvorfor oplæring i musik til alle tider har været en del af kulturens videreførelse. Siden begyndelsen af 1800-tallet er musikpædagogik i stigende grad blevet formaliseret.
Musikpædagogisk praksis og teori kan føres tilbage til fire grundforestillinger.
- En pædagogisk: Musik har psykiske og fysiske virkninger, som kan nyttiggøres i opdragelsesmæssigt øjemed; i vesterlandsk kultur fandtes denne forestilling allerede i det klassiske Grækenland.
- En antropologisk: Musikalsk virksomhed er et grundtræk ved det at være et menneske; musikalsk læring er derfor en forudsætning for at blive et "helt" menneske.
- En kulturteoretisk: Musik er en del af kulturen; gennem musikundervisning føres man ind i den og bliver herved et kulturvæsen på lige fod med andre.
- En æstetisk: Musik giver mulighed for at erfare, erkende og udtrykke særlige sider af verden og os selv, som vi ikke har tilgang til ad anden vej; at tilegne sig redskaber hertil må derfor gøres til genstand for læring.
Musikopdragelse og -undervisning
Indhold i musikopdragelse og -undervisning er dels musik, som indgår i kulturen, dels aktiviteter, som kan sammenfattes i fem typer:
- Produktion (komponere, improvisere, arrangere)
- Reproduktion (spille, synge, dirigere eksisterende musik)
- Perception (lytte)
- Interpretation (analysere, forstå)
- Refleksion (tænkning om musiks struktur, virkning, funktion og historie).
Musikpædagogisk virksomhed i Danmark
I Danmark finder musikpædagogisk virksomhed sted bl.a. i vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, hf og som frivillig musikundervisning i et stort antal musik-/kulturskoler og i privatundervisning. Også amatørkor, -orkestre og -bands har stor musikpædagogisk betydning.
Musiklæreruddannelsen
Musiklæreruddannelsen, herunder efteruddannelse, foregår på musikkonservatorier, universiteter, på professionshøjskoler og på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet (tidligere Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og før det Danmarks Lærerhøjskole)
I 1900-tallet har bl.a. Carl Orff, Zoltán Kodály og Shinichi Suzuki haft international betydning for udviklingen af pædagogiske uddannelsessystemer.
Den kulturradikale bevægelse
En særlig dansk musikpædagogisk tradition går tilbage til den kulturradikale bevægelse i mellemkrigstiden, med pionerer som Bernhard Christensen og Astrid Gøssel, senere bl.a. Lotte Kærså og Leif Falk. I denne tradition læres og udføres musik ikke efter noder, men med krop og per gehør, og elevernes personlige udtryk formes i samspil med og i respekt for fællesskabet.
Musikpædagogik som teoriområde og videnskab
Musikpædagogik som teoriområde og videnskab er en tværfaglig disciplin, der har til opgave at analysere og udvikle musikpædagogisk praksis i historisk, aktuelt og fremtidigt perspektiv.
Videnskabelig musikpædagogik er mest udbygget i Tyskland og USA og spiller en stigende rolle også i de øvrige nordiske lande, hvor musikpædagogisk udvikling og forskning er højt prioriteret, bl.a. via institutter eller centre og professorater på universiteter og konservatorier. Det første og hidtil eneste danske professorat i musikpædagogik blev oprettet ved Danmarks Lærerhøjskole i 1997 og blev ikke genopslået efter professor Frede V. Nielsens død i 2012.
Danske musikpædagogiske forskere mødes i Dansk Netværk for Musikpædagogisk Forskning og Udvikling, der holder årlige møder og arrangerer konferencer.