norsk skovkat (original) (raw)

Norsk skovkat er en stor og muskuløs katterace, som stammer fra Norge, hvor man har kendt den i flere hundrede år. Den menes at være udviklet naturligt i det barske klima, hvor store, stærke katte med kraftig, vandskyende pels har en fordel. Hannerne vejer op til 7-8 kg, og racen overgås i størrelse kun af Maine coon.

Norsk skovkat har halvlang pels med glatte dækhår og ulden underuld, en langhåret halskrave, lang, busket hale og lange hårduske i ørerne og på de store poter. Norsk skovkat er intelligent, livlig, modig og en stor jæger. Racen opdrættes i mange farver og er blevet meget populær.