nucleus pulposus (original) (raw)
Nucleus pulposus er den bløde kerne i centrum af hver båndskive (discus intervertebralis). Da kernen har væskelignende egenskaber, kan den ikke komprimeres og ændre volumen, men kun ændre form. Den er omgivet af båndskivernes lag af bruskringe (anulus fibrosus), som forhindrer, at nucleus pulposus presses ud, når ryggen belastes. Da den i princippet har kugleform, vil trykket virke radiært og være ligeligt fordelt i alle retninger, og den repræsenterer derfor – sammen med bruskringene – det vigtigste bærende element i rygsøjlen.
Faktaboks
Betegnelsen nucleus pulposus kommer af latin nucleus 'kerne' og pulpa 'blød'.
Udviklingshistorisk repræsenterer nucleus pulposus en rest efter rygstrengen (notokord).