olmerdug (original) (raw)

Karlekammer med olmerdugsdyner. Ud over selve olmerdugsdynen bestod sengetøjet også af lag i hør eller bomuld, som kunne skiftes og vaskes regelmæssigt. Olmerdugsdynerne blev kun luftet og banket få gange om året.

Dyne og pude i olmerdug.

Olmerdug er en særlig type vævet stof, der er tværstribet med ensfarvet bund og striber i forskellige bredder. Olmerdug der er mest kendt fra 1800-tallets dyner (olmerdugsdyner) og 1900-tallets stribet møbelstof til sofaer eller spisestuestole.

Faktaboks

Også kendt som

ulmerdug, ûlmerdug, volmerdug, wulmerdug

Farve- og stribesammensætningen kan variere fra egn til egn. Traditionelt er olmerdug fremstillet med en trend i hør og senere i bomuld og et islæt i uld. Bindingen – satin eller korskiper – gør, at uldtrådene helt dækker trenden og dermed giver et meget tæt stykke stof, der er yderst velegnet til at holde fjer og dun indelukket.

Fra Ulmerdug til olmerdug

I middelalderlige kilder anvendes termen ulmerdug – stof fra Ulm. Ulm var en af de tyske købstæder der var kendt for sin produktion af tekstiler og salg heraf til hele Europa. I den version var stoffet helt af bomuld eller en blanding af bomuld og hør, og det blev beskrevet som for i ærmer og underfor.

I løbet af 1700-tallet overtog danske landbyvævere ulmerdug og omformede det til olmerdug, som vi kender det, nemlig det stribede tætvævede stof brugt til dyner og puder.

I slutningen af 1800-tallet fik de gamle bondevævninger en renæssance, og på Askov Højskole underviste Jenny la Cour i olmerdugsvævning. I stedet for at bruge stoffet til dyner blev det nu moderne at betrække sofaer og stole med de stribede uldne og meget slidbare stoffer.

Læs mere i Lex

Kommentarer