ordklasse (original) (raw)
En ordklasse er en delmængde af et sprogs ordforråd, som kendetegnes ved sine særlige træk med hensyn til betydning, bøjning og syntaks. I Retskrivningsordbogen regnes der med 11 ordklasser i dansk.
Alle sprog synes at have ordklasser, men det er ikke alle sprog, der har de samme ordklasser. Ordklasser er ikke så iøjnefaldende i sprog med ingen eller kun få bøjninger, men viser sig alligevel ved ordenes syntaktiske egenskaber.
Mange sprogvidenskabsfolk mener, at alle sprog har noget, der ligner en inddeling i substantiver og verber, dvs. ordklasser, der betegner personer og ting hhv. handlinger, processer og tilstande.
I de indoeuropæiske sprog regnes gerne med mindst følgende ni ordklasser: substantiver, verber, pronominer, adjektiver, talord, adverbier, konjunktioner, præpositioner og interjektioner.
Ordklasserne substantiver, pronominer, adjektiver samt ordenstal sammenfattes under fællesbetegnelsen nominer. I disse sprog kendes ordklassen substantiver på, at den dels bl.a. omfatter alle ord, der betegner genstande, dels at de kan bøjes i tal og kasus, og dels at de bruges syntaktisk ensartet som fx subjekt og objekt.