personlighedsforstyrrelser (original) (raw)

En personlighedsforstyrrelse indebærer forstyrrelser i aspekter af selvet og interpersonel funktion, hvilket som regel viser sig som karakteristiske mønstre i tænkning, følelsesliv, impulskontrol og behovstilfredsstillelse, der afviger fra det i kulturelt accepterede. Adfærden er typisk utilpasset og uhensigtsmæssig og forekommer på tværs af flere sammenhænge og ikke blot i bestemte kontekster. De forskellige former for personlighedsforstyrrelse er ofte, men ikke altid, forbundet med subjektivt ubehag og nedsat psykosocialt funktionsniveau.

Faktaboks

Også kendt som

karakterafvigelse, personlighedsdysfunktion, personlighedspatologi, karakterpatologi, karakterologisk forstyrrelse

Diagnosesystemer

I WHO's diagnosesystem ICD-10 indgår de forskellige typer af personlighedsforstyrrelser som en undergruppe under "forstyrrelser i personlighedsstrukturen" (eng. disorders of adult personality and behaviour). Det er væsentligt at fremhæve, at der med den officielle udgivelse af ICD-11 i 2024 er lanceret en fundamental ny måde at klassificere personlighedsforstyrrelser på, som er baseret på overordnet sværhedsgrad (let, moderat og svær) samt specifikation af individuelle personlighedstræk (negativ affektivitet, tilbagetrækning, dyssocialitet, disinhibition og anankasme). Denne klassifikation er dog endnu ikke implementeret i det danske sundhedsvæsen. I nedenstående beskrivelse tages derfor udgangspunkt i de traditionelle ICD-10 typer af personlighedsforstyrrelse.

Forekomst

Personlighedsforstyrrelser forekommer hos omkring ti procent af befolkningen. Hos kvinder forekommer oftere internaliserende forstyrrelser, såsom ængstelig-undvigende og dependente typer, mens mænd har højere forekomst af eksternaliserende forstyrrelser såsom antisocial, narcissistisk og skizoid personlighedsforstyrrelse.

Årsager

Forskning tyder på, at personlighedsforstyrrelser udvikles dels på grundlag af genetisk sårbarhed (temperament) og dels på grundlag af psykologiske og sociale (miljømæssige) forhold. Den øgning af personlighedsforstyrrelser, som synes at have forekommet i moderne tid, tyder på, at miljømæssige og kulturelle forhold spiller en væsentlig rolle. Ustabile opvækstforhold, omsorgssvigt, traumatisering og manglende gode voksne rollemodeller antages at være vigtige årsagsfaktorer. Videre kan nævnes samfundets øgende kompleksitet og krav til interpersonel kompetence som bidragende årsager til, at sårbare og rigide personer lettere falder udenfor.

Symptomer

Fælles for individer med personlighedsforstyrrelser er problemer med:

Disse egenskaber kan være svækkede i mere eller mindre grad. Det er i dag alment accepteret, at der er en gradvis overgang mellem ingen eller kun få problemer inden for disse områder (hvilket ses hos de fleste mennesker) til moderate og alvorlige problemer (hvilket kun ses hos et lille mindretal). Endvidere ser der ofte ufleksible personlighedsegenskaber, hvad angår følelsesregulering, kontrol, tankemønstre og impulsivitet/restriktion. Til sammen gør dette personen mindre føjelig og mere udsat for at få andre psykiske lidelser, fx angst- og depressionslidelser, rusmiddelafhængighed og spiseforstyrrelser. Personlighedsforstyrrelser kan også medføre betydelige belastninger for nære pårørende, venner og kollegaer.

Typer af personlighedsstrukturer

Ud fra de dominerende personlighedstræk kan en personlighedsforstyrrelse inddeles i forskellige typer af såkaldt personlighedsstruktur.

Den paranoide personlighedsstruktur

Den paranoide personlighedsstruktur er kendetegnet ved nærtagenhed, tendens til at bære nag, mistroiskhed, stridbarhed og rethaveriskhed.

Den skizoide personlighedsstruktur

Den skizoide personlighedsstruktur er kendetegnet ved emotionel kølighed, nedsat evne til at udtrykke følelser, indifference over for ros og kritik samt manglende interesse for venskab og fortrolighed.

Den dyssociale personlighedsstruktur

Den dyssociale personlighedsstruktur (traditionelt betegnet psykopati) kendetegnes ved grov ligegyldighed over for andres følelser, manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer og forpligtelser. Der er ofte lav frustrations- og aggressionstærskel samt manglende evne til at føle skyld og lære af erfaringer. Der er særlig risiko for udvikling af alkohol- og stofmisbrug samt kriminel adfærd.

Den emotionelt ustabile personlighedsstruktur

Den emotionelt ustabile personlighedsstruktur er kendetegnet ved ustabilitet i identitet, relationer, følelsesliv og impulskontrol. Der skelnes mellem to varianter: impulsiv type og borderline type.

Den histrioniske personlighedsstruktur

Den histrioniske personlighedsstruktur er kendetegnet ved bl.a. dramatiseringstendens, spændingsøgen, suggestibilitet samt overfladisk og labilt følelsesliv.

Den tvangsprægede personlighedsstruktur

Den tvangsprægede personlighedsstruktur er kendetegnet ved tendens til tvivlende overforsigtighed, overdreven ordenssans, perfektionisme og rigid samvittighedsfuldhed.

Den ængstelige personlighedsstruktur

Den ængstelige personlighedsstruktur kendetegnes ved ængstelse, følelsesmæssig hæmning, følelser af skam eller mindreværdsfølelse, sårbarhed og nærtagenhed over for afvisning og kritik.

Den dependente personlighedsstruktur

Den dependente personlighedsstruktur er kendetegnet ved bl.a. tendens til hjælpeløshed, uselvstændighed, bekymring for at blive ladt alene og en tendens til at underordne sig andre med henblik på ikke at miste deres accept og støtte.

Alvorlige og mildere former

Traditionelt har det været almindeligt at skelne mellem alvorlige og lettere typer af personlighedsforstyrrelse, selvom de i reglen er helt ligestillet med hinanden i både ICD-10 og DSM-5. Ved de personlighedsforstyrrelser der traditionelt regnes for at være mest alvorlige (paranoid, skizoid, dyssocial, emotionelt ustabil, histrionisk og narcissistisk) understregede man, at den pågældende personlighedsdysfunktion skaber store konflikter og problemer i forhold til andre mennesker, personligt så vel som i sociale sammenhænge og i arbejdslivet. De personlighedsforstyrrelser der derimod blev regnet som lettere (tvangspræget, undvigende, dependent og uspecificeret) var navnlig kendetegnet ved, at personerne rigtigt nok var hæmmede i evnen til at vise følelser, i deres seksualitet og/eller i deres evne til at udfolde sig selv (selvhævdelse), men disse personlighedstræk kom oftest kun til udtryk overfor ens nærmeste og skabte som regel mindre grad af vanskeligheder for andre i sociale situationer og i arbejdsforhold.

Kombination af personlighedsforstyrrelser

De forskellige typer af personlighedsforstyrrelser udelukker ikke hinanden. Samme person kan have flere personlighedsforstyrrelser samtidig. Tidligere blev det antaget, at en personlighedsforstyrrelse er stabilt varig over tid, oftest livet ud, hvilket i de seneste årtier er blevet justeret til relativt varig over tid. Personer ændrer sig gennem livet, og som oftest bliver udformningen noget mindre markeret eller dramatisk, efterhånden som personen bliver ældre. Dette gælder også de alvorlige former for personlighedsforstyrrelser, som ikke sjældent kan være forbundet med socialt uacceptabel adfærd og eventuel kriminalitet, særligt hos yngre. Flere psykiske lidelser, der debuterer i barndommen, fx Aspergers syndrom og autismespektrumforstyrrelse, kan fortsætte ind i voksenalderen, hvor de let fremtræder og mistolkes som en personlighedsforstyrrelse. Der er faglig uenighed om, hvorvidt skizotypisk sindslidelse skal kategoriseres som en personlighedsforstyrrelse eller som en lidelse inden for det skizofrene spektrum. Derudover er det almindeligt at forveksle emotionelt ustabil personlighedsstruktur med bipolar lidelse type II.

Behandling af personlighedsforstyrrelser

Personlighedsforstyrrelser behandles med psykoterapi, gerne i kombination med forskellige psykosociale tiltag. Der er specialiserede psykoterapier med veldokumenteret effekt, herunder eksempelvis mentaliseringsbaseret terapi (MBT), dialektisk adfærdsterapi (DBT) og skematerapi (ST). Det er særligt for emotionelt ustabil personlighedsstruktur, at der foreligger god forskningsmæssig belæg for effekt af psykoterapi. Det er mere usikkert for de andre typer, hvor der er lavet knap så meget forskning.

Det typiske fokus for behandling vil være selvforståelse/identitet, følelsesregulering, evne til nærhed og samspil med andre. Ved alvorlige kriser kan akut psykiatrisk indlæggelse for en kortere periode være nødvendig. Længere tids ophold kan også være nødvendig, men primært anbefales ambulant behandling, gerne længerevarende, oftest mere end et år. I perioder, hvor samtidige symptomlidelser, fx angst, depression, søvnforstyrrelser, er stærkt tilstede, kan personen have brug for psykofarmakologisk støtte, men der findes ikke dokumentation for effekten heraf for denne målgruppe.

Læs mere i Lex

Videre læsning

Kommentarer