plantesamfund (original) (raw)
Plantesamfund er en betegnelse for en samling af bestemte plantearter, der kan vokse mellem hinanden. Det kan de, fordi de har nogenlunde samme økologiske krav, men samtidig udfylder hver sin økologiske niche. Her skal en niche ses som det, der beskriver en plantearts habitat (det sted, den kan leve), og planteartens rolle i økosystemet. På Jorden er der mange forskellige plantesamfund, fx kan man nævne fugtig tropisk regnskov ved ækvator og tundra i Arktisk.
Faktaboks
Ordet plantesamfund er en sammensætning af det latinske ord (planta), som oprindeligt betegnede en (pode)kvist, og det norrøne ord (samfundr), der oprindeligt betød sammenkomst.
Betegnelsen plantesamfund blev først indført af den danske botaniker Johannes Eugenius Bülow Warming i værket Plantesamfund – Grundtræk af den økologiske Plantegeografi (1895). Et plantesamfund defineres ved sin artssammensætning, hvor forskellige arter kan være dominerende. Adskillelse mellem forskellige plantesamfund sker ved hjælp af forskellige præferencearter og skillearter, der samlet betegnes indikatorarter. Som regel medregnes mosserne til plantesamfundene og kan udgøre et væsentligt element i fx højmoser. Som eksempel på indikatorarter for plantesamfundet surt overdrev kan nævnes arterne kattefod, guldblomme og fåre-svingel.
Hvis vækstbetingelserne i et område ændrer sig, sker der tilsvarende ændringer i plantesamfundene. Det kan dreje sig om abiotiske forhold som temperatur, fugtighed, lysforhold eller næringsforhold. Af menneskeskabte og biologiske faktorer kan nævnes indvandringshistorie og ikke mindst landbrugskulturelle forhold. Ofte er der en jævn overgang fra et plantesamfund til et andet. Inden for et begrænset geografisk område vil man derfor finde plantesamfund, der ligner hinanden, men ikke er helt ens.
Hovedtyper af plantesamfund i Danmark
I Danmark kan man møde en række forskellige typer af plantesamfund, heriblandt moser og enge, heder, skove, agerland og klippeflora.
Kystflora
Danske kyster har på vind- og bølgeudsatte steder strækninger med sten eller sand, eventuelt med klitter, der har deres plantesamfund (se klit). Ved beskyttede kyster kan der udvikles saltpåvirkede, tidvis oversvømmede områder, hvor plantedækket især tidligere blev holdt lavt ved høslæt og græsning. Her findes strandeng eller marsk. Hvor høslæt og græsning er ophørt eller aldrig er forekommet, vokser plantedækket til strandsump eller strandrørssump.
Mose og eng
Moseområder kan oprindelig have været træfrie med en flora bestemt af bundens næringsindhold. Således kan man opdele plantedækket i kalk- eller ekstremrigkær, overgangsrigkær med højt indhold af plantenæringsstoffer bortset fra calcium, overgangsfattigkær med lavt næringsindhold og ekstremfattigkær, som er næringsfattige og sure. Betegnelsen kær er her ensbetydende med mose. Dertil kommer højmoser, der alene næres af regn og nedfald af næringsstoffer. I de tre første mosetyper kan der vokse træer. I de to sidste typer kan træer ikke vokse eller i hvert fald ikke blive særlig store.
Når mange moser er åbne, skyldes det deres anvendelse til græsning og som høenge. Sådanne områder kaldes fersk eng. Her er de naturlige plantesamfund forstyrret eller forsvundet som følge af høslæt, græsning, gødskning og dræning. Når den landbrugsmæssige anvendelse af enge falder bort, ændrer de sig i retning af en mere oprindelig moseform, eventuelt med buske og træer. Se også mose.
Heder og andre åbne områder
Billedet viser naturtypen hede, der domineres af dværgbuske som hedelyng, med en kraftigt opvækst af almindelig gyvel (Cytisus scoparius), som normalt er en problemart for dette plantesamfund_._
Lysåbne områder på høj bund er i Danmark normalt fremkommet ved rydning af skov. På sandet bund i nedbørsrige egne, fx i Vestjylland, er næringsstofferne blevet udvasket. Her dominerer ofte halvbuske, og områderne betegnes hede. Hvor bunden er mere leret, sker der ingen udvaskning, og plantedækket består af græs og urter, måske også af buske og spredte træer. Slog man hø sådanne steder, talte man før om høje enge. Blev der græsset, kaldtes det overdrev eller fælled, begreber med også en kulturhistorisk betydning. Disse områder vokser til med skov, når brugen ophører.
Skov
Billedet viser plantesamfundet skov. Her er det en naturskov ved Hald Sø, hvor trævegetation er domineret af bøg (Fagus sylvatica) og eg (Quercus spp.).
Danmarks oprindelige plantedække var skov, som er plantesamfund af træer og buske. Af den naturlige skov findes kun små, kulturpåvirkede stykker tilbage. Nutidens skove er i øvrigt kulturbetingede og består ofte kun af en eller to slags træer. Bundfloraen er ændret fra det oprindelige ved indgreb som dræning, pløjning og afbrænding, men der kan være rester af den naturlige skovbundsflora.
Agerlandet
Agerlandet rummer flere forskellige typer af udyrkede småbiotoper, fx levende hegn, mark, vandhuller, grøftekanter osv. I nogle tilfælde afspejler det områdets flora, som den var før i tiden, fx hede eller overdrev. En opdeling i egentlige plantesamfund har kun begrænset mening.
Klippeflora
Klippeflora findes i Danmark kun på kridtklinter og Bornholms klipper. På klinterne er floraen præget af det høje kalkindhold. På Bornholm minder den tørre klippegrund mest om hede og ikke meget om det højfjeld, som man kan finde i vores nabolande mod nord.
Videre inddeling
Af de her opregnede hovedtyper af danske plantesamfund kan foretages en yderligere inddeling. Eksempelvis kan skov opdeles i underordnede samfund på grundlag af de træarter, der findes. Bøgeskov kan så igen opdeles efter bundens urteflora, som på sin side er bestemt af jordens tilstand og næringsindhold. Det samme gælder andre skovtyper som egeskov, birkeskov, elleskov og askeskov.