polycytæmi (original) (raw)

Ved centrifugering af blod skilles det i forskellige lag: blodplasma, hvide blodlegemer og røde blodlegemer. Andelen, de røde blodlegemer udgør af disse lag, kaldes hæmatokrit. Hæmatokrit er reduceret ved anæmi og øget ved polycytæmi.

Polycytæmi er en tilstand, hvor blodets indhold af røde blodceller er øget. Hæmoglobin (Hb) og hæmatokrit (erytrocytvolumenfraktion, EVF) er øget ved polycytæmi. Polycytæmi opdeles i tre former: primær, sekundær og relativ.

Faktaboks

Etymologi

Ordet polycytæmi kommer af græsk polys 'mange' kytos 'celle' og haima 'blod'

Definition

Normalt antal røde blodceller i blodet er omtrent 5000 milliarder (5 · 1012) celler per liter blod.

Polycytæmi kan defineres ud fra hæmoglobinkoncentration (Hb) eller hæmatokrit:

Hb over 18 gram per 100 milliliter for mænd og over 16,5 gram per 100 milliliter for kvinder
hæmatokrit over 53 % for mænd og over 47 % for kvinder.

Primær polycytæmi

Primær eller ægte polycytæmi (polycytemia vera) er en kronisk blodsygdom, hvor antallet af røde blodceller er forhøjet på grund af sygdom i knoglemarven, hvor der dannes for mange røde blodceller. Sygdommen er en del af andre lignende lidelser i knoglemarven, som samlet betegnes kroniske myeloproliferative lidelser. Hvide blodceller og blodplader kan også være forhøjede. I alvorlige tilfælde kan antallet af røde blodceller nå op på 10 · 1012 per liter blod eller mere. Dette fører til, at blodet bliver tyktflydende (øget viskositet) og bevæger sig så langsomt gennem de mindste blodårer (kapillærerne), at iltforsyningen til vævene bliver mangelfuld.

På grund af den langsomme blodgennemstrømning og det øgede antal blodplader øges risikoen for, at der dannes blodpropper.

Sekundær polycytæmi

Sekundær polycytæmi eller hypoksisk polycytæmi forekommer ved tilstande, hvor blodet ikke formår at levere tilstrækkelig ilt til vævene. Som eksempler kan nævnes søvnapnø, kroniske lungesygdomme, rygning og medfødte hjertesygdomme.

Iltmanglen fører til øget udskillelse af hormonet erytropoietin (EPO) fra nyrerne. Dette stimulerer den røde knoglemarv til at producere flere røde blodceller, så blodet bliver i stand til at transportere mere ilt.

Polycytæmi på grund af iltmangel forekommer også som et fysiologisk (normalt) fænomen hos mennesker, der lever i højtliggende områder, hvor iltkoncentrationen i luften er lav. Endelig forekommer enkelte sygdomme, hvor udskillelsen af erytropoietin og dermed produktionen af røde blodlegemer kan være øget, selvom der ikke foreligger iltmangel. Dette gælder blandt andet enkelte tumorer og visse nyresygdomme.

Relativ polycytæmi

Ved relativ polycytæmi er det totale antal røde blodlegemer ikke forhøjet, men derimod er plasmavolumenet reduceret. Tilstanden er altså egentlig ingen polycytæmi. Relativ polycytæmi ses oftest hos midaldrende overvægtige mænd (Gaisbocks syndrom). Det kan også opstå ved større væsketab, så plasmavolumenet falder. Dette kan ske i forbindelse med dehydrering eller overdreven brug af vanddrivende midler.