romanske sprog (original) (raw)

De romanske sprogs nuværende udbredelse i Europa svarer stort set til Romerrigets europæiske udstrækning. Kun i nordøst og øst er der sket ændringer på grund af befolkningsforskydninger i middelalderen: Det alperomanske område er blevet opdelt ved indvandring af tysktalende, og det balkanromanske af slavisktalende. Latins tidligere udbredelse på Balkan attesteres dog også af mange latinske ord i albansk. De stiplede linjer afgrænser udviklingen af latinsk [ke ki], dels til [tse tsi] i vest, dels til [tʃe tʃi] i nord og øst.

De romanske sprog er en sprogfamilie inden for den indoeuropæiske sprogæt, hvis sprog er modersmål for over 670 millioner mennesker på verdensplan og tales af yderligere ca. 130 millioner mennesker som andetsprog. De romanske sprog, der er udviklet af det latinske omgangssprog sermo cotidianus, omfatter sardisk, italiensk, fransk, frankoprovencalsk, occitansk, catalansk, spansk, galicisk, portugisisk, rætoromansk, rumænsk, istriotisk og det uddøde dalmatisk. Hertil kommer ladin, friulisk, siciliansk og gasconsk, som af nogle regnes for selvstændige sprog.

Faktaboks

Også kendt som

latinske sprog

Historie

Latin var oprindelig kun et af flere italiske sprog, men blev i takt med Romerrigets udbredelse fra ca. 500 f.v.t. spredt gennem bl.a. bosættelse, militærvæsen, handel og administration.

I 212 e.v.t. fik alle frie mandlige indbyggere i imperiet romersk borgerret og blev betegnet romani. Det afledte begreb fra 300-400-tallet Romania 'område beboet af romani' var oprindelig, modsat senere anvendelse, en politisk betegnelse, der ikke implicerede, at indbyggerne talte romanske sprog.

Efter Det Vestromerske Riges fald i 480 levede latin videre, bl.a. som liturgisk sprog og lærdomssprog, og fungerede som skriftsprog side om side med de opvoksende romanske sprog. Disse fjernede sig efterhånden fra latinen og fra hinanden, og flere af dem blev standardsprog i den nyere tids nationalstater. Den ældste bevarede romanske tekst er de franske Strasbourg-eder fra 842, mens tekster på andre romanske sprog kendes fra ca. 900, rumænsk dog først fra 1500-tallet

Klassifikation

De romanske sprog inddeles i vest- og østromansk med sardisk som en gruppe for sig. Et kriterium for denne inddeling er pluralisendelsen -s i de vestlige over for -i og -e i de østlige sprog, jf. spansk caballo — caballos over for italiensk cavallo — cavalli 'hest(e)'. En række af de romanske sprog er overgangsformer mellem sproggrupper, fx catalansk mellem gallo- og iberoromansk, rætoromansk mellem gallo- og italoromansk og dalmatisk mellem italo- og balkanromansk.

En opstilling af sprogs genetiske klassifikation rummer mange vanskeligheder, fordi slægtskab ikke altid kan etableres helt entydigt. Dette diagram viser den klassiske inddeling af de romanske sprog i sardisk, øst- og vestromansk. Som eksempel på de overgangsformer mellem grene, hvis eksistens man må antage, kan nævnes catalansk, der placerer sig mellem ibero- og galloromansk.

Lydudviklinger

Ligheder i lydudviklingen begrunder en opdeling i tre grupper: det arkaiske sardisk, som kun har del i få romanske fællesudviklinger, de geografisk perifere sprog portugisisk og rumænsk, som har del i lidt flere, samt de centrale sprog italiensk, fransk og spansk, hvorfra nye lydtræk bredte sig.

De romanske sprog bortset fra sardisk adskiller sig lydligt fra latin ved omfattende diftongering af vokaler og palatalisering af konsonanter. Diftongering af latinsk kort e til ie i åben stavelse er fælles for alle de centrale sprog undtagen occitansk og catalansk, men findes kun sporadisk i rumænsk og slet ikke i portugisisk. Spansk og rumænsk diftongerer også i lukket stavelse, fx spansk hierro 'jern' og rumænsk fier over for italiensk ferro, fransk fer og portugisisk ferro, alle af latin ferrum. Den tilsvarende diftongering af kort o til uo og ue er ikke udbredt til rumænsk, hvor diftongerne oa og ea er rumænske særudviklinger betinget af finalt -ă eller -e. Spansk har også her diftongering i lukket stavelse, jf. spansk puente 'bro' over for italiensk ponte, fransk pont, portugisisk ponte og rumænsk punte, alle af latin pontem.

Udviklingen af latinsk kort e og o i hhv. åben og lukket stavelse på de romanske sprog

Konsonantsystemets palataliseringer er særlig karakteristiske ved [k] i forlyd: foran e og i fås [ʧ] i østromansk og det nordligste galloromansk (se picardisk) og [ʦ] i vestromansk, mens sardisk bevarer [k], jf. former af lat. caelum 'himmel':

Lyden [ʦ] har i portugisisk og fransk udviklet sig videre til [s] og i spansk til [θ] eller [s].

Også udviklingerne af den latinske konsonantforbindelse -ct- viser en karakteristisk differentiering:

Udviklingerne af konsonantgrupperne pl- og cl- viser også systematisk differentiering:

Grammatiske udviklinger

Afgørende træk i nominalsystemet er tabet af latins kasusbøjning og dannelsen af et artikelsystem. Af det latinske demonstrative pronomen illum — illam 'den, det' udvikles en bestemt artikel i alle sprogene, jf. spansk el — la, italiensk il — la og fransk le — la; sardisk su — sa udgår dog fra ipsum — ipsam 'selve; netop denne; den samme'. Af talordet unum — unam 'en, et' udvikles en ubestemt artikel, jf. spansk og italiensk un — una samt fransk un — une.

I stedet for genitiv og dativ, som kun bevares på rumænsk, bruges præpositionerne de 'fra' og ad 'til', jf. spansk el padre de la niña 'pigens fader' og italiensk il padre dà una mela alla ragazza 'faderen giver pigen et æble'.

Verbalsystemerne

De romanske verbalsystemer viderefører stort set det latinske med visse karakteristiske ændringer. Futurumformerne erstattes overalt af omskrivninger, især af kombinationer af infinitiv og verbet habeo 'jeg har', jf. italiensk darò 'jeg vil give' af latin dare habeo. Latinsk perfektum, som både har førnutids- og fortidsbetydning, begrænses til fortidsbetydningen, mens omskrivning med habeo og perfektum participium udtrykker førnutid, jf. italiensk diedi 'jeg gav' og ho dato 'jeg har givet', der begge modsvarer latin dedi. Pluskvamperfektumformerne bevares alene i de perifere sprog, jf. portugisisk cantara 'jeg havde sunget' af latin pluskvamperfektum indikativ cantaveram og rumænsk cântase 'jeg havde sunget' af latin pluskvamperfektum konjunktiv cantavissem.

Ordforråd

Det latinske grundlag, herunder senere lån fra det latinske skriftsprog i form af de såkaldt lærde ord, ses tydeligt i det centrale ordforråd, fx latin vaccam 'ko' og caballum 'hest':

De samme ord kan gennemløbe forskellige betydningsudviklinger, som bl.a. afspejler forskelle i levevilkår, jf. spansk llegar og portugisisk chegar 'ankomme', begge af latin plicare 'folde', fordi sejlet foldes sammen ved ankomst med skib, over for rumænsk a plica 'tage af sted' på grund af sammenfoldning af telt ved afrejse.

Blandt de vigtigste låneord i de romanske sprog er de germanske, som omfatter tre lag: De fællesromanske germanske låneord, der går tilbage til kejsertidens germanske lejetropper, fx italiensk sapone, fransk savon, spansk jabón og rumænsk săpun 'sæbe', af germ. *saipōn, lån fra folkevandringstiden i 400-500-tallet, jf. album 'hvid', der modsat latin nigrum 'sort', som fortsætter i alle sprog, i de centrale sprog erstattes af et germansk ord beslægtet med dansk blank:

Hertil kommer nordiske lån fra vikingetiden i fransk. Et særtræk ved de iberoromanske sprog er den store mængde arabiske låneord, der afspejler den arabiske kulturs indflydelse i middelalderen, fx spansk arroz 'ris', aceituna 'oliven', almohada 'pude' og alcalde 'borgmester'.

På tilsvarende vis har rumænsk på grund af den tætte kontakt med slavisktalende folk mange ord af slavisk oprindelse, fx prieten 'ven', hvor alle andre romanske sprog fortsætter lat. amicum, og dobbeltformer som vreme og timp 'tid' over for sardisk tempus, italiensk tempo, spansk tiempo, portugisisk tempo og fransk temps, alle af latin tempus. Et parallelt latinsk ordpar er pacem, akkusativ af pax 'fred', der bevares overalt, og bellum 'krig', der i de vestromanske sprog erstattes af et germansk ord *werra, jf. eng. war, men i rumænsk af et slavisk ord for 'drab', jf. russisk og bulgarsk razboj 'røveri, plyndren':

Udbredelse i moderne tid

De romanske sprog er siden renæssancens portugisiske og spanske opdagelsesrejser og påfølgende kolonisering udbredt til det meste af verden. Således har næsten alle stater i Mellem- og Sydamerika spansk eller portugisisk som officielt sprog. Her findes også de største koncentrationer af romansktalende: Ca. 180 millioner portugisisktalende i Brasilien og ca. 300 millioner spansktalende i det øvrige Latinamerika, mens fransk er udbredt i Nord- og Vestafrika som officielt sprog eller kommunikationssprog. Dertil kommer, at de romanske sprog, især fransk og portugisisk, har været kilde til en række kreolsprog og pidginsprog.

De romanske sprogs slægtskabsmæssige inddeling

Kortet viser udbredelsen af de tre nuværende rætoromanske sprogområder på sydsiden af den østlige del af Alperne. Af stednavne fremgår imidlertid, at der tidligere har eksisteret et større sammenhængende område, hvor der taltes rætoromansk.

• Vestromanske sprog
  Iberoromanske sprog
  • Portugisisk er modersmål for over 190 millioner mennesker, heraf ca. 10 millioner i Portugal og ca. 185 millioner i Brasilien; det er desuden officielt sprog i Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og Kap Verde samt São Tomé og Príncipe. Portugisisk har dannet grundlag for adskillige kreol- og pidginsprog i bl.a. Afrika og Sydøstsien.
  • Galicisk, der undertiden regnes for en portugisisk dialekt, tales af ca. 3 millioner mennesker i det nordvestlige Spanien og i Portugal.
  • Spansk, er modersmål for ca. 360 millioner mennesker (2001), er det mest udbredte af de romanske sprog og officielt sprog i Spanien, Ækvatorialguinea, Puerto Rico og i 18 latinamerikanske stater, hvor det er vidt udbredt som andetsprog blandt de indianske befolkningsgrupper; i USA tales spansk af befolkningsgrupper af latinamerikansk oprindelse. Især i Caribien og Filippinerne er udviklet en del spanskbaserede kreol- og pidginsprog.
  • Catalansk tales af ca. 7 millioner mennesker (1996), hovedsagelig i de spanske regioner Catalonien, Valencia og Balearerne, i Andorra, hvor det er officielt sprog, i den sydfranske provins Roussillon og i byen Alghero på Sardinien.
    Galloromanske sprog
  • Occitansk eller provencalsk tales af ca. 9 millioner mennesker i Sydfrankrig, det nordvestlige Italien og Val d'Aran i Nordspanien samt i Monaco. Det benyttes dagligt af ca. 2 millioner. Tosprogethed er generel.
  • Frankoprovencalsk, også kaldet arpitansk, tales af ca. 70.000 i og omkring den franske region Rhône-Alpes, i Schweiz og i Aostadalen i Norditalien.
  • Fransk er modersmål for ca. 70 millioner mennesker (1995), heraf ca. 55 millioner i Frankrig, ca. 5 millioner i Belgien og Luxembourg, ca. 1,5 millioner i Schweiz og ca. 7 millioner i Canada; derudover anvendes det i varierende grad i størstedelen af de tidligere franske besiddelser i Nord- og Vestafrika og i Frankrigs oversøiske departementer og territorier, hvor det også har dannet grundlag for en lang række kreol- og pidginsprog.
    Rætoromansk
  • Romansch, som har træk tilfælles med galloromansk, tales af ca. 35.000 mennesker (2006) i den schweiziske kanton Graubünden og er et af de fire officielle sprog i Schweiz.
  • Ladin tales af ca. 30.000 mennesker (2001) i Norditalien øst for Bolzano.
  • Friulisk, som har en række ligheder med italoromansk, tales af ca. 400.000 mennesker i den italienske provins Friuli-Venezia-Giulia.
• Sardisk
  • Sardisk med dialekterne logudoresisk og campidanesisk tales af ca. 600.000 mennesker på Sardinien; dialekterne sassaresisk og galluresisk på det nordlige Sardinien regnes oftest for italienske.
• Østromanske sprog
  Italoromanske sprog
  • Italiensk er modersmål for ca. 60 millioner mennesker i Italien (1995) og desuden officielt sprog i San Marino og Vatikanstaten samt et af de fire officielle sprog i Schweiz; det tales også af betydelige immigrantsamfund i USA og Argentina samt i de tidligere italienske besiddelser i Afrika. Korsikansk er en italiensk dialekt, der tales af ca. 340.000 mennesker. De norditalienske dialekter i regionerne Lombardiet, Piemonte, Emilia-Romagna og Veneto anses for galloromanske, mens de syditalienske dialekter på Sicilien, i Calabrien og Apulien undertiden betragtes som selvstændige italoromanske sprog.
  • Dalmatisk blev indtil ca. 1900 talt på Kroatiens Adriaterhavskyst og omliggende øer.
  • Det er omdiskuteret, om istrotisk, der tales af ca. 1300 mennesker på halvøen Istrien i Kroatien og siden 1945 også på det nordlige Sardinien, hører sammen med dalmatisk, venetiansk eller ræotoromansk, eller om det udgør sin helt egen gruppe inden for det romanske slægtstræ.
    Balkanromanske sprog
  • Rumænsk omfatter dialekterne istrorumænsk, aromunsk, meglenorumænsk og dakorumænsk. Dakorumænsk eller blot rumænsk, der er officielt sprog i Rumænien og Moldova, tales af ca. 23 millioner mennesker, mens istrorumænsk tales af ganske få omkring byen Rijeka i Kroatien, aromunsk af 50.000-100.000 mennesker i Nordgrækenland, Makedonien og Albanien, og meglenorumænsk af ca. 3000 i Nordgrækenland og Makedonien.

Læs mere i Lex

Kommentarer