søjle (original) (raw)
Søjle, inden for byggeteknik en lodret, bærende stang eller stolpe, påvirket af tryk i sin længderetning. Bæreevnen af korte og relativt tykke søjler bestemmes i overvejende grad af materialets brudstyrke, mens lange og slanke søjler pga. sideudknækning har en mindre bæreevne svarende til Eulers knæktilfælde.
Faktaboks
Ordet søjle kommer af tysk Säule, af oldhty. *sūl, samme ord som 1. led i sulehus.
Hvor søjler har forskellig stivhed i forskellige retninger, er trykkraftens forstærkende virkning størst ved udbøjning i den svageste retning. Fastholdelsen af søjlen i dens endepunkter er afgørende for bæreevnen. Mellemunderstøtninger, evt. med en vis eftergivelighed, kan bidrage væsentligt til at forøge bæreevnen.
Søjler i forskellige udformninger og materialer anvendtes i oldtiden i Mesopotamien og Egypten og i de minoisk-mykenske kulturer som markante arkitektoniske elementer. De blev hovedmotiver i græske og romerske bygninger (se søjleorden) og i senere europæisk arkitektur, både med bærende og med dekorativ funktion. En søjle i mands- eller kvindeskikkelse kaldes hhv. atlant og karyatide; en halvsøjle er en søjle, der springer halvt frem fra en mur. Se også pilaster.
Søjlens symbolske betydning udspringer af dens bærende funktion. Den udtrykker styrke, fx i form af en kvinde med en søjle, der personificerer kardinaldyden fortitudo, og i bibelske formuleringer som "Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel" (Joh.Åb. 3,12). I kristen kunst optræder søjlen, som Jesus var bundet til under piskningen, som et af hans marterredskaber.