seneskede (original) (raw)

Seneskede er en rørformet bindevævsstruktur, som omgiver visse sener, særligt de lange sener til finger- og tåmuskulaturen i håndleds- og ankelområderne.

Faktaboks

Også kendt som

vagina tendinis, vagina synovialis tendinum

Seneskedens opbygning

Seneskederne består af et ydre bindevævslag, som folder sig rundt om senen, så der dannes et dobbeltvægget rør omkring den. Senen er vokset fast til det indre rør og kan dermed glide og bevæge sig i forhold til det ydre. I selve folden (mesotendineum) løber blodkar og nerver. Indvendigt er røret beklædt med en slimhinde, der danner væske (synovia), som er næsten identisk med ledvæsken.

Seneskedens funktion

Seneskederne tjener dels til at holde senerne på plads ved hjælp af bindevævsbånd, også kaldet retinakler, specielt i ankel- og håndledsregionen, men vigtigere er deres smøreegenskab, som forhindrer friktion mellem senerne og vævet omkring.

Læs mere i Lex

Kommentarer