spillekonsol (original) (raw)
Generationer af spillekonsoller
Første: 1972-
Magnavox Odyssey
Anden: 1976-
Atari 2600
Tredje: 1983-
Sega Master System, Atari 7800, Nintendo Entertainment System
Fjerde: 1987-
Sega Mega Drive (Genesis i USA), Super Nintendo Entertainment System
Femte: 1993-
Sega Saturn, Sony PlayStation, Nintendo 64
Sjette: 1998-
Sega DreamCast, Sony PlayStation 2, Nintendo GameCube, Microsoft Xbox
Syvende: 2005-
Microsoft Xbox 360, Sony PlayStation 3, Nintendo Wii
Ottende: 2012-
Nintendo Wii U, Sony PlayStation 4, Microsoft Xbox One, Nintendo Switch
Niende: 2020-
Microsoft Xbox Series X/S, Sony Playstation 5
En spillekonsol er en computer, hvis primære funktion er at afvikle videospil. Der findes i reglen to overordnede typer: Spillekonsoller beregnet til anvendelse i hjemmet og tilsluttet en controller og et tv (såsom en PlayStation) – samt mindre, håndholdte konsoller til anvendelse på farten med en indbygget skærm (såsom en Game Boy).
Man taler som regel om konsoller i generationer på fem-syv år. Nintendo, Sony og Microsoft har i de seneste generationer domineret markedet, også under den aktuelle niende generation med henholdsvis Nintendo Switch, Playstation 5 og Xbox Series X/S; førstnævnte udkom imidlertid under ottende generation.
I nyere tid har de fleste konsoller også kunne afspille film og andre medieformer samt blive tilkoblet internettet, hvormed der kan købes og afspilles spil og medier online, ikke mindst i fællesskab med andre spillere – i modsætning til tidligere, hvor spil udelukkende blev solgt som fysiske medier såsom cd'er eller kassetter, som det var tilfældet med Nintendos utroligt succesrige Game Boy i 90'erne.
En af konsollernes fortrin frem for hjemmecomputere er, at man er sikret, at spil fungerer til dem gennem hele konsollens levetid – frem for den konstante hardware-opdatering, som computere kræver, efterhånden som teknologien udvikler sig. Dermed er de mere budgetvenlige og sælges ofte med et tab for producenten, der i stedet tjener penge fra licensafgifter i forbindelse med salg af spil.
Den første spillekonsol Magnavox Odyssey kom på markedet i 1972, som det fremgår af tidslinjen. Det bemærkes, at der findes forskellige bud på, hvornår de forskellige perioder starter og slutter, samt hvilke konsoller en sådan oversigt bør omfatte. I tidslinjen er der lagt vægt på de nyere generationer, hvor konsollerne gradvist er blevet mere udbredte.
I følge en undersøgelse fra Danmarks Statistik ejede 40 % af de danske husstande en spillekonsol i 2012.