spinalanæstesi (original) (raw)
På billedet ses et tilbageløb af cerebrospinalvæske gennem nålen, som indikerer korrekt placering af nålen til spinalanæstesi. Foto fra 2008.
Spinalanæstesi er en bedøvelse, der fremkaldes ved at sprøjte et lokalbedøvende middel ind i cerebrospinalvæsken, som omgiver rygmarven, så nerverødderne bedøves.
Faktaboks
Ordet spinalanæstesi er dannet af spinal, som er en afledning af latin spina 'rygrad', egentlig 'torn, pigge på dyr' og græsk anaisthesia af a- 'uden, ingen' og aisthesis 'følelse, sansning'.
Også kendt som
rygmarvsbedøvelse, spinal bedøvelse
Procedure
1-3 mL lokalbedøvelse indsprøjtes gennem en tynd nål, der stikkes ind mellem to ryghvirvler – normalt mellem 3. og 4. eller 4. og 5. lændehvirvel (lumbalhvirvel) for at komme under enden af selve rygmarven. Før indsprøjtning kontrolleres det at nålespidsen står i korrekt position ved, at der kommer klar spinalvæske ud gennem nålen. Proceduren foregår sterilt og kan udføres med patienten siddende eller liggende på siden.
Illustration af proceduren ved spinalanæstesi. Her føres spinalnålen ind mellem L4 og L5, hvor lokalbedøvelsen bliver indsprøjtet i cerebrospinalvæsken, også kaldet rygmarvsvæsken. På den måde bliver nerverødderne bedøvet.
Virkemåde og varighed
Det lokalbedøvende middel hæmmer signalgivningen gennem de nerver og det område af rygmarven som lokalbedøvelsen har spredt sig til. Spinalanæstesi medfører et midlertidigt bortfald af alle sanser og fuldstændig lammelse af musklerne i de dele af kroppen, der har deres nerveforsyning fra områder, som ligger lavere i rygmarven end bedøvelsens øvre grænse. Varigheden er omkring 1 til 3 timer.
Anvendelse
Spinalanæstesi anvendes bl.a. ved kejsersnit, således kan den fødende kvinde stadig være ved bevidsthed under operationen. Foto: 2013.
Denne type bedøvelse er velegnet til operationer under navlens niveau, det vil sige operationer i benene, hofterne, endetarmen og lysken. Fordelen er at man kan være fuldt beviste imens og spinalanæstesi anvendes derfor også som bedøvelse til kejsersnit. Spinalanæstesi kan anlægges meget hurtigt (på få minutter), så metoden er også en fordel til akut kejsersnit, hvor tid og risiko ved moderens luftveje er kritisk ved fuldbedøvelse.
Man kan bestemme, hvor højt bedøvelsen skal gå ved at variere mængden af lokalbedøvelse og patientens stilling de første minutter efter indsprøjtningen; bedøvelsen får størst udbredelse ved store volumener. Desuden kan bedøvelsen målrettes højre eller venstre side ved at tippe patienten lige efter indsprøjtningen.
Komplikationer ved spinalanæstesi
Bortset fra blodtryksfald giver spinalanæstesi sjældent alvorlige komplikationer, og spinalanæstesi anses som en skånsom anæstesiform.
Blodtryksfald
Nerverne, der giver sammentrækning af blodkar (vasokonstriktion) bliver også lammet under spinalanæstesi. Derfor kan spinalanæstesi give blodtryksfald, når blodkarrene i det bedøvede område udvider sig. Udvidelse af venerne giver nedsat blodstrøm tilbage til hjertet, mens udvidelse af arterierne giver mindre modstand i blodkredsløbet. Blodtryksfaldet behandles med væske givet i drop og lægemidler, der giver sammentrækning af blodkarrene, for eksempel efedrin.
Spinal hovedpine
Sjældent kan der opstå generende hovedpine efter spinalanæstesi, hvilket kaldes spinal hovedpine. Denne skyldes sandsynligvis, at der lækker spinalvæske ud af spinalkanalen gennem hullet, som spinalnålen har lavet i rygmarvshinderne. Forekomsten af sådan hovedpine er til en vis grad forbundet med størrelsen på nålen, der bruges, og patientens alder: Spinal hovedpine opstår oftere hos unge end hos gamle, og er aftaget de seneste år efter anvendelse af tyndere nåle. Til behandling af betydende tilfælde af spinal hovedpine kan der sprøjtes lidt af patientens eget blod ind i epiduralrummet, hvilket kaldet en blood patch, hvilket direkte oversat betyder 'blodplaster'. Når blodet størkner menes det at tætne hullet og stoppe lækagen af spinalvæske.
Historisk baggrund
Spinal anæstesi blev første gang beskrevet i 1898 af den tyske kirurg August Karl Gustav Bier (1861-1949). Metoden blev første gang anvendt i Danmark i 1902.