spiserøret (original) (raw)
Spiserøret er et transportorgan for føde samt den del af fordøjelseskanalen, der forbinder svælget med mavesækken. Spiserøret er 25–30 centimeter langt og 1,5–2 centimeter i diameter. Muskulaturen i spiserøret styres af det autonome nervesystem og skaber en bevægelse (peristaltik), som fører mad og drikke aktivt nedad i røret. Peristaltikken gør det fx muligt at drikke med hovedet nedad. Den øverste tredjedel af spiserøret består stort set kun af tværstribet muskulatur, mens den øvrige muskulatur er glat. Muskulaturen i spiserøret består af to lag: et udvendigt med længdegående muskelfibre og et indvendigt med cirkulære muskelfibre.
Faktaboks
Også kendt som
øsofagus, oesophagus (oesophagus kommer af græsk oiso 'skal bære, føre' og phagein 'spise, fortære')
Spiserørets makroskopiske anatomi
Spiserøret begynder ved 6.–7. halshvirvel og ender i mavemunden, også kaldet cardia. Fra tænderne og ned til mavemunden er der ca. 40 centimeter.
Halsdelen
Den øverste del af spiserøret kaldes halsdelen (pars cervicalis), som ligger direkte bag luftrøret og hænger sammen med dette i mediastinum. Øverst har spiserøret en lukkemuskel lige under svælget. Lukkemusklen lukker for indgangen til spiserøret, men åbnes, når man synker. Så snart mad og drikke har passeret, lukker den sig igen.
Brystdelen
I brystdelen (pars thoracica) krydser spiserøret over hovedpulsåren (aorta descendens) og får derved en svag indsnævring.
Bugdelen
Bugdelen (pars abdominalis) er kun 1–2 centimeter lang og regnes fra stedet, hvor spiserøret passerer gennem mellemgulvet, som er i højde med 10.–11. brysthvirvel, til det går ind i mavesækken. Spiserøret indsnævrer sig også her ved en lukkemuskel, hvilket modvirker, at surt maveindhold fra mavesækken kommer op i spiserøret og skader slimhinden. Der, hvor spiserøret passerer gennem mellemgulvet (hiatus oesophageus), bliver det omgivet af en elastisk membran, som tillader, at mellemgulvet bevæger sig respiratorisk i forhold til spiserøret. Hvis spalten mellem spiserøret og mellemgulvet er for vid, kan bugorganer presses op gennem den, hvilket kaldes hiatushernie.
Spiserørets mikroskopiske anatomi
Spiserøret har samme opbygning som hele den øvrige mave-tarm-kanal. Det inderste lag, slimhinden (tunica mucosa), er opbygget af flerlaget uforhornet pladeepitel. Under det er der et bindevævslag (tela submucosa), hvor der ligger mange slimproducerende kirtler, som gør overfladen fugtig og glat for at nedsætte friktionen. Her er der et udbredt venenet, som har en indirekte forbindelse med portalkredsløbet, samt et netværk af nerver (plexus submucosus eller Meissners plexus), som styrer kirtelaktiviteten.
Når spiserøret er tomt, har det et stjerneformet indre hulrum, også kaldet lumen. Den indvendige cirkulære muskulatur vil være sammentrukket, og slimhinden samt det underliggende bindevæv foldet på langs. Når maden passerer, kan spiserøret udvides betydeligt. Slimhinden har også lag af forholdsvis kraftig, glat muskulatur (lamina muscularis mucosae), som har betydning for synkningen. Selve peristaltikken styres dog af det egentlige muskellag (tunica muscularis) med sit indbyggede parasympatiske nervenetværk, Auerbachs plexus. Uden på musklerne ligger der løst bindevæv (adventitia), som gør, at spiserøret kan forskydes lidt i forhold til luftrøret og de tilstødende halsorganer.
Symptomer og sygdomme i spiserøret
Det mest karakteristiske symptom ved alle lidelser i spiserøret er synkebesvær. Andre almindelige symptomer er halsbrand (pyrosis) og at gylpe mad op fra spiserøret eller mavesækken, også kaldet regurgitation.
De hyppigste lidelser i spiserøret er divertikler, akalasi, spiserørsbetændelse og spiserørskræft.