stempel - maskinelement (original) (raw)
Stempel, maskinelement, som kan bevæges tætsluttende i en tilhørende cylinder eller et cylinderformet hus, fx i en motorblok. Stempler anvendes enten uden eller med enkelt eller dobbelt stempelstang. Ved trykstigning i cylinderen drives stemplet frem og/eller tilbage, og denne bevægelse kan fx omsættes til en roterende bevægelse vha. en plejlstang og en krumtap (fx i en stempelmotor). Omvendt kan en roterende bevægelse omsættes til en frem- og tilbagegående bevægelse af stemplet (fx i en stempelpumpe). For at opnå en høj virkningsgrad i energiomsætningen anvendes normalt tætningsringe mellem stempel og cylinder.
Stempler anvendes fx i hydrauliske og pneumatiske cylindre, motorer og pumper samt i dampmaskiner og forbrændingsmotorer (benzin- og dieselmotorer). De fremstilles i mange forskellige former og materialer, fx støbejern, stål, letmetaller, keramik og plastic, afhængigt af maskintype og anvendelse.