tørv (original) (raw)

Tørv er aflejringer, der dannes i moser og består af døde plantedele, der kun er delvis nedbrudt pga. manglende ilttilgang. Tørv har derfor typisk bevaret noget af plantedelenes struktur.

Faktaboks

Også kendt som

spagnum, sphagnum

I Danmark kan tørv være fra 100 år til mere end 8.000 år gammel. Tidligere udgjorde områder med moser og tørv 20-25 % af Danmarks areal, men bortgravning og nedbrydning som følge af dræning har reduceret arealet til mindre end 5 % i 2021.

Der skelnes mellem højmosetørv, hvor 2-5 vægtprocent er aske, og lavmosetørv eller kærtørv, der har et væsentlig højere askeindhold. Som følge af langsom og ufuldstændig nedbrydning i en reducedet jord stiger indholdet af kulstof i tørv, hvilket gør den velegnet som brændsel; tørv er første fase i dannelsen af brunkul og stenkul, se kulrækken.

Tørv findes især i koldere egne på den nordlige halvkugle, men optræder også i bjergegne i resten af verden. I mange lande, især ulande, er tørv et vigtigt brændsel. Også lande som Irland og de baltiske lande har anvendt tørv i vid udstrækning.

Arealer med tørv kaldes også lavbundsjord og er rige på organisk stof. Store udledninger af klimagas fra tørvejorder, der drænes, har givet anledning til, at mange nu forsøges vådlagt og naturgenoprettet.

Tørveproduktion i Danmark

En såkaldt klyneskærer i færd med at skære blokke af tørv, klyner, og stille dem i lange rækker på Lille Vildmose, hvor de står til den følgende sommer. Sidst på sommeren samles de tørrede klyner til videre forarbejdning på Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev, hvor der fremstilles tørveblandinger til danske og udenlandske gartnerier og planteskoler.

Det danske sprog har mange navne for tørv, der fra ældre jernalder og frem til midten af 1900-tallet var en vigtig energikilde i Danmark. I Vest- og Sønderjylland kaldes mosernes aflejringer klyner eller klynetørv, mens lynghedens nedbrudte plantedele kaldes tørv, hedetørv eller lyngtørv. Langs den jyske vestkyst udnyttede man tidligere også begravede tørvelag, såkaldt martørv.

Der skelnes mellem tre typer af tørveprodukter, afhængigt af fremstillingsmåden: skæretørv, æltetørv og pressetørv. Skæretørv er udskåret direkte af mosens tørvelag. Efter 1800 fremstilledes æltetørv ved at tilsætte vand til tørvemassen, der blev æltet og derefter hældt ud på jorden i et lag svarende til tørvens tykkelse. Hestetrukne kærrer med roterende knive, kaldet tørveæltere, blev anvendt fra anden halvdel af 1800-tallet.

Senere blev tørven skåret op i mindre stykker og tørret. Pressetørv fremstilledes efter 1. Verdenskrig, ved at tørvemassen blev presset uden tilsætning af vand. Tørvebriketter eller fræsetørv er fremstillet på lignende måde, men er baseret på tørvesmuld, der er fræset frem af moseoverfladen; se også briketter. Fræsetørv kom frem i begyndelsen af 1940'erne og udgjorde ca. 70 procent af alle tørv fremstillet i 1955.

Før 1. Verdenskrig og i mellemkrigsårene var den årlige tørveproduktion i Danmark under 0,5 million tons. Under de to verdenskrige var mulighederne for at importere kul og koks stærkt begrænset, og tørv blev derfor atter et vigtigt brændsel. Produktionen var størst i 1943 med 6,1 millioner tons. Da var ca. 50.000 mænd og kvinder beskæftiget ved tørve- og brunkulsproduktionen.

Tørvegravning til brændselsformål ophørte i Danmark i midten af 1950'erne; i dag anvendes tørv mest som jordforbedringsmiddel og i gartnerierhvervet.

Læs mere i Lex

Kommentarer