thomisme (original) (raw)

Thomisme er dels Thomas Aquinas' tænkning og senere systematiserende fremstillinger af den, dels de intellektuelle skoler, som under indflydelse af senere tankeformer udviklede hans tænkning i nye retninger.

Efter 1286 var dominikanerne forpligtede til at opretholde og forsvare Thomas Aquinas' tænkning, og tidligt i 1300-tallet fremstod Hervæus Natalis (d. 1323) som thomismens mest betydningsfulde talsmand over for afvigende ordensbrødre som Jakob fra Metz, der virkede ca. 1300-10, og Durand fra Saint-Pourçain.

Denne tidlige thomistiske skole kulminerede med Johannes Capreolus (d. 1444), der fik tilnavnet princeps thomistarum 'thomisternes førstemand'. I 1500-tallet blev der forfattet flere kommentarer til især Thomas' to summaer, hvoraf navnlig Cajetans kommentar til Summa theologiae og den, som Franciscus Sylvester fra Ferrara (1474-1528) skrev til Summa contra gentiles, fik betydning.

Efter Tridentinerkoncilet og helt op i 1900-tallet benyttedes filosofiske og teologiske lærebøger af Jean Poinsot (1589-1644), kendt under navnet Johannes a S. Thoma.

En mindre frugtbar systematisering og formalisering af Thomas Aquinas' tænkning prægede dele af 1800- og 1900-tallets thomisme, der ofte var identisk med den kirkeligt støttede nyskolastik (se nythomisme).

1900-tallets ledende thomist var Jacques Maritain, som i sin sociale og politiske filosofi tog udgangspunkt i thomismens grundlæggende realisme.

En original udformning af thomismen blev fremlagt af filosoffen Joseph Mareschal (1878-1944), der forsøgte at sammentænke Kants kritiske filosofi med Thomas Aquinas' realisme. Filosofisk fik denne såkaldt transcendentale thomisme ikke stor betydning, men teologisk fandt den fortalere i så selvstændige tænkere som Bernard Lonergan og Karl Rahner.

Inspiration fra Edmund Husserl og fra Roman Ingardens fænomenologi førte i Lublin i Polen til fremkomsten af en form for thomistisk personalisme, hvis kendteste repræsentant er Karol Wojtyła, fra 1978 pave Johannes Paul 2.

I 1900-tallets sidste årtier har analytiske filosoffer i Storbritannien og USA forsøgt at drage nytte af Thomas Aquinas' tænkning.